“Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”, udbrød Kleofas og hans anonyme makker efter påskeglædens fødsel i dagens tekst. Det er en arketypisk, evangelisk fortælling om menneskers bevægelse fra modløshed til tro. Som så ofte i Israel/ Palæstina var det hele ellers gået fra slemt til værre. De dramatiske påskebegivenheder i Jerusalem syntes ikke at efterlade andet end rædsel og dyb skuffelse. “Vi havde håbet”… Men noget godt skete så: På dagens tunge vandring fik de to ulykkelige følgeskab af en tredje, som formåede at sætte alt i nyt perspektiv. Fordi denne ukendte bragte håb, hang de ved ham og bad ham spise med i Emmaus: “Bliv hos os!” Der gik han så til bords med dem, “tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det”, og de forstod, at Kristus lever. Med fornyet livsmod måtte discipelparret da straks bryde op og ile tilbage til Jerusalem for at dele påsketroen med vennerne. – Teksten er skøn og nærende ved sin dobbelthed: Anskueligt fortæller den om et forløb omkring år 33 som en udløber af det øvrige påskedrama, men samtidig skildrer den, hvad der til alle tider sker hos mennesker, hvis tro bliver næret: Mennesker kan hos hinanden finde en trøst, som er mere end menneskelig, ikke kun ved højmessen, men forhåbentlig ikke mindst der. Vi kan overraskes af nærværets fylde, når rige tekster læses og tolkes, når vi deler et måltid, og når vi velsignes. Ja, den opstandne sender os stadig af sted med velsignelse og glimt af påsketro.
Teksten fra Luk. 24. har leveret to af kirkekunstens yndlingsmotiver: ‘Vandringen til Emmaus’ og ‘Måltidet i Emmaus’. Her finder vi den trosskabende åbenbarings mysterium i renkultur sammen med en næsten hverdagsagtig tilgængelighed og genkendelighed. Vi inviteres ind i en situation med mennesker, vi kan identificere os med – eller som vi længes efter at kunne identificere os med. Kirkekunsten spejler ikke bare hvem vi er, men hvem vi gerne vil være, og hvem vi kan blive. Bjørn Nørgaard er en af de samtidskunstnere, som har nyfortolket motivet ‘Vandringen til Emmaus’ som et af opstandelsesmotiverne på sin formidable bronzeport ‘Alfa og Omega’ i Christianskirken i Fredericia. Her er Emmausscenen plantet i en virkelighed, der lige så godt kan være dansk, med en bølgende, frodig mark og en strålende solnedgang. De tre mænd skridter af sted ad en markvej i nærheden af et lille hus. De to synes oprevne, gestikulerer og peger. Den midterste med hat har lagt en støttende arm om ryggen på en af de andre; denne støttende person tolker vi som en Kristusfiguration. Af en række på 12 popler er den ene væltet, måske et symbol for svigt, forræderi eller for at døden har høstet, men billedets fortælling er som helhed håbefuld. Jeg vil gerne være med. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 