Som barn følte jeg at være kommet i mål, når vi nåede frem til fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag: Endelig, endelig blev Jesus forstået, troet og fejret af folkeskaren! Endelig kunne hele scenen fyldes af begejstring for alt det gode, som Jesus havde sagt, gjort og været. Alle de almindelige mennesker: fiskere, fattige, småsvindlere, ludere, mødre med børn, alle de, som var blevet velsignet, helbredt, mættet, trøstet og tilgivet, fandt omsider ørenlyd og ord for taknemmelighed på vejen ind i hovedstaden: “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” Kunne bibelhistorien da ikke bare som en feel-good-story slutte i denne hyldest med røde løbere, grønne grene, faner og musik? Det var ufortjent og ubærligt, at historien skulle fortsætte så forfærdeligt, at vores helt, den bedste af alle, fem dage senere skulle skrige sin rædsel og ensomhed ud! – Min barndoms protest var måske ikke meget anderledes end de ældste menigheders, hvor man måtte endevende skrifterne og tolke på det modsætningsfulde begivenhedsforløb i søgen efter en højere eller dybere mening: Var Messias den samme som ‘Herrens lidende tjener’ hos profeten Esajas? Fredsfyrsten og syndebukken? Søren Holsts glimrende studie “Messias” har endevendt de eksisterende kilder fra før og omkring Jesu tid og er herefter tæt på at konkludere, at det først var de kristne, der bandt messiasværdigheden og lidelsen sammen i én skikkelse, den ene skikkelse, der altså forsvarede alle andre end sig selv. I evangelierne finder vi fra først til sidst en del samstemmende spor af, at Jesus selv afstod fra magten, den satans korrumperende magt. I dagens højlydt jublende tekster fra Zak. 9 og Matt. 21 er han tavs og undsiger symbolsk den magtsyge verdens triumf ved at ankomme “sagtmodig” på det mest ydmyge ridedyr, et hunæsel – jævnfør Zakarias-citatet: “Sig til Zions datter (= Jerusalem): Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trældyrs føl”. Det står hos Zakarias i modsætning til militante aggressorers ankomst på stridsheste. Palmesøndags-prædikener kan skrives over ordet “sagtmodig”, det sagte mod. Hvad var det for et sagte mod, vor konge havde? Modet til ikke at kæmpe for sig selv, men for andre, modet til at fortsætte sit indtog helt frem til dødsriget og mørkets mest forpinte sjæle.
Billedhuggeren Erik Heide har skabt nogle figurrige, forholdsvis elaborerede småskulpturer af støbejern med Kristi indtog i Jerusalem som motiv. Tro mod sin enkle stil viser Erik Heide mennesker uden gestikulerende armbevægelser, og den glorielysende Jesus på æslet er udadtil den mindst kommunikerende af dem alle: tavs og netop sagtmodig, – men han fylder billedet med sin tilstedeværelse. Skulpturerne fra o. 2000 findes i flere udgaver. Her sammenstiller jeg en udgave fra Ål Kirke med en udgave fra Haraldsted Kirke. Forskellene kan synes ubetydelige, men det slog mig, at i Ål Kirke lukker palmegrenene af foroven, så påskens drama er skjult for os festdeltagere, mens de nøgne kors træder frem som det overgribende i Haraldsted kirke. I Haraldsted Kirke, tæt ved det sted, hvor Magnus i år 1131 myrdede sin fætter Knud Lavard, toner langfredag altså frem i palmesøndagsscenen. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 