Mariæ Bebudelses dag, 1. rk.

Det spirer og gror med liljer i flor, vi kærtegnes af forårslyset og vil gerne tro på en ny begyndelse. Sendt fra himlen kommer så Mariæ Bebudelse som forårsevangeliet, der bryder ind i kirkens tunge fasteperiode. Billedet af den unge pige, der bevæger sig fra ængstelse til tillid i forhold til en ukendt fremtid, er et velkomment håbstegn: “Herren er med dig. Frygt ikke. Du har fundet nåde for Gud”…. Guds ånd bringer håb til Maria og til os alle: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig”… Det er altså Gud selv, der giver et menneske liv og status, Guds frie ånd frem for familiære og fysiologiske omstændigheder. På et vist plan gælder undfangelsen ved Helligånden alle Kristustroende mennesker, smlgn. Johannes-prologens åndrige påstand om, at de der tager imod Kristus, “er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” Ved Helligåndens hjælp må vi altså alle leve som Guds sønner og døtre – og samtidig bekende os til Kristus som “den Højestes søn” i enestående forstand, fordi han på enestående vis bragte Guds sandhed og kærlighed ind i vores verden. Vi kan da næppe omtale Jesu undfangelse og fødsel, uden at hele den store fortælling om hans oplivende ord, handlinger og virkningshistorie danner klangbund, så det er på sin plads med en fanfare! Vi overgiver os gladeligt til fryden: hellere end at synke ned i historisk og dogmatisk granskning lader vi os bevæge af den foreliggende poetiske fortælling om englen Gabriels besøg i Nazaret hos den unge Maria, som samler sig om sit uventet nådefulde svangerskab med ordene: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så fint og enkelt! – Med kyshånd har billedkunstnere gennem årtusinder grebet og visualiseret denne anskuelige bebudelsesfortælling og malet mysteriet og tilbedelsen frem.

Bebudelsens billeder udviklede tidligt en egen ikonografi, som Viggo Pedersens symbolistiske akvarel med tusch endnu ca. 1894 til dels er et yndefuldt eksempel på: De cirkelrunde forgyldte stukglorier er byzantinske helgenattributter; de hvide liljer og den lukkede have er middelalderlige symboler på jomfrueligheden; krukken med den frodige vækst i midteraksen er et frugtbarhedssymbol. Kontakten mellem englen og pigen er intens med den fine diagonale linje mellem englens velsignende højre og Marias åbne hænder. Det er en fast tradition at vise Maria med nedslagent blik uden øjenkontakt med englen, for undfangelsen er en indre, åndelig begivenhed. Den traditionelle forestilling gik ud på, at Maria blev befrugtet af Guds ord gennem øret. Det kan vi måske også blive. Guds ord er stadig potent! Et budskab fra det høje kan vende op og ned på ens liv og frugtbargøre det. Glædelig bebudelse! Maleren Viggo Pedersen (1854-1926), som var søn af og far til billedkunstnere, blev uddannet på Kunstakademiet og anerkendt som naturalistisk landskabs- og genremaler. Han dygtiggjorde sig på udlandsrejser bl.a. i Italien, hvor han boede uden for Rom og sammen med andre danske kunstnere søgte inspiration fra tidlig italiensk renæssance. Til forskel fra sin kirkeligt meget produktive søn Stefan Viggo Pedersen har Viggo Pedersen vist kun udført en enkelt altertavle (til Havrebjerg Valgmenighedskirke), men også andre religiøse billeder. Disse røber et tilhørsforhold til det grundtvigske miljø og Skovgaardkredsen. Det her viste billede, som er fotograferet på Den Hirschsprungske Samling, har bl.a. den forgyldte stuk tilfælles med Joakim Skovgaards næsten samtidige fejende flotte bebudelsesbilleder i København: i Helligåndskirken på Strøget, Davids Kirke på Østerbro og Skt. Lukas Kirke på Frederiksberg.