14. søn. e. trin. 2. rk. – “Vil du være rask?”

I 38 år har han ligget syg ved Bethesda Dam. Ligesom mange andre er han tiltrukket af forlydender om mirakuløse helbredelser på dette sted. Efterhånden er det blevet hans livsfortælling at være syg, det er blevet hans identitet. En slags fællesskab har han måske med andre syge, men når det virkelig gælder, er det alles kamp mod alle. Vor mand vil aldrig komme frem i køen, fordi han ingen hjælper har. “Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen”… Klagen er nu hans tilbageværende omkvæd. – Vore livsbetingelser idag er så meget bedre end oldtidsmenneskets, men hen over årtusinders afstand føler vi os stadig truffet af ordene: “Jeg har ikke et menneske”. De rammer os som en anklage. Udtalt eller uudtalt lyder de fra tusinder af ensomme svage i vores individualistiske tid, hvor givne fællesskaber er forsvundet, uden at velfærdssamfundet ret kan samle op. Hvem taler de svagestes sag mod ‘systemet’, mod kassetænkningen og de uforståelige regulativer i nutidens social- og sundhedsvæsen? Der vil aldrig være ressourcer nok, der vil altid være kø, og det kan være altafgørende at have ressourcestærke pårørende, som kæmper ens sag – fx for effektiv genoptræning, og for at ‘fanden ikke tager de sidste’. Hvordan kan lidende mennesker opretholde et håb om positiv forandring uden at have nogen af dele håbet med? Hvad er alternativet til resignation? På den baggrund kan vi overraskes af evangeliet, som ikke vil vide af resignation. Sygdom skal aldrig være et menneskes identitet og hele livshistorie, – og sygdom er forresten heller ikke Guds straf! Den syge er ikke bare en anonym patient, men Guds elskede søn eller datter! – – I Joh. 5 kommer Jesus forbi med sin nye fortælling til den syge. Jesus stiller det påfaldende spørgsmål “Vil du være rask?” Som læsere må vi vælge, hvor vi lægger trykket? Lægger vi trykket på “Vil”, karakteriserer vi mandens sygdom som (også) en sygdom i livsviljen og -modet. Sådan kan jeg måske på en dårlig dag høre spørgsmålet stillet til mig selv: Trækker jeg offerkortet og lader mine klagemål fylde det hele, eller prøver jeg i dag at gribe mit livs muligheder med trodsigt mod og dertil tak? Jeg kan måske kaste et kritisk blik på min egen opgivenhed, men jeg kan og skal ikke dømme om, hvad andre mennesker hver især oplever og formår. Så lad mig vælge den neutrale oplæsning og lægge trykket på “rask”. Hvorom alting er: Jesus påtager sig at være den syge mands menneske og gøre ham både legemligt og sjæleligt rask. Han beordrer: “Tag din båre og gå” med en kraft, som ikke bare er medmenneskelig, men har sin grund i selve skabermagten. Og skabermagten er suveræn i forhold til vane-, system- og kassetænkning og samtlige regulativer, Manden rejste sig faktisk og gik mod Tempelpladsen. Lidt stereotypt fortælles nu, at helbredelsen på sabbatten kunne bruges til at få Jesus dømt, fordi den var på kollisionskurs med det mosaiske regulativ. Jesus handlede uforfærdet mod ‘systemet’, fordi han ville være medmenneske, og fordi han ville vise os den suveræne Guds menneskelige ansigt, selvom det kostede.

Den mest berømte billedtolkning til dagens tekst er Carl Blochs maleri “Kristus helbreder den syge ved Bethesda Dam” fra 1883. Dette billede kommenterede jeg i opslag på denne side for 4 år siden.

Her viser jeg nu en moderne abstrakt skulptur fra 1978 af dansk kirkekunsts grand old man Erik Heide. Det er “Håbets bur” af granit og støbejern, af form som et H (HÅB), placeret smukt og højt ved Gattenborg uden for Hobro med udsigt ned til Vestfjorden. Umiddelbart ser ‘buret’ håbløst lukket ud, som et fængsel. Kommer vi nærmere, opdager vi, at buret indeholder en stor sten med et kors. Stenen er for stor til at kunne fjernes fra buret, sådan som livets smerte og sorg ikke altid lader sig fjerne. Men det viser sig, at de tunge støbejernslåger alle kan åbnes, som symbol for at mennesket ikke behøver være lukket inde i håbløsheden. Skulpturen er interaktiv og tvetydig: Jeg talte med en kunstkender, som ytrede, at man jo selv må handle og opsøge håbet; man må slå lågerne op. Min egen umiddelbare tolkning var, at kræfter udefra (eller oppefra) kan komme det plagede menneske til hjælp og åbne håbets vinduer. I alt fald er den åbne skulptur et talende symbol for, at håbet ikke skal gøres til skamme. Hvor håbet først har fundet vej, er livet ren mulighed, og udsynet under den åbne himmel er uendeligt. Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s