Kategori: Uncategorized

Måske er jeg så bekymret, at det gør mig nærig. Måske er jeg så selvoptaget, at det gør mig til en dårlig lytter. Måske er jeg så magelig, at jeg hellere snakker end handler. Måske har jeg så mange, grimme vildskud på min åndelige vækst, at det er så som så med frugtbarheden. Iflg. Joh. 15 går Jesus lige til sagen med sin både anskuelige og mystiske lignelse om, at han er vintræet, som tiltaler os som grene, der skal beskæres og renses for frugternes skyld. Der er ingen vej udenom at give sin gren et ordentligt eftersyn, selvom det kan være en nedslående proces. MEN “Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”, siger træet til grenen. Pointen er altså først og fremmest, at vi ikke hver for sig kan stå os som grene. Vi er “podet ind i” den livskraftige stamme, som er Jesus selv. “Bliv i mig, og jeg bliver i jer”, lover han. – Vintræet er sådan en vidunderlig vækst, hvis rødder kan søge snesevis af meter ned i jorden for at finde en livgivende vandåre. Hvor død en gammel vinstok end kan se ud om vinteren, sker der et under ved forårstid. De først så uanselige knopper brister under solen i det smukkeste, grønne løv, og eventyret kulminerer i saftfulde grøn/violette drueklaser, som næsten magisk kan gæres til vin og skabe glæde og fest. Så er vintræets evangelium, at der hentes næring fra kilden, og livets under sker. Vi bærer ikke os selv, men bæres af alle det skabte livs muligheder og af det forunderlige livsmod, vi oftest får i tilgift. Vi bæres af at være elskede på trods, og skulle vi have glemt det, opfriskes det ved hver en gudstjeneste, hvor Kristus skænker vin for os. Vi bæres af trøsten fra tilgivelsens bannerfører. Vi bæres af hverdagens overraskende mellemværender med andre mennesker, som åbner mulighed for alligevel at gøre lidt gavn. “Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple”. Hvad der kommer ud af det hele, skal vi heldigvis ikke selv overskue. Om vore frugter er søde, syrlige eller lettere mugne, ‘puljes’ de i fællesskabets store kar, og med velsignelse fra højeste sted kan resultatet blive overdådigt, når alt kommer til alt.

Enhver kan se, at mit valgte billede ikke er et stykke kirkekunst, og at det hverken er malet i Danmark eller for den sags skyld i Israel. Det er P. S. Krøyers let impressionistiske maleri fra 1901: ‘Vinhøst i Tyrol’. Et forarbejde findes hos Hirschsprung, mens det endelige maleri, som er i privat eje, heldigvis nu er tilgængeligt i den flotte udgivelse ‘Krøyer An International Perspective’. Maleriet giver os et lykkeligt indtryk af vintræets skønhed og frodighed og af mænds og kvinders udbytterige arbejdsfællesskab i efterårsdagens skygge og lysflimmer. I billedets ganske solfyldte højre side ser vi frugterne blive hældt sammen i det store kar. Der er vist udsigt til en oktoberfest – Kunstneren selv var ikke lykkelig men gennemlevede et plagsomt livsafsnit med både sindssygdom og skilsmisse. Han var på rekreation i Tyrol, hvor de stimulerende sanseindtryk gjorde ham overraskende godt. Er der ikke noget opbyggeligt i, at selv et menneske i så stor elendighed kan sætte så smukke frugter til vores fælles glæde?

Mennesker danner grupper og hierarkier. Vi indrømmer det nødigt, men typisk omgås vi helst mennesker, som ligner os selv, bekræfter os holdningsmæssigt og øger vores kulturelle og sociale kapital. Det er afgørende for vores succesfortælling og styrende for, hvem vi gerne byder til middag, og hvor vi helst sætter vore børn i skole. I andre kulturer var og er det indbegreb af succesfortælling at optimere den religiøse kapital og tilsvarende undgå forurening fra et religiøst set ‘dårligt selskab’. – I Mark. 2 er fællesbetegnelsen for det dårlige selskab “syndere og toldere” – underforstået at toldere var besættelsesmagtens embedsmænd, som typisk misbrugte magten til at berige sig selv – en forargelse dengang som nu. “Hvorfor spiser han sammen med syndere og toldere?”, spurgte de lovlydige og samvittighedsfulde farisæere, når de så, hvordan Jesus skabte drama for ikke at sige komedie. Med en ejendommelig frihed og fantasi overtrumfede Jesus forargelsen og vadede hen over hævdvundne sociale og religiøse grænser. Et uhørt guddommeligt overskud gav ham blik for hver den enkelte, som havde brug for ham. Han indbød ham og hende til fest, med bryllupsfesten, kærlighedens fest, som metafor! – Her kan jeg skifte til nutid, for hans fest for kærlighed over alle grænser slutter aldrig. Selvom også vi er dårligt selskab og sikkert nogens fjender, bliver vi stadig indbudt og får rakt den funklende vin i de smukkeste bægre, huset formår. Her hældes “ung vin på nye sække”. Hvor Helligånden får sin vilje, sker det på tværs af alle sociale og religiøse hierarkier. Det betyder ikke, at vi så bare hygger os med at være “toldere og syndere”, den ene værre end den anden. Jesus sagde: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Levi rejste sig fra toldboden og fulgte Jesus. Jesus giver håb om forandring. Lægedom betyder ikke status quo men en ny begyndelse!

I fængselskirken i Enner Mark, Horsens, hænger Jan Jochims Nielsens nadverbillede, som er malet 2013. Jan Jochims Nielsen er fhv. HA-rocker og har afsonet 12 år for narkokriminalitet, men kan nu ernære sig som maler. Maleriet viser en genkendelig Jesus siddende midt for langbordet med armene rakt ud til sine bordfæller. Som de tolv disciple figurerer malerens medfanger, der afsoner domme for økonomisk kriminalitet, vold o.a. Kirkerummets udsmykning symboliserer, at “Gud vil have med alle at gøre”, sagde fængselspræst Jesper Birkler til KD d. 25.-4.-22, og “de indsatte er sultne efter mening”. – I forvejen havde kirkerummet Øjvind Nygaards (d. 2010) stærke udsmykning fra 2006 på altervæggen, der er gennembrudt af en klar rude med udsyn til friheden og et tredimensionelt kors som symbol for livets tungeste byrde og ikke mindst for Guds tilgivelse. Foto fundet på nettet.

Vi er nået til kirkeårets ‘lille påske’, hvor 1. tekstrk. fortæller om opvækkelsen af enkens søn fra Nain, og 2. rk. om Lazarus’ opvækkelse (Joh. 11). Beretninger om dødes opvækkelse rammer os lige her, hvor livet ellers ubønhørligt svinder. Ved den ‘rigtige’, den store påske i foråret fejrede vi opstandelsesbudskabet, mens vi oplevede euforien over livets gennembrud i naturen. Opstandelsesunderet var næsten sansbart for os, livsmodet bruste under forårssolen, og påskeliljer lyste som givne tegn for livets sejr over døden. Nu på den anden side af efterårsjævndøgn er solen på tilbagetog, blomsterne visnende og mulmet voksende – også i vore bekymrede sind. Det er på alt for mange måder en mørk og kold tid, vi gennemlever. – Her om nogen sinde har vi brug for, at Gud velsigner og forbavser os. – Og lige her er det så, vi skal genhøre opstandelsens budskab. Usandsynlig som en buket påskeliljer i oktober lyder fortællingen om Lazarus’ opvækkelse. Lazarus’ ulykkelige søster Martha sætter ord på usandsynligheden: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag”. Jesus svarer hende – og dig og mig: “Hvis du tror, skal du se Guds herlighed”. Ordene lyder ikke, for at vi skal ransage styrken – eller måske snarere svagheden – i vor egen tro. De lyder tværtimod, for at vi skal vende sindet bort fra os selv og vor egen afmagt og lade os fylde af Kristus, der i teksten identificeres som “opstandelsen og livet”. Vi har brug for den fortælling, vi ikke selv kan fortælle. Den får vi, når vi hører Kristus takke livets Gud og råbe: “Lazarus, kom herud!”. Vores blafrende tro modtager et livgivende tegn på en virkelighed, hvor lyset og kærligheden ikke kender grænser. Kristus gik ikke bare med sørgende mennesker til graven. Ved den store, den rigtige påske gik han med mennesker og for mennesker helt ind i graven og døde, for at end ikke dødsriget skal være uden lys, kærlighed og håb. For at også vi skal få del i hans opstandelse.

Anne Marie Carl-Nielsen, f. Brodersen, (1863-1945) havde allerede i 1890’erne arbejdet på relieffer med motivet Lazarus’ opvækkelse. I 1927 kom et af hendes gipsarbejder i anvendelse som udsmykning over indgangen til Kristkirken i Kolding. Tilpasset rammens cirkeludsnit fremstilles Kristus her dybt bøjet på vej ind graven til den unge Lazarus. – Det kan samtidig tolkes som et varsel om Kristi egen snarlige gravlæggelse.- I scenen med Lazarus’ opvækkelse har Kristus strakt armen frem i en livgivende bevægelse, som kan minde om Skaberens overrækkelse af livsgnisten til Adam i Michelangelos fresko i Det Sixtinske Kapel. Kristus er skildret fokuseret og koncentreret om underet: Den liggende unge Lazarus løfter overkroppen, endnu tilbagelænet og med lukkede øjne, og rykker ligklædet til side. Om et øjeblik skal hans søstre genforenes med deres levende bror. – På det kirkelige område er A M C-N bedst kendt for udsmykningen af Ribe Domkirkes bronzeporte med relieffer, hvoraf hovedmotivet også findes i gips i Sønder Stenderup Kirke, kunstnerens fødesogn. Det aftvinger største respekt at læse om kvindelige kunstneres møjsommelige vej til uddannelse og karriere. Som tidens andre kvindelige kunstnere måtte Anne Marie Brodersen / Carl-Nielsen mobilisere en hel del stædighed for at bringe sit store talent til udfoldelse. Som ung blev hun optaget på Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder, som var grundlagt 1876 af Vilh. Klein, der citeres for udtalelsen: “At kvinder har samme evner som mænd, vil næppe nogen påstå”. Hans kvindelige elev blev dog hans overmand, som det vist stadig hedder også om suveræne kvinder, ak ja. Foto: Claus Jensen.

Anne Marie Carl-Nielsen har også udført det stærkt ekspressive ‘opretstående’ relief med motivet Lazarus’ opvækkelse, formentlig i 1894. Det blev vist på Ribe Kunstmuseums nylige særudstilling, men hører normalt hjemme i Odense.

Om Jesus var kvindernes forkæmper, eller dette er en feministisk eftertids projektion, ved jeg ikke; men evangelierne anskueliggør levende hans samtaler med kvinder i de forskelligste situationer: lyttende kvinder, spørgende kvinder, desperate kvinder, påtrængende kvinder, grædende kvinder… Hos Jesus søger og finder mennesker hjælp til at leve, uanset køn. Hos hans venner i Bethania, Martha, Maria og Lazarus, tager søstrene skikkelse for os som forskellige typer. Iflg. Luk. 10 sætter Maria sig og sluger hvert ord, han siger, hvorimod Martha beder Jesus om opbakning til en rimelig fordeling af det huslige arbejde: “Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?” Hvem har ikke sympati for den flittige Martha, hvis utålmodige, trætte stemme vi kan høre for os; der skal jo mad på bordet. Hende kan vi spejle os i. Martha henvender sig til Jesus, men får ikke medhold, – derimod får hun omsorg og hjælp: Hun får hjælp til det dybe åndedrag og den livgivende, åndelige inspiration, som vi så let kan glemme i al vores nærsynede foretagsomhed. Hun får hjælp til at unde sig en pause. “Ét er fornødent.” Martha inviteres sammen med dig og mig ind i eftertanken og samtalen om, hvad det ene fornødne er. Forhåbentlig kan vi komme på sporet af denne “gode del” midt i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I 1800-tallet er fortællingen om Jesus hos Martha og Maria direkte på mode som motiv for kirkeudsmykning i Danmark. Jesu myndige ord om det ene fornødne har appel og korresponderer fint med vækkelsesforkyndelsen. Et halvt hundrede altertavler har vi fået med dette motiv, hvoraf mindst 16 originaler eller kopier ved den habile kunstner Anton Dorph. Malere og billedskærere udfolder her i en art genrebilleder deres forskellige stiliserede/idealiserede kvindetyper – med forkærlighed for den både yndige og seriøse, hengivent lyttende Maria. Mange af disse alterbilleder virker utidige i dag, og nogle har måttet vige pladsen for nyere kunst, måske i takt med at vi nu almindeligvis fortolker tekstens Martha og Maria som forskellige sider af enhver af os.

Jeg har tidligere vist opslag med ældre udgaver af motivet. En af de seneste versioner ses i Johan Thomas Skovgaards vidunderligt farveglødende glaskunst i Messiaskirken, Gentofte, hvor det er et af mange felter i en høj korrude fra 1940-erne med Jesu forkyndelse som tema. Andre ruder i kirken har andre evangeliske temaer. Se nedenfor. Jeg har udvalgt netop denne skildring, fordi den tydeligere end måske samtlige andre fortolkninger viser Jesu omsorg for Martha: Han ser indtrængende på hende og lægger beroligende sin hånd på hendes arm: Det går nok alt sammen, kære Martha. Lad arbejdet ligge en stund. Dig vil jeg også tale med. Foto: Claus Jensen.

I 38 år har han ligget syg ved Bethesda Dam. Ligesom mange andre er han tiltrukket af forlydender om mirakuløse helbredelser på dette sted. Efterhånden er det blevet hans livsfortælling at være syg, det er blevet hans identitet. En slags fællesskab har han måske med andre syge, men når det virkelig gælder, er det alles kamp mod alle. Vor mand vil aldrig komme frem i køen, fordi han ingen hjælper har. “Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen”… Klagen er nu hans tilbageværende omkvæd. – Vore livsbetingelser idag er så meget bedre end oldtidsmenneskets, men hen over årtusinders afstand føler vi os stadig truffet af ordene: “Jeg har ikke et menneske”. De rammer os som en anklage. Udtalt eller uudtalt lyder de fra tusinder af ensomme svage i vores individualistiske tid, hvor givne fællesskaber er forsvundet, uden at velfærdssamfundet ret kan samle op. Hvem taler de svagestes sag mod ‘systemet’, mod kassetænkningen og de uforståelige regulativer i nutidens social- og sundhedsvæsen? Der vil aldrig være ressourcer nok, der vil altid være kø, og det kan være altafgørende at have ressourcestærke pårørende, som kæmper ens sag – fx for effektiv genoptræning, og for at ‘fanden ikke tager de sidste’. Hvordan kan lidende mennesker opretholde et håb om positiv forandring uden at have nogen af dele håbet med? Hvad er alternativet til resignation? På den baggrund kan vi overraskes af evangeliet, som ikke vil vide af resignation. Sygdom skal aldrig være et menneskes identitet og hele livshistorie, – og sygdom er forresten heller ikke Guds straf! Den syge er ikke bare en anonym patient, men Guds elskede søn eller datter! – – I Joh. 5 kommer Jesus forbi med sin nye fortælling til den syge. Jesus stiller det påfaldende spørgsmål “Vil du være rask?” Som læsere må vi vælge, hvor vi lægger trykket? Lægger vi trykket på “Vil”, karakteriserer vi mandens sygdom som (også) en sygdom i livsviljen og -modet. Sådan kan jeg måske på en dårlig dag høre spørgsmålet stillet til mig selv: Trækker jeg offerkortet og lader mine klagemål fylde det hele, eller prøver jeg i dag at gribe mit livs muligheder med trodsigt mod og dertil tak? Jeg kan måske kaste et kritisk blik på min egen opgivenhed, men jeg kan og skal ikke dømme om, hvad andre mennesker hver især oplever og formår. Så lad mig vælge den neutrale oplæsning og lægge trykket på “rask”. Hvorom alting er: Jesus påtager sig at være den syge mands menneske og gøre ham både legemligt og sjæleligt rask. Han beordrer: “Tag din båre og gå” med en kraft, som ikke bare er medmenneskelig, men har sin grund i selve skabermagten. Og skabermagten er suveræn i forhold til vane-, system- og kassetænkning og samtlige regulativer, Manden rejste sig faktisk og gik mod Tempelpladsen. Lidt stereotypt fortælles nu, at helbredelsen på sabbatten kunne bruges til at få Jesus dømt, fordi den var på kollisionskurs med det mosaiske regulativ. Jesus handlede uforfærdet mod ‘systemet’, fordi han ville være medmenneske, og fordi han ville vise os den suveræne Guds menneskelige ansigt, selvom det kostede.

Den mest berømte billedtolkning til dagens tekst er Carl Blochs maleri “Kristus helbreder den syge ved Bethesda Dam” fra 1883. Dette billede kommenterede jeg i opslag på denne side for 4 år siden.

Her viser jeg nu en moderne abstrakt skulptur fra 1978 af dansk kirkekunsts grand old man Erik Heide. Det er “Håbets bur” af granit og støbejern, af form som et H (HÅB), placeret smukt og højt ved Gattenborg uden for Hobro med udsigt ned til Vestfjorden. Umiddelbart ser ‘buret’ håbløst lukket ud, som et fængsel. Kommer vi nærmere, opdager vi, at buret indeholder en stor sten med et kors. Stenen er for stor til at kunne fjernes fra buret, sådan som livets smerte og sorg ikke altid lader sig fjerne. Men det viser sig, at de tunge støbejernslåger alle kan åbnes, som symbol for at mennesket ikke behøver være lukket inde i håbløsheden. Skulpturen er interaktiv og tvetydig: Jeg talte med en kunstkender, som ytrede, at man jo selv må handle og opsøge håbet; man må slå lågerne op. Min egen umiddelbare tolkning var, at kræfter udefra (eller oppefra) kan komme det plagede menneske til hjælp og åbne håbets vinduer. I alt fald er den åbne skulptur et talende symbol for, at håbet ikke skal gøres til skamme. Hvor håbet først har fundet vej, er livet ren mulighed, og udsynet under den åbne himmel er uendeligt. Foto: Claus Jensen.