Alle helgens dag samles vi om at mindes de døde med tak. Som kirkefolk kan vi med vidvinkel se taknemmeligt tilbage på apostle, fortællere, forældre og andre, der gennem årtusinder har bjærget evangeliet igennem helt frem til os. I denne lange menneskekæde har vi af fattig evne delt troen og kærligheden med hinanden. I dag er det så os, der skal være “jordens salt”; det er os, der skal sætte lys “i en stage, så det lyser for alle i huset”. Ja nu skal vi bære håbet, også over for døden, midt i den smerte, afmagt, fortrydelse, vrede, angst og alle de andre støjsendere, der forstyrrer taknemmeligheden… . Hvordan gør vi det? Er trøsten ikke at tænke på døden som et møde, vel at mærke et møde i kærlighedens lys? I saligprisningerne i Matt. 5 taler Jesus trøstende om at få Gud at se. Og i Åbenb. 21 skildrer forfatteren tidens ophør som menneskenes møde med Gud, som “vil bo hos dem”. Vi håber vel mod mange odds, at vor gode, gamle jord får lov at bestå en god, lang tid endnu. Vi håber sædvanligvis også, at vor egen lille verden består. Men måske gik den netop under i sorg og savn. Allehelgen giver plads for tanken om den jordiske tids ende, vore elskedes tid på jorden og vores egen tid. Hvordan får tanken om døden indhold? Jeg kan ikke tænke på døden uden som et møde, et møde fyldt af definitiv trøst og kærlighed. I vore relationer lever kærligheden mærkbart ud over dødens grænse. Løsnes vore menneskelige relationer, vil kærlighedens relationelle urkraft dog leve i kraft af den Gud, der som fader, søn og helligånd møder sine sørgende mennesker, et for et, for at “tørre hver tåre af deres øjne”.
“Udfriet” er titlen på det ejendommelige maleri fra o. 1950 af Ellen Hofman-Bang (1879-1971) i Skeby Kirke, Nordfyn, tæt ved kunstnerindens tidligere hjem og kunstsamling Hofmansgave. Den romantisk-dualistiske maler Ellen Hofman-Bangs motivkreds var metafysisk, somme tider sentimental og dramatiserende. Hun var meget bevidst om, at tiden var løbet fra hendes motivkreds og udtryksform, men nogle af hendes malerier af Kristi genkomst hænger endnu i kirkerne. I dag henter jeg hende frem, fordi hun netop fortolker døden som et trøsterigt møde. Motivmæssigt er det en art forløber for de modernistiske nu så værdsatte opstandelsesmalerier af Arne Haugen Sørensen, som ses fx. i Ringkøbing Kirke. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 