16. søn. e. trin. 2. rk. – Livets Gud er sammen med os – ved graven og i graven

Vi er nået til kirkeårets ‘lille påske’, hvor 1. tekstrk. fortæller om opvækkelsen af enkens søn fra Nain, og 2. rk. om Lazarus’ opvækkelse (Joh. 11). Beretninger om dødes opvækkelse rammer os lige her, hvor livet ellers ubønhørligt svinder. Ved den ‘rigtige’, den store påske i foråret fejrede vi opstandelsesbudskabet, mens vi oplevede euforien over livets gennembrud i naturen. Opstandelsesunderet var næsten sansbart for os, livsmodet bruste under forårssolen, og påskeliljer lyste som givne tegn for livets sejr over døden. Nu på den anden side af efterårsjævndøgn er solen på tilbagetog, blomsterne visnende og mulmet voksende – også i vore bekymrede sind. Det er på alt for mange måder en mørk og kold tid, vi gennemlever. – Her om nogen sinde har vi brug for, at Gud velsigner og forbavser os. – Og lige her er det så, vi skal genhøre opstandelsens budskab. Usandsynlig som en buket påskeliljer i oktober lyder fortællingen om Lazarus’ opvækkelse. Lazarus’ ulykkelige søster Martha sætter ord på usandsynligheden: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag”. Jesus svarer hende – og dig og mig: “Hvis du tror, skal du se Guds herlighed”. Ordene lyder ikke, for at vi skal ransage styrken – eller måske snarere svagheden – i vor egen tro. De lyder tværtimod, for at vi skal vende sindet bort fra os selv og vor egen afmagt og lade os fylde af Kristus, der i teksten identificeres som “opstandelsen og livet”. Vi har brug for den fortælling, vi ikke selv kan fortælle. Den får vi, når vi hører Kristus takke livets Gud og råbe: “Lazarus, kom herud!”. Vores blafrende tro modtager et livgivende tegn på en virkelighed, hvor lyset og kærligheden ikke kender grænser. Kristus gik ikke bare med sørgende mennesker til graven. Ved den store, den rigtige påske gik han med mennesker og for mennesker helt ind i graven og døde, for at end ikke dødsriget skal være uden lys, kærlighed og håb. For at også vi skal få del i hans opstandelse.

Anne Marie Carl-Nielsen, f. Brodersen, (1863-1945) havde allerede i 1890’erne arbejdet på relieffer med motivet Lazarus’ opvækkelse. I 1927 kom et af hendes gipsarbejder i anvendelse som udsmykning over indgangen til Kristkirken i Kolding. Tilpasset rammens cirkeludsnit fremstilles Kristus her dybt bøjet på vej ind graven til den unge Lazarus. – Det kan samtidig tolkes som et varsel om Kristi egen snarlige gravlæggelse.- I scenen med Lazarus’ opvækkelse har Kristus strakt armen frem i en livgivende bevægelse, som kan minde om Skaberens overrækkelse af livsgnisten til Adam i Michelangelos fresko i Det Sixtinske Kapel. Kristus er skildret fokuseret og koncentreret om underet: Den liggende unge Lazarus løfter overkroppen, endnu tilbagelænet og med lukkede øjne, og rykker ligklædet til side. Om et øjeblik skal hans søstre genforenes med deres levende bror. – På det kirkelige område er A M C-N bedst kendt for udsmykningen af Ribe Domkirkes bronzeporte med relieffer, hvoraf hovedmotivet også findes i gips i Sønder Stenderup Kirke, kunstnerens fødesogn. Det aftvinger største respekt at læse om kvindelige kunstneres møjsommelige vej til uddannelse og karriere. Som tidens andre kvindelige kunstnere måtte Anne Marie Brodersen / Carl-Nielsen mobilisere en hel del stædighed for at bringe sit store talent til udfoldelse. Som ung blev hun optaget på Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder, som var grundlagt 1876 af Vilh. Klein, der citeres for udtalelsen: “At kvinder har samme evner som mænd, vil næppe nogen påstå”. Hans kvindelige elev blev dog hans overmand, som det vist stadig hedder også om suveræne kvinder, ak ja. Foto: Claus Jensen.

Anne Marie Carl-Nielsen har også udført det stærkt ekspressive ‘opretstående’ relief med motivet Lazarus’ opvækkelse, formentlig i 1894. Det blev vist på Ribe Kunstmuseums nylige særudstilling, men hører normalt hjemme i Odense.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s