15. søn. e. trin. 2. rk. – Flittige Martha, du må godt tage en pause.

Om Jesus var kvindernes forkæmper, eller dette er en feministisk eftertids projektion, ved jeg ikke; men evangelierne anskueliggør levende hans samtaler med kvinder i de forskelligste situationer: lyttende kvinder, spørgende kvinder, desperate kvinder, påtrængende kvinder, grædende kvinder… Hos Jesus søger og finder mennesker hjælp til at leve, uanset køn. Hos hans venner i Bethania, Martha, Maria og Lazarus, tager søstrene skikkelse for os som forskellige typer. Iflg. Luk. 10 sætter Maria sig og sluger hvert ord, han siger, hvorimod Martha beder Jesus om opbakning til en rimelig fordeling af det huslige arbejde: “Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?” Hvem har ikke sympati for den flittige Martha, hvis utålmodige, trætte stemme vi kan høre for os; der skal jo mad på bordet. Hende kan vi spejle os i. Martha henvender sig til Jesus, men får ikke medhold, – derimod får hun omsorg og hjælp: Hun får hjælp til det dybe åndedrag og den livgivende, åndelige inspiration, som vi så let kan glemme i al vores nærsynede foretagsomhed. Hun får hjælp til at unde sig en pause. “Ét er fornødent.” Martha inviteres sammen med dig og mig ind i eftertanken og samtalen om, hvad det ene fornødne er. Forhåbentlig kan vi komme på sporet af denne “gode del” midt i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I 1800-tallet er fortællingen om Jesus hos Martha og Maria direkte på mode som motiv for kirkeudsmykning i Danmark. Jesu myndige ord om det ene fornødne har appel og korresponderer fint med vækkelsesforkyndelsen. Et halvt hundrede altertavler har vi fået med dette motiv, hvoraf mindst 16 originaler eller kopier ved den habile kunstner Anton Dorph. Malere og billedskærere udfolder her i en art genrebilleder deres forskellige stiliserede/idealiserede kvindetyper – med forkærlighed for den både yndige og seriøse, hengivent lyttende Maria. Mange af disse alterbilleder virker utidige i dag, og nogle har måttet vige pladsen for nyere kunst, måske i takt med at vi nu almindeligvis fortolker tekstens Martha og Maria som forskellige sider af enhver af os.

Jeg har tidligere vist opslag med ældre udgaver af motivet. En af de seneste versioner ses i Johan Thomas Skovgaards vidunderligt farveglødende glaskunst i Messiaskirken, Gentofte, hvor det er et af mange felter i en høj korrude fra 1940-erne med Jesu forkyndelse som tema. Andre ruder i kirken har andre evangeliske temaer. Se nedenfor. Jeg har udvalgt netop denne skildring, fordi den tydeligere end måske samtlige andre fortolkninger viser Jesu omsorg for Martha: Han ser indtrængende på hende og lægger beroligende sin hånd på hendes arm: Det går nok alt sammen, kære Martha. Lad arbejdet ligge en stund. Dig vil jeg også tale med. Foto: Claus Jensen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s