Det er tid at overlade ordet til salmedigteren K. L. Aastrups “Der venter bag langfredags nat en påskemorgenrøde” (1939). Her skildres de mørke timer, som “til enden gennemlides må, før påskeklokken kimer.” Digteren vinder ikke rosenkrans om kors eller flor om graven, men giver råt og hudløst udtryk for, hvordan hans hjerte hænger ved langfredag og påskelørdag “blandt alle helligdage”, – fordi graven er hans egen, som den er din og min: (v. 6:) “Her kender jeg jo mine kår, hvori jeg mig må skikke, mens jeg min vej til graven går, og når jeg dér skal ligge. (v.7:) Der er for graven sat en sten, som ej sig lader røre: og indenfor er tørre ben. Hvad er da mer at gøre? (v. 8:) Der er for stenen sat et segl, som holder mig i mulde, og ikke blot af fald og fejl, men af mit hjertes kulde. (v 9:) Så er det da en nådes-sag, hvad der af mig skal blive, om Herren gør en påskedag og kalder dødt til live”. (DDS 216, v 6-9)
Det valgte værk er fra 1950 og hænger i Arden Kirke i Himmerland. Den trefløjede altertavle tager os med fra Kristi dødsangst i Gethsemane over hans død på Golgata frem til opstandelsen påskemorgen. Kunstneren er Palle Pilo (1917-1998), som motivmæssigt stod på skuldrene af forgængere, men som dog med de skitseagtige strøg gav fortællingen et modernistisk udtryk. Palle Pio var primært illustrator og bladtegner og har mig bekendt ikke lavet anden kirkekunst. Tak til Niels Clemmensen for at have fotograferet.
Birgitte Bech kirkekunst 