Skærtorsdag – 2.rk. – Måltidet med fodvasken

Skærtorsdagsevangeliet er et blivende mysterium: Kristus giver os sig selv i skikkelse af brød og vin. Knælende og lyttende rækker vi vore tomme bægre frem og lader dem fylde af  funklende røde dråber, og i dette sansende moment bliver vi samtidige med Jesus og lader ham fylde vore liv. Vi modtager der en saft og kraft, som vil være virksom i tro, håb og kærlighed. – MEN årets gode rituelle rytme rystes nu af pandemien, og vi må savne det nadverfællesskab, hvor vi fysisk danner kreds i kirkerummet, mens koret synger og orglet spiller. Vores aktuelle hver-for-sig-tro, med eller uden digital støtte, kan måske føles lidt skrøbelig, men vi må – som udstationerede præster siger – ‘stole på Gud og holde krudtet tørt’.  – Heldigvis giver skærtorsdag os et evangelium mere med 2. tekstrække: Johannes’ fortælling om, at Jesus vasker disciplenes fødder. Også sådan giver Jesus altså sig selv. Denne tegnhandling rummer radikal tilgivelse, men den er som eksemplarisk handling ikke spor mystisk; det er tværtimod umiddelbart forståeligt, at vi – med Jesus som forbillede – skal tjene hinanden. Den identitet som troende, vi søger, kan vi hvor som helst udfolde ved at søge at lindre hinandens liv. Ikke mindst i en krisetid.

1360- 1 Thorvaldsens rejsealter

 

Her vises Bertel Thorvaldsens 
rejsealter skåret i elfenben 
med forgyldte detaljer mellem 
1360 og 1450. 
Det viser scenerne: Indtoget i 
Jerusalem - Nadveren - Fodvasken 
og Gethsemane have. 
Iflg. Thorvaldsens Museums flotte 
digitaliserede arkiv har dette 
fine påskerelief været en del 
af inventaret i Birgittiner-
klostret i Vadstena i Sverige. 
I 1568 blev klostret indtaget 
og plyndret af danske tropper. 
Ingen ved, hvordan klenodiet 
århundreder senere kom i 
Thorvaldsens besiddelse.

Året 2020 er længe forberedt som året, hvor Bertel Thorvaldsens 250 års fødselsdag skal fejres. Overalt i kultur- og kirkeliv er Thorvaldsenudstillinger og -foredrag nu sat i venteposition, men i mellemtiden er Thorvaldsens værker, hans egne og hans erhvervede, for en meget stor del udmærket tilgængelige på nettet.

Glædelig skærtorsdag!

 

Palmesøndag, 2. rk – Hosianna!

Palmesøndag er det store møde mellem Kristus og menneskers håb og længsler. Jerusalem er så tændt af forventning om forløsning, befrielse og oprejsning – på alle niveauer. Er det ikke dagen til endelig i fællesskab at samles med palmegrene og et klingende Hosianna for den længe ventede retfærdige konge? Omsider rider Messias ind i den sydende, feststemte stad, men ikke som triumfator på en stridshest. Han kender menneskers vanskelige liv og savn og modtager fra æselryggen deres håbefulde hyldest, men han modtager den i stilhed, for der forestår en forventningsafstemning: Hans gave er hengivelsen. Han vil ikke holde sit omvæltende indtog som triumfator på borgen, men åbne et dyb af kærlighed for menneskehjerter.

Palmesøndag plejer der også at være fest i vore majestætiske, strålende oplyste kirkerum: folkekære ritualer, ord og toner, orgel for fuldt register, fællessang og fællesnadver med masser af varmende fysisk nærvær med andre lyslevende mennesker. Meget er i 2020 ikke, som det plejer. Men Messias vil stadig holde indtog i menneskers hjerter og åbne et dyb af kærlighed.

 

1275 Keldby[10886] koret Claus
Foto: Claus Jensen. 
Keldby kirke på Møn har i koret sine 
ældste kalkmalerier, malet o 1275 med 
den - for romanske billeder - så 
karakteristiske smukke blå baggrund. 
I kirkens umådeligt righoldige 
billedcyklus finder vi også Indtoget 
i Jerusalem, til alt held ikke 
gennemskåret af gotiske hvælv:

På det nydelige hvide æsel sidder Kristus med korsglorie og talende gestus, vendt mod den jublende menneskemængde i byporten: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!” Bag æselrytteren står kirkefyrsten Peter og minder middelalderens kirkefolk om kirkeinstitutionens magtfulde rolle, foran sidder i træet den forkætrede Zakæus – ved navns nævnelse – ; ham vil Kristus ikke overse. Til højre venter skærtorsdags nadverbord. Der har Kristus disciplene hos sig. Der er nok en glorie for lidt. Forræderen Judas sidder jo med, mens brødet brydes til syndernes forladelse.

Kirkekunst skal ses i kirkerne, og påsken skal fejres i kirkerne engang. Så lad os i mellemtiden sige: “Næste år i Jerusalem” – og måske tænde for skærmen.

Mariæ bebudelsesdag 2. rk. – Marias sang

Vi er med de bibelske tekster på vej til påske – sammen med en ung mand, som må ane, hvad der venter ham. Uden magtfulde forbundsfæller har han kurs mod det sydende centrum for voldsparate institutioner, som han har udfordret. Han har sagt og gjort det uhørte, fordi det var det rigtige at sige og gøre. På dette bagtæppe af angst dukker så Mariæ bebudelsesdag op – næsten som et flashback til forventningerne omkring hans fødsel. Vi ser et bevægende billede af hans unge mor, som undfangede sit barn i en utryg verden på et ubelejligt tidspunkt – men som takkede og sang! Lukas fortæller, at hun nygravid besøgte sin ældre slægtning Elisabeth, som hilste hende som Messias’ mor og kaldte hende salig. Hertil svarer Maria med den smukke lovsang, på latin kaldet Magnificat, der er søndagens evangelium. “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” Det er ikke bare en ung kvindes private nynnen for sit ventede barn, men en salme i et rituelt højsprog med de største ord om gudsfolkets trodsige håb. Vi hører i salmen den fællesmenneskelige længsel efter både retfærdighed og barmhjertighed: …”han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe… og husker på sin barmhjertighed.”… – Er det ikke sådan, at jo mere udsat livet er, jo mere skal der synges, indtil tonen fra himlen lader sig høre af alle?

1986,1 Helle Thorborg Marias lovsang, træsnit forarb t prækest. Gimsing

Den delv. abstrakte moderne kunstner 
Helle Thorborg (f. 1927) har 1986 
fortolket "Marias lovsang" i et 
træsnit som forberedelse til sin 
udsmykning af Gimsing Kirke ved 
Struer.
Gengivelse og oplysninger har jeg 
fundet i bogen: "Billedet er mit 
sprog".

Første trin er træsnit, som vises ovenfor, andet trin en papircollage og sidste trin malerier på prædikestol (nedenfor) og pulpitur i middelalderkirken. Helle Thorborg ønsker angiveligt at se bort fra traditionen og skildrer en jævn ung pige i blå kjole (stående midt i billedet), som har meget at fortælle sin slægtning Elisabeth (siddende tv.). Maria er ledsaget af en lille engel (th.). I baggrunden vises indholdet af Marias sang som et forløb, hvor de onde må gå ud til højre…

1988 Helle Thorborg Bebudelsen , Jesu komme og Gimsing, Claus DSC08953

Her viser jeg Claus Jensens foto af 
det farverige slutresultat på den 
renoverede renæssanceprædikestol i 
Gimsing Kirke. 
Vi ser tv. feltet med Marias lovsang. 
I midteraksen finder vi over Maria den 
voksne Kristus med udbredte arme, 
begge figurer er malet med himmelblåt.

 

Midfaste søndag 2. rk – “Jeg er livets brød”

I disse dage valfartes der til indkøbskatedraler efter bl.a. gær, som nu er i restordre på grund af corona-bekymrede danskeres hamstring. Det uvante syn af tomme supermarkedshylder skaber uro. Vist er det ingen bagatel at mangle brød, men hvem får mon brugt de 30 pakker gær, der netop sammen med toiletpapiret er hjemført som et angstdæmpende middel? Jagten på en illusorisk sikkerhed kan her blive en modspiller for medmenneskelighed, tillid og tro. Joh. 6 drejer sig om at tro på Jesus som “livets brød”. Det handler åbenlyst ikke om at forskanse sig med massiv sikkerhed for fuld mave, men om at finde mod til at være til som et levende og åbent menneske i lyset af Guds nåde.

2012 Thomas Kluge St. Magleby Billede1

Udsnit af højre fløj på Thomas Kluges 
alterbillede fra 2012 i St. Magleby Kirke. 
Foto er fundet i den flotte bog "Gud, konge 
og fædreland" om Thomas Kluges kunst

Thomas Kluges nadverbillede fra 2012 i St. Magleby Kirke på Amager er et trefløjet nadverbillede, og et helt usædvanligt et af slagsen. Der er ikke afbildet personer, men en opdækning som ‘blot’ ville være et æstetisk stilleben, hvis ikke den svævede i et uudgrundeligt rum og gjorde et særligt symbolsk nærvær gældende. I mørket fremtræder måltidets belyste elementer for os med en merbetydning: De refererer til Amagers historie med Dragørs fiskeri og hollændersamfundets gartneri; de inviterer os umiddelbart ved deres sansbarhed; men vi opdager samtidig, at hver en realistisk detalje viser ud over sig selv og bærer en sakral tyngde. De er symbolsk ladede, fordi de minder os om det bærende i livet og er koder for bibelske fortællinger. Det gælder de 12 + 1 roser, det smukke, slagtede lam, rødvinen der flyder over den snehvide serviet og sølvmønterne (euroer!), ægget, saltet, frugtskålen med druer – og altså fiskene og brødet, som vises her. Det er alt sammen koder for Kristus, for påskefortællingen og for Guds rige.

Til midfaste søndag må jeg naturligvis vise udsnittet med brød og fisk. Vi har hørt, at det er friskbagt brød fra Anna Kluges køkken og friskfangede fisk fra en kutter i Dragør, og samtidig læser vi dem som identifikationer af Kristus, der giver nyt håb ved tegn som en uventet fiskefangst og uddeling af brød til tusinder af sultne. Brød og fisk bliver billeder af ham, der giver ud af sig selv for at opretholde vores livsmod.

Græsk IKTYS = fisk = Jesus Kristus, Guds Søn, frelseren

2012 Thomas Kluge St. MaglebyFoto

“Den, der er af Gud, hører Guds ord” – 3. søndag i fasten, 2. rk.

Som et præludium til langfredags vold byder 3. fastesøndag på den skarpest tænkelige stridssamtale. Modsætningen trækkes op mellem Jesus og hans modstandere, der påberåber sig at være Abrahams børn. Jesus karakteriserer omvendt fjenderne som børn af løgn, mord og Djævel. Han taler med den gudgivne autoritet, som tydeligst italesættes i det ‘højkristologiske’ Johannesevangelium: “det er fra Gud, jeg er udgået og kommet… jeg siger sandheden; derfor tror I mig ikke… Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.” – Som om den pure godhed og renhjertethed er så uoverkommelig på åndens skyggeside, at den virker som en fremkalder for menneskers mistro og spot?

1996 Svend Wiig Hansen u. titel, GIGANT Billede1

Den moderne ekspressionist Svend Wiig Hansen (1922-97) har omkring 1996, altså året før sin død, skabt et kunstværk, der skildrer et sådant modsætningsforhold mellem det ene (endnu) levende menneske og kolde modstandere. For Wiig Hansen forbindes den truende umenneskeliggørelse med den kolde krig og siden med den teknologiske udvikling. Vi kunne måske tilføje diverse ideologier, fundamentalisme, finanskapitalisme og andre -ismer, som kan lukke menneskehjerter til.

I pragtbogudgivelsen GIGANT beskriver Jesper Christensen maleriet som et “signalement af verdens tilstand”, et visionært billede, hvor det isolerede, flydende hoved tv. repræsenterer det profetiske. Midt i billedet står en person som livets repræsentant, malet i varme farver, ansigt til ansigt med kolde og ansigtsløse væsener. Over for denne truende depersonalisering fremstår mennesket i midten som den eneste (over)levende af en human race.  – Billedet har ingen titel, kirkekunst er det i hvert fald ikke direkte, men måske indirekte? Det skildrer ensomheden og værdigheden hos den enkelte levende, som vil forblive tro mod det menneskelige og råbe omgivelserne op. Det er fristende at tage munden fuld af teologi og kalde ham gudbilledlighedens ensomme forsvarer…

– Og så kommer omsider det trøsterige i prædiketekstens sidste tilføjelse: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Har dette udsagn ikke en fin genklang i Arne Haugen Sørensens vidunderlige opstandelsesbilleder med det lille menneske i den store hånd?

Arne Haugen Sørensen blaa_opstandelse Lillerød Kirke, kirkens hjemmeside

Arne Haugen Sørensen “Blå opstandelse”, Lillerød Kirke