Kategori: Uncategorized

Ved Alle helgen gik jeg som mange andre lidt rundt på en kirkegård. Det faldt i øjnene, hvor hierarkisk de ældre gravminder fremtræder. Mennesker har hævdet sig ud over dødens grænse. Man (eller pårørende) lod hugge i sten, at afdøde var overlærer (ikke bare lærer), smedemester (ikke bare smed), proprietær (ikke bare gårdejer, parcellist eller husmand)…. Hvem ‘har gjort det godt’ i livet? Hvem kan slå to streger under sit liv og tilfreds præsentere resultatet for Gud og mennesker? – Et citat af krigstidens unge digter Morten Nielsen faldt mig ind undervejs: “Det hvisker i hjertet, besværligt og hedt: Du svigter for meget, du har bragt mig for lidt…..Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø. Du er endnu for ringe til at dø.” Hvornår er man ikke for ringe til at dø? Hvordan takseres liv?

Evangeliet Matt. 18,1- giver os et billede af disciplenes optagethed af takseringen på allerhøjeste sted: “Hvem er den største i Himmeriget?” Jesu svar var mere chokerende i samtiden, end det forekommer i nutiden: Som en lignelseshandling trak han et lille barn ind i kredsen og sagde: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Det er kærligheden, der gør et menneskeliv uvurderligt. Og i grunden er det vel også, hvad de mere intime udtryk på nutidens gravsteder vidner om: at afdøde først og fremmest var og er elsket. – Dette må gerne minde os om barnedåben, som netop er Guds modtagelse af små mennesker, der ikke kan hævde sig selv. Barnet er ikke størst, fordi det er uskyldigt, umiddelbart, yndigt, men fordi det er sårbart, og ingen står Guds hjerte nærmere end det allermest sårbare menneske. Også for os altid sårbare voksne er det en stor trøst.

Teksten har et dobbelt budskab til disciplene og os: Det første budskab er, at du i Guds øjne aldrig driver det videre end til at være et sårbart menneske og som sådant er dyrebart. Det andet budskab er, at der fra andres sårbarhed udgår en appel til os. Medmenneskers sårbarhed pålægger os et stort ansvar. Tydeligst i vores omgang med små børn, som hudløst og forsvarsløst tager ind, hvad vi byder dem. Børnenes sårbarhed ændrer alle proportioner i vores omgang med hinanden. “Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. for jeg siger jer: Deres engle i Himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” Vi må ransage, om vi giver børnene omkring os ro og rum til at leve i tro og tillid? Nærer vi dem selv med tro? Jesus taler med største alvor om det fatale i at “forarge en af disse små”, i nyere oversættelser om at “bringe et barn til fald”, altså at tage troen fra et barn eller hindre det i at tro. Du må ikke fratage barnet tilliden til, at det har ‘en far i himlen’, som vil det godt. Og du må forstå, at det nærværende øjeblik med barnet altid er betydningsfuldt.

Jeg har søgt efter et kunstværk, helst ikke for sentimentalt, der viser et barn i dets sårbarhed og sjælelige åbenhed for, hvad de voksne giver det. Jeg faldt tilbage på et af mine yndlingsbilleder, en huslig scene med hustru og børn malet 1898 af fynbomaleren Fritz Syberg: “En mor, der fortæller sine børn historier”. Se på det lille, åbent lyttende barn på stolen til venstre og på den diagonale linje mellem barnets og moderens blik! Billedets sorgfulde baggrundsmusik blev, at moderen, kunstneren Anna Syberg, døde allerede som 40-årig efter at have født 7 børn. Tiden med børnene var og er kostbar. Se kunstværket nederst i opslaget.

Mit primært udvalgte billede er Gerda Swanes glasmosaik fra 1961 i tårnrummet i Grevinge Kirke, Odsherred. Gennemlyst af dagslyset, Guds eget lys, viser det stiliserede kunstværk en scene fra dagens tekst: Barnet står roligt, i rudens midterakse. Den handlende er Kristus, der viser barnet til de omkringstående, mens børnenes engle i himmelen smukt fylder rummet over deres hoveder. Gerda Swane (d. 2004) var i øvrigt især en dygtig portrætkunstner. Hun stiftede ikke selv familie, men boede det meste af sit liv på Swanernes malergård, som ligger i kirkesognet. Uden for kirken ses gravstenen for Sigurd Swane, Gerdas far. Faderen forbandt sig ikke med kristendommen, som han mente ‘havde udspillet sin rolle’. Når han malede sine berømte ekspressionistiske himmelstiger, var det snarest hans personlige symbol for livsomvæltning og kunstnerisk forløsning. Derimod valgte Gerda, angiveligt som den eneste i familien, at tilslutte sig kristendommen, nærmere bestemt katolicismen, og en tid prøvede hun tilmed kræfter med et krævende klosterliv. Det lykkedes hende at sikre Malergården som museum, som vi er mange, der har haft glæde af at besøge. Kig så også lige ind i Grevinge Kirke, hvis altervæg for øvrigt er malet af Niels Larsen Stevns. Foto: Claus Jensen.

Alle helgens dag samles vi om at mindes de døde med tak. Som kirkefolk kan vi med vidvinkel se taknemmeligt tilbage på apostle, fortællere, forældre og andre, der gennem årtusinder har bjærget evangeliet igennem helt frem til os. I denne lange menneskekæde har vi af fattig evne delt troen og kærligheden med hinanden. I dag er det så os, der skal være “jordens salt”; det er os, der skal sætte lys “i en stage, så det lyser for alle i huset”. Ja nu skal vi bære håbet, også over for døden, midt i den smerte, afmagt, fortrydelse, vrede, angst og alle de andre støjsendere, der forstyrrer taknemmeligheden… . Hvordan gør vi det? Er trøsten ikke at tænke på døden som et møde, vel at mærke et møde i kærlighedens lys? I saligprisningerne i Matt. 5 taler Jesus trøstende om at få Gud at se. Og i Åbenb. 21 skildrer forfatteren tidens ophør som menneskenes møde med Gud, som “vil bo hos dem”. Vi håber vel mod mange odds, at vor gode, gamle jord får lov at bestå en god, lang tid endnu. Vi håber sædvanligvis også, at vor egen lille verden består. Men måske gik den netop under i sorg og savn. Allehelgen giver plads for tanken om den jordiske tids ende, vore elskedes tid på jorden og vores egen tid. Hvordan får tanken om døden indhold? Jeg kan ikke tænke på døden uden som et møde, et møde fyldt af definitiv trøst og kærlighed. I vore relationer lever kærligheden mærkbart ud over dødens grænse. Løsnes vore menneskelige relationer, vil kærlighedens relationelle urkraft dog leve i kraft af den Gud, der som fader, søn og helligånd møder sine sørgende mennesker, et for et, for at “tørre hver tåre af deres øjne”.

“Udfriet” er titlen på det ejendommelige maleri fra o. 1950 af Ellen Hofman-Bang (1879-1971) i Skeby Kirke, Nordfyn, tæt ved kunstnerindens tidligere hjem og kunstsamling Hofmansgave. Den romantisk-dualistiske maler Ellen Hofman-Bangs motivkreds var metafysisk, somme tider sentimental og dramatiserende. Hun var meget bevidst om, at tiden var løbet fra hendes motivkreds og udtryksform, men nogle af hendes malerier af Kristi genkomst hænger endnu i kirkerne. I dag henter jeg hende frem, fordi hun netop fortolker døden som et trøsterigt møde. Motivmæssigt er det en art forløber for de modernistiske nu så værdsatte opstandelsesmalerier af Arne Haugen Sørensen, som ses fx. i Ringkøbing Kirke. Fotos: Claus Jensen.

Vingården er yndet bibelsk billede på den gode, skabte verden. Vingårdslignelsen i Matt. 21 skildrer menneskers liv på jorden som en gave og en opgave, under ansvar for skaberen / ejeren, der har indrettet og hegnet vingården. Verden med dens skønhed og ressourcer er lagt i menneskers hænder – ikke som en besiddelse at forgribe os på, men som dyrebart, betroet gods for en tid. Men lignelsens vinbønder vil ikke vide af nogen skyldighed. Drevet af grådighed og magtsyge har de alene øje for egen umiddelbar vinding, og vingårdens lov bliver jungleloven. Da ejeren sender bud til forpagterne for at minde om deres forpligtelser, bringes sendebuddene til tavshed med vold og drab. – Vi kan læse lignelsen som en allegori, hvor Gud successivt sender profeter til sit folk med krav om “barmhjertighed”, om “omsorg for enker og faderløse” og for “de fremmede”, som det kan læses i GT… Gud opgiver alligevel ikke vingården og sender som sidste udvej sin søn, men kynismen triumferer: “Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel!” – Der åbnes nu i Matt. 21,40 en samtale om, at ejeren bør overlade sin vingård til nogle andre, som vil “give ham høsten, når tiden er inde”. Skulle det være OS, som i den 11. time omsider lytter til stemmer, der siger os sandheden om at forvalte den skabte verden med ansvarlighed og ydmyghed? – Læst som allegori slutter lignelsen som en forudsigelse af Jesu lidelse og død. Læser vi hele evangeliet til ende, samler det sig om troen på, at Jesu offer ikke var omsonst, at Guds nåde er stærkere end vores kynisme. For et træ er der håb, for et korn er der håb, for et menneske af god vilje er der håb…

Omkring 2006, før Erik Hagens blev egentlig kirkekunstner, udsmykkede han med “Esbjergevangeliet” læreruddannelsens hall i University College i Esbjerg, bl.a. formidlet med billeder og tekster i bogform i Egon Clausens ‘Almanak’. I et anarkistisk virvar af oftest samtidskritiske billeder kan vi her og der få øje på en frapperende og tankevækkende sammenstilling af motiver, således i dette billede af ‘Den tynde streg mellem liv og død’. Billedets venstre halvdel viser os den frodige og frugtbare paradishave eller vingård med en påtegnet reference til Jesus som “Det sande vintræ”. I billedets sorte, højre side har døden høstet. Den unge krop er forvandlet til skelet, MEN den døde viser en livsduelig spire i sorten muld. Med en bibelsk værktøjskasse kan vi associere til messiasforventningens løfte om, at “der skyder en kvist fra Isajs stub” (Es. 11) eller til Jesusordet om hvedekornet, der må dø i jorden for at “bære mange fold” (Joh. 12). Erik Hagens billede af paradistabet er således også et håbsbillede. Og i øverste højre hjørne stiger ydermere en fugl mod himlen som et håbstegn, jævnfør duen med det grønne olieblad, der bragte håbets ånd til Noa efter den gamle verdens undergang i syndfloden.

Valgkampen er min baggrundsstøj, når jeg læser søndagens tekster. I 1. tekstrk. finder vi Paulus’ formaning til at opføre sig ordentligt i en konflikt: “Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv vrede, men synd ikke”… I 2. tekstrækkes episteltekst 1. kor. 12 kaster Paulus i særdeleshed lys over fællesskabet som “legemets enhed, selvom det har mange lemmer”. “Lider én del af legemet, så er alle dets dele lidende”. Ingen af menighedens “tjenester” eller “nådegaver” bør ringeagtes. Det er kirkens mystiske Kristusfællesskab, Paulus fortolker, men ordene har en selvfølgelig gyldighed for alle samfund, der ikke bare er et tilfældigt antal separate individer i alles kamp mod alle, men en formation med sammenhængskraft og gensidig omsorg. Intet stort ego bør have primat i forhold til det bærende fællesskab. – I evangelieteksten fra Joh.1 læser vi en lidt stiliseret beretning om, hvordan Jesus kalder disciple til sit fællesskab: “Følg mig!”. Han støder på (regionale ?) fordomme som hos disciplen i ly under figentræet, Nathanael, der udbryder: “Kan noget godt komme fra Nazaret?”, men Jesus elsker krudtet ud af fordommene. Han vil ikke danne ekkokamre og egengrupper i front mod fremmedgrupper. Han vil inkludere og åbne os for hinanden, så at vi sammen “skal få større ting at se” under Guds himmel.

Som helligdagens kunstværk har jeg valgt et enkelt af den lange række fortællende relieffer, som Valdemar Foersom Hegndal i 1952 skar til pryd på bænkegavlene i Sønder Vissing Kirke v Horsens. Dette smukke, forgyldte relief viser Jesu kaldelse af en discipel, måske Nathanael. Gestikken er talende: Jesus med glorie åbner favnen og viser ud mod det åbne med venstre hånd, mens han kalder disciplen til sig med sin højre, og disciplen ser spørgende, men også oplivet op: Hvem, mig? Er det mig, du indbyder? Det er stort at være set og tilvalgt! – Valdemar Foersom Hegndal (1916-2003) blev uddannet billedhugger, før han kom på Kunstakademiet. Udsmykningsopgaven i Sønder Vissing var en af hans første. Han udsmykkede frem til årtusindskiftet ca. en snes danske kirker med relieffer og friskulpturer, maleri, kirketekstil og de sidste år især med abstrakt glaskunst, – altså et omfattende og mangfoldigt virke. Se også foto af kirkerummets smukke helhed. Foto: Claus Jensen.

Måske er jeg så bekymret, at det gør mig nærig. Måske er jeg så selvoptaget, at det gør mig til en dårlig lytter. Måske er jeg så magelig, at jeg hellere snakker end handler. Måske har jeg så mange, grimme vildskud på min åndelige vækst, at det er så som så med frugtbarheden. Iflg. Joh. 15 går Jesus lige til sagen med sin både anskuelige og mystiske lignelse om, at han er vintræet, som tiltaler os som grene, der skal beskæres og renses for frugternes skyld. Der er ingen vej udenom at give sin gren et ordentligt eftersyn, selvom det kan være en nedslående proces. MEN “Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”, siger træet til grenen. Pointen er altså først og fremmest, at vi ikke hver for sig kan stå os som grene. Vi er “podet ind i” den livskraftige stamme, som er Jesus selv. “Bliv i mig, og jeg bliver i jer”, lover han. – Vintræet er sådan en vidunderlig vækst, hvis rødder kan søge snesevis af meter ned i jorden for at finde en livgivende vandåre. Hvor død en gammel vinstok end kan se ud om vinteren, sker der et under ved forårstid. De først så uanselige knopper brister under solen i det smukkeste, grønne løv, og eventyret kulminerer i saftfulde grøn/violette drueklaser, som næsten magisk kan gæres til vin og skabe glæde og fest. Så er vintræets evangelium, at der hentes næring fra kilden, og livets under sker. Vi bærer ikke os selv, men bæres af alle det skabte livs muligheder og af det forunderlige livsmod, vi oftest får i tilgift. Vi bæres af at være elskede på trods, og skulle vi have glemt det, opfriskes det ved hver en gudstjeneste, hvor Kristus skænker vin for os. Vi bæres af trøsten fra tilgivelsens bannerfører. Vi bæres af hverdagens overraskende mellemværender med andre mennesker, som åbner mulighed for alligevel at gøre lidt gavn. “Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple”. Hvad der kommer ud af det hele, skal vi heldigvis ikke selv overskue. Om vore frugter er søde, syrlige eller lettere mugne, ‘puljes’ de i fællesskabets store kar, og med velsignelse fra højeste sted kan resultatet blive overdådigt, når alt kommer til alt.

Enhver kan se, at mit valgte billede ikke er et stykke kirkekunst, og at det hverken er malet i Danmark eller for den sags skyld i Israel. Det er P. S. Krøyers let impressionistiske maleri fra 1901: ‘Vinhøst i Tyrol’. Et forarbejde findes hos Hirschsprung, mens det endelige maleri, som er i privat eje, heldigvis nu er tilgængeligt i den flotte udgivelse ‘Krøyer An International Perspective’. Maleriet giver os et lykkeligt indtryk af vintræets skønhed og frodighed og af mænds og kvinders udbytterige arbejdsfællesskab i efterårsdagens skygge og lysflimmer. I billedets ganske solfyldte højre side ser vi frugterne blive hældt sammen i det store kar. Der er vist udsigt til en oktoberfest – Kunstneren selv var ikke lykkelig men gennemlevede et plagsomt livsafsnit med både sindssygdom og skilsmisse. Han var på rekreation i Tyrol, hvor de stimulerende sanseindtryk gjorde ham overraskende godt. Er der ikke noget opbyggeligt i, at selv et menneske i så stor elendighed kan sætte så smukke frugter til vores fælles glæde?