Som et præludium til langfredags vold byder 3. fastesøndag på den skarpest tænkelige stridssamtale. Modsætningen trækkes op mellem Jesus og hans modstandere, der påberåber sig at være Abrahams børn. Jesus karakteriserer omvendt fjenderne som børn af løgn, mord og Djævel. Han taler med den gudgivne autoritet, som tydeligst italesættes i det ‘højkristologiske’ Johannesevangelium: “det er fra Gud, jeg er udgået og kommet… jeg siger sandheden; derfor tror I mig ikke… Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.” – Som om den pure godhed og renhjertethed er så uoverkommelig på åndens skyggeside, at den virker som en fremkalder for menneskers mistro og spot?
Den moderne ekspressionist Svend Wiig Hansen (1922-97) har omkring 1996, altså året før sin død, skabt et kunstværk, der skildrer et sådant modsætningsforhold mellem det ene (endnu) levende menneske og kolde modstandere. For Wiig Hansen forbindes den truende umenneskeliggørelse med den kolde krig og siden med den teknologiske udvikling. Vi kunne måske tilføje diverse ideologier, fundamentalisme, finanskapitalisme og andre -ismer, som kan lukke menneskehjerter til.
I pragtbogudgivelsen GIGANT beskriver Jesper Christensen maleriet som et “signalement af verdens tilstand”, et visionært billede, hvor det isolerede, flydende hoved tv. repræsenterer det profetiske. Midt i billedet står en person som livets repræsentant, malet i varme farver, ansigt til ansigt med kolde og ansigtsløse væsener. Over for denne truende depersonalisering fremstår mennesket i midten som den eneste (over)levende af en human race. – Billedet har ingen titel, kirkekunst er det i hvert fald ikke direkte, men måske indirekte? Det skildrer ensomheden og værdigheden hos den enkelte levende, som vil forblive tro mod det menneskelige og råbe omgivelserne op. Det er fristende at tage munden fuld af teologi og kalde ham gudbilledlighedens ensomme forsvarer…
– Og så kommer omsider det trøsterige i prædiketekstens sidste tilføjelse: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Har dette udsagn ikke en fin genklang i Arne Haugen Sørensens vidunderlige opstandelsesbilleder med det lille menneske i den store hånd?
Arne Haugen Sørensen “Blå opstandelse”, Lillerød Kirke
Birgitte Bech kirkekunst 