Måske er jeg så bekymret, at det gør mig nærig. Måske er jeg så selvoptaget, at det gør mig til en dårlig lytter. Måske er jeg så magelig, at jeg hellere snakker end handler. Måske har jeg så mange, grimme vildskud på min åndelige vækst, at det er så som så med frugtbarheden. Iflg. Joh. 15 går Jesus lige til sagen med sin både anskuelige og mystiske lignelse om, at han er vintræet, som tiltaler os som grene, der skal beskæres og renses for frugternes skyld. Der er ingen vej udenom at give sin gren et ordentligt eftersyn, selvom det kan være en nedslående proces. MEN “Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”, siger træet til grenen. Pointen er altså først og fremmest, at vi ikke hver for sig kan stå os som grene. Vi er “podet ind i” den livskraftige stamme, som er Jesus selv. “Bliv i mig, og jeg bliver i jer”, lover han. – Vintræet er sådan en vidunderlig vækst, hvis rødder kan søge snesevis af meter ned i jorden for at finde en livgivende vandåre. Hvor død en gammel vinstok end kan se ud om vinteren, sker der et under ved forårstid. De først så uanselige knopper brister under solen i det smukkeste, grønne løv, og eventyret kulminerer i saftfulde grøn/violette drueklaser, som næsten magisk kan gæres til vin og skabe glæde og fest. Så er vintræets evangelium, at der hentes næring fra kilden, og livets under sker. Vi bærer ikke os selv, men bæres af alle det skabte livs muligheder og af det forunderlige livsmod, vi oftest får i tilgift. Vi bæres af at være elskede på trods, og skulle vi have glemt det, opfriskes det ved hver en gudstjeneste, hvor Kristus skænker vin for os. Vi bæres af trøsten fra tilgivelsens bannerfører. Vi bæres af hverdagens overraskende mellemværender med andre mennesker, som åbner mulighed for alligevel at gøre lidt gavn. “Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple”. Hvad der kommer ud af det hele, skal vi heldigvis ikke selv overskue. Om vore frugter er søde, syrlige eller lettere mugne, ‘puljes’ de i fællesskabets store kar, og med velsignelse fra højeste sted kan resultatet blive overdådigt, når alt kommer til alt.
Enhver kan se, at mit valgte billede ikke er et stykke kirkekunst, og at det hverken er malet i Danmark eller for den sags skyld i Israel. Det er P. S. Krøyers let impressionistiske maleri fra 1901: ‘Vinhøst i Tyrol’. Et forarbejde findes hos Hirschsprung, mens det endelige maleri, som er i privat eje, heldigvis nu er tilgængeligt i den flotte udgivelse ‘Krøyer An International Perspective’. Maleriet giver os et lykkeligt indtryk af vintræets skønhed og frodighed og af mænds og kvinders udbytterige arbejdsfællesskab i efterårsdagens skygge og lysflimmer. I billedets ganske solfyldte højre side ser vi frugterne blive hældt sammen i det store kar. Der er vist udsigt til en oktoberfest – Kunstneren selv var ikke lykkelig men gennemlevede et plagsomt livsafsnit med både sindssygdom og skilsmisse. Han var på rekreation i Tyrol, hvor de stimulerende sanseindtryk gjorde ham overraskende godt. Er der ikke noget opbyggeligt i, at selv et menneske i så stor elendighed kan sætte så smukke frugter til vores fælles glæde?
Birgitte Bech kirkekunst 