Skærtorsdag, 1. rk. Nadver – “Drik alle heraf”

Husker vi endnu, hvordan nadveren var amputeret, da pandemien var på sit højeste, og vi hver for sig stod og bøvlede på vore pladser med grimme plastikbægre, – om overhovedet? Des mere saligt er det nu igen at kunne samles i korets højtidelige omgivelser, at kunne knæle dér, række det smukke sølvbæger frem og se det fyldes af funklende rødvin. Det blanke bæger, som her skænkes fuldt af vin, er mit billede på, at mit menneskeliv fyldes af nåde. Sammen med ordene skaber disse mange sansbare udtryk og indtryk den rituelle totaloplevelse. Sådan er det med indøvede traditioner. Sådan er det med vore julemiddage, og sådan var det med jødernes påske, hvor alting fulgte et ældgammelt normativt forløb relateret til jøderens udfrielseshistorie, – indtil Jesus en første skærtorsdag gav de obligate symbolske retter på bordet en ny fortolkning, både chokerende og trøstende. I aftenens skælvende stemning af både fest og afsked insisterede Jesus på med brød og vin at give sine fæller det varige bånd, som til alle tider kunne og kan delagtiggøre dem i hans død og liv.

Det valgte billede er Lise Blomberg Andersens maleri “Work in Progress” fra 2015, brugt til udstilling bl.a. i Rundetårn ved det lutherske reformationsjubilæum, og gengivet i den smukke bog “Teser. Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen”. Maleriet formår på fineste vis at udtrykke den andagtsfulde koncentration hos både præst og lægmand under altergangen, set med det blik for individets modtagelse, som er karakteristisk for nutiden. Netop i billedets midterakse holdes alterkalken over modtagerens bæger. Mellem kalk og bæger findes et lille tomrum, som rødvinsstrålen et øjeblik kan udfylde, så at sige som Guds momentane repræsentation. Billedtitlen “Work in Progress” siger mig, at Gud stadig ‘arbejder’, idet nådens evangelium fremdeles rækkes ud til mennesker, også ved den næste nadvergudstjeneste. Kunstneren gør selv opmærksom på, at værkets titel har flere lag: Dels sigter det til, at maleriet endnu synes at være i proces, idet det er skitseagtigt udført på grundlag af fotos fra Dragør Kirke, kombineret med abstrakte strøg og store åbne felter. Dels sigter det til den protestantiske kirkes liv som en aldrig afsluttet proces; her er kvindelige præster således blevet almindelige i nyeste tid. (Lise Blomberg gør eksplicit opmærksom på, at kønnenes ligeværd har været afgørende for, at hun fastholdt sit medlemskab i folkekirken.) I “Teser” findes et interview med kunstneren, hvorfra jeg kan citere: “Jeg anser denne handling for at være den mest centrale del af gudstjenesten… omspundet af noget stille og højtideligt. Den kvindelige præsts højre hånd, som fatter om kalken, lige før hun skænker altervinen, er billedets vigtigste punkt, ligesom der også er fokus på den knælende kirkegængers venstre hånd, som holder om bægeret. Der er tale om en guddommelig udveksling. Denne handling stiller også spørgsmålet til beskueren om, hvorvidt han/hun rent mentalt vil tage bægeret eller ej”. Lise Blomberg (f. 1971) tilhører den gruppe af akademiuddannede kvindelige kunstnere, som fik gennemslagskraft omkring årtusindskiftet. Hendes værker er ofte portrætter og drømmende kompositioner af mennesker, dyr og andre naturelementer i forvandlinger.