Ved Alle helgen gik jeg som mange andre lidt rundt på en kirkegård. Det faldt i øjnene, hvor hierarkisk de ældre gravminder fremtræder. Mennesker har hævdet sig ud over dødens grænse. Man (eller pårørende) lod hugge i sten, at afdøde var overlærer (ikke bare lærer), smedemester (ikke bare smed), proprietær (ikke bare gårdejer, parcellist eller husmand)…. Hvem ‘har gjort det godt’ i livet? Hvem kan slå to streger under sit liv og tilfreds præsentere resultatet for Gud og mennesker? – Et citat af krigstidens unge digter Morten Nielsen faldt mig ind undervejs: “Det hvisker i hjertet, besværligt og hedt: Du svigter for meget, du har bragt mig for lidt…..Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø. Du er endnu for ringe til at dø.” Hvornår er man ikke for ringe til at dø? Hvordan takseres liv?
Evangeliet Matt. 18,1- giver os et billede af disciplenes optagethed af takseringen på allerhøjeste sted: “Hvem er den største i Himmeriget?” Jesu svar var mere chokerende i samtiden, end det forekommer i nutiden: Som en lignelseshandling trak han et lille barn ind i kredsen og sagde: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Det er kærligheden, der gør et menneskeliv uvurderligt. Og i grunden er det vel også, hvad de mere intime udtryk på nutidens gravsteder vidner om: at afdøde først og fremmest var og er elsket. – Dette må gerne minde os om barnedåben, som netop er Guds modtagelse af små mennesker, der ikke kan hævde sig selv. Barnet er ikke størst, fordi det er uskyldigt, umiddelbart, yndigt, men fordi det er sårbart, og ingen står Guds hjerte nærmere end det allermest sårbare menneske. Også for os altid sårbare voksne er det en stor trøst.
Teksten har et dobbelt budskab til disciplene og os: Det første budskab er, at du i Guds øjne aldrig driver det videre end til at være et sårbart menneske og som sådant er dyrebart. Det andet budskab er, at der fra andres sårbarhed udgår en appel til os. Medmenneskers sårbarhed pålægger os et stort ansvar. Tydeligst i vores omgang med små børn, som hudløst og forsvarsløst tager ind, hvad vi byder dem. Børnenes sårbarhed ændrer alle proportioner i vores omgang med hinanden. “Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. for jeg siger jer: Deres engle i Himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” Vi må ransage, om vi giver børnene omkring os ro og rum til at leve i tro og tillid? Nærer vi dem selv med tro? Jesus taler med største alvor om det fatale i at “forarge en af disse små”, i nyere oversættelser om at “bringe et barn til fald”, altså at tage troen fra et barn eller hindre det i at tro. Du må ikke fratage barnet tilliden til, at det har ‘en far i himlen’, som vil det godt. Og du må forstå, at det nærværende øjeblik med barnet altid er betydningsfuldt.
Jeg har søgt efter et kunstværk, helst ikke for sentimentalt, der viser et barn i dets sårbarhed og sjælelige åbenhed for, hvad de voksne giver det. Jeg faldt tilbage på et af mine yndlingsbilleder, en huslig scene med hustru og børn malet 1898 af fynbomaleren Fritz Syberg: “En mor, der fortæller sine børn historier”. Se på det lille, åbent lyttende barn på stolen til venstre og på den diagonale linje mellem barnets og moderens blik! Billedets sorgfulde baggrundsmusik blev, at moderen, kunstneren Anna Syberg, døde allerede som 40-årig efter at have født 7 børn. Tiden med børnene var og er kostbar. Se kunstværket nederst i opslaget.
Mit primært udvalgte billede er Gerda Swanes glasmosaik fra 1961 i tårnrummet i Grevinge Kirke, Odsherred. Gennemlyst af dagslyset, Guds eget lys, viser det stiliserede kunstværk en scene fra dagens tekst: Barnet står roligt, i rudens midterakse. Den handlende er Kristus, der viser barnet til de omkringstående, mens børnenes engle i himmelen smukt fylder rummet over deres hoveder. Gerda Swane (d. 2004) var i øvrigt især en dygtig portrætkunstner. Hun stiftede ikke selv familie, men boede det meste af sit liv på Swanernes malergård, som ligger i kirkesognet. Uden for kirken ses gravstenen for Sigurd Swane, Gerdas far. Faderen forbandt sig ikke med kristendommen, som han mente ‘havde udspillet sin rolle’. Når han malede sine berømte ekspressionistiske himmelstiger, var det snarest hans personlige symbol for livsomvæltning og kunstnerisk forløsning. Derimod valgte Gerda, angiveligt som den eneste i familien, at tilslutte sig kristendommen, nærmere bestemt katolicismen, og en tid prøvede hun tilmed kræfter med et krævende klosterliv. Det lykkedes hende at sikre Malergården som museum, som vi er mange, der har haft glæde af at besøge. Kig så også lige ind i Grevinge Kirke, hvis altervæg for øvrigt er malet af Niels Larsen Stevns. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 