Valgkampen er min baggrundsstøj, når jeg læser søndagens tekster. I 1. tekstrk. finder vi Paulus’ formaning til at opføre sig ordentligt i en konflikt: “Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv vrede, men synd ikke”… I 2. tekstrækkes episteltekst 1. kor. 12 kaster Paulus i særdeleshed lys over fællesskabet som “legemets enhed, selvom det har mange lemmer”. “Lider én del af legemet, så er alle dets dele lidende”. Ingen af menighedens “tjenester” eller “nådegaver” bør ringeagtes. Det er kirkens mystiske Kristusfællesskab, Paulus fortolker, men ordene har en selvfølgelig gyldighed for alle samfund, der ikke bare er et tilfældigt antal separate individer i alles kamp mod alle, men en formation med sammenhængskraft og gensidig omsorg. Intet stort ego bør have primat i forhold til det bærende fællesskab. – I evangelieteksten fra Joh.1 læser vi en lidt stiliseret beretning om, hvordan Jesus kalder disciple til sit fællesskab: “Følg mig!”. Han støder på (regionale ?) fordomme som hos disciplen i ly under figentræet, Nathanael, der udbryder: “Kan noget godt komme fra Nazaret?”, men Jesus elsker krudtet ud af fordommene. Han vil ikke danne ekkokamre og egengrupper i front mod fremmedgrupper. Han vil inkludere og åbne os for hinanden, så at vi sammen “skal få større ting at se” under Guds himmel.
Som helligdagens kunstværk har jeg valgt et enkelt af den lange række fortællende relieffer, som Valdemar Foersom Hegndal i 1952 skar til pryd på bænkegavlene i Sønder Vissing Kirke v Horsens. Dette smukke, forgyldte relief viser Jesu kaldelse af en discipel, måske Nathanael. Gestikken er talende: Jesus med glorie åbner favnen og viser ud mod det åbne med venstre hånd, mens han kalder disciplen til sig med sin højre, og disciplen ser spørgende, men også oplivet op: Hvem, mig? Er det mig, du indbyder? Det er stort at være set og tilvalgt! – Valdemar Foersom Hegndal (1916-2003) blev uddannet billedhugger, før han kom på Kunstakademiet. Udsmykningsopgaven i Sønder Vissing var en af hans første. Han udsmykkede frem til årtusindskiftet ca. en snes danske kirker med relieffer og friskulpturer, maleri, kirketekstil og de sidste år især med abstrakt glaskunst, – altså et omfattende og mangfoldigt virke. Se også foto af kirkerummets smukke helhed. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 