1. søndag efter påske – Thomas’ skepsis og troens spring

Kampen med tvivlen fortsætter efter påske. Her møder vi så Johannesevangeliets uundværlige historie om tvivleren Thomas, som modstræbende indhentes af påskeevangeliet. Fortællingens befriende pointe er, at det ikke er Thomas der finder Kristus, men Kristus der finder Thomas. Kristus selv indfinder sig med fred og omsorg hos de frygtsomme disciple. Thomas’ velargumenterede vantro væltes omkuld i det øjeblik, han erfarer den opstandnes nærvær, netop der. Tilbage står bekendelsen: “Min Herre og min Gud!”

Konventionelle fremstillinger af mødet mellem Kristus og den vantro Thomas kan man godt finde i dansk kirkekunst, fx centralt i Øster Skerninges meget værdsatte altertavle, som jeg til påskedag viste på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst.

Imidlertid vover jeg nu i stedet at vise et værk af den bemærkelsesværdige multikunstner Kaspar Bonnens (f. 1968). Hans installation “Passage” præsenterer en ‘livagtig’ menneskefremstilling i silikone, ægte hår o. a. materialer. I 2012 blev værket stillet op i Køge Kirke som led i KØS’s berømmede udstilling ‘Når kunsten går i kirke’, også præsenteret i kunstmuseets fine katalog, hvorfra jeg har hentet mit foto. Da Kaspar Bonnen blev afæsket en bibelsk reference, nævnte han Thomas Didymos som ikonet for menneskets tvesind, splittelsen mellem vantro og tro.

2012 Kasper Bonnen Passage, Køge

I de måneder installationen “Passage” befandt sig i Køge Kirke, sad jeg undertiden som kirkevært og betragtede den – i timevis. Jeg må indrømme, at jeg først i Søren Kierkegaards jubelår 2013 fik AHA-oplevelsen: Det er jo et billede af “troens spring” – ud på troens dyb! Jeg tolker den stående person med det skeptiske udtryk og de lukkede hænder som repræsentant for menneskets ønske om at være i kontrol. Som helhed danner skulpturen et kors. Tværgående vises sindets anden side med den vandrette person, som udviser en åben gestik og er klædt i varme farver. Jeg tyder hans overgang således, at han nu erfarer, at han ikke er selvberoende, men eksistentielt og åndeligt set må lade sig bære. Nedenfor ses Eigil Brandborgs gode foto, som giver en lidt anden vinkel:

2012 Kaspar bonnen Eigil Brandborgs foto93474179_10219743266286537_2703319786959405056_o

 

Anden påskedag, 2. rk. – Maria Magdalenes møde i gravhaven

“Maria!”, kaldte han, da hun søgende og grædende gik rundt i gravhaven. Den opstandne Kristus kendte Maria Magdalene, før hun genkendte ham. Hun hørte hans savnede stemme, vendte sig om og svarede “Mester!” Omfavne ham skulle hun ikke; deres kærlighed beror i den evighed, hvor ingen kærlighed nogensinde går tabt. Som sådan kan den deles med alle mennesker til alle tider. Maria Magdalene gik hen og fortalte derom til disciplene: “Jeg har set Herren”….

Fortællingens intense forløsnings- og gensynsmotiv har ved sin spændingsfyldte gestik beskæftiget kirkekunstnere til de fleste tider. – Det er morsomt, at mange middelalderlige billeder har indføjet en spade for at vise, at Kristus først forveksles med en havemand. – Det fortrolige og det fremmedartede brydes i mødet. ‘Noli me tangere’ (“rør mig ikke”) lægger op til en spændingsfyldt gestik i skildringen. Det intense gensyns- og forløsningsmotiv må sublimeres; mødet er en åbenbaring!

Blandt mange nyere danske muligheder vælger jeg denne gang at vise Niels Bjerres psykologisk følsomme maleri, som 1913 blev ophængt som alterbillede i Trans Kirke ved Lemvig. Trans Kirke ligger i et åbent kystnært landskab tæt på Niels Bjerres hjemegn ved Lemvig. Bjerre er berømmet især for fortrolige skildringer af det alvorsfulde, lokale vækkelsesmiljø. Typisk for Bjerres maleriske nøjsomhed er den enkle komposition og beherskede farveholdning. Bjerre er naturalist, men der er symbolkraft i kropssprog og tøjets farver, i den lysende  åbning op mod himmelen bag Kristus og i påskeliljerne ved fødderne.

1913 Trans 010, Claus

Niels Bjerres maleri fra 1913 
af Maria Magdalenes møde med Kristus 
blev altertavle i Trans Kirke, efter at 
en brand i koret året før havde ødelagt 
den gamle alterudsmykning. 
Nu er hele alterpartiet renoveret. 
Niels Bjerre levede 1864-1942 og lærte 
bl.a. hos Lauritz Tuxen. Foto: Claus Jensen

 

 

Påskedag – “Han er ikke her; han er opstået”

Mattæus fortæller, at da det blev lyst på ugens første dag, og kvinderne ville se til graven, mødte de en engel, som talte til dem: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt”…  Englen viser en retning: “Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” – For Maria’erne og for os alle er der et før og et efter. En håbefuld glæde og et mod bliver plantet påskemorgen. Hvad er der dybest set at frygte, når Guds søn er gået hele vejen og går forud?

Den færøske kunstner Torbjørn Olsens billeder appellerer ved en sikker streg i menneskeskildringen og ved en dramatisk farvekraft, her med en overdådigt opløftende himmelblå på en sort baggrund omkring kvinderne og gravenglen.

2003 Thorbjørn Olsen Ø Skjerning Skærmbillede 2020-04-11 22.54.39

Fløjmalerierne fra den åbne triptykon  
malet i 2003 af Torbjørn Olsen til 
Øster Skerninge Kirke, Fyn. 
Altertavlen er som helhed kunstnerens 
hovedværk i Danmark.
Foto Claus Jensen.

I åben stand viser Torbjørn Olsens altertavles venstre og højre fløj hhv. de indadvendt sørgende kvinder med salvekrukken og den lysgivende gravengel. Nedenfor vises hele tavlen med tvivleren Thomas i midterfeltet.

Ø Skerninge Claus DSC09545

 

I lukket stand udgør tavlen et blodrødt langfredagsbillede.

2003 Torbjørn Olsen Lukket tavle, Øster Skerninge Sydfyn, Claus

 

 

Påskelørdag – Graven

2009 Peter Brandes Kristus gravlagt Andreaskapellet Billede1

Nu er der stille…

“Kristus gravlagt” hedder Peter Brandes’ udsmykning fra 2010 i en middelalderlig niche tv for hans store, gyldne mosaikbillede i Andreaskapellet i Roskilde Domkirke, udført på marmorstuk i samarbejde med Brdr. Funder. Foto hentet fra Roskilde Domkirkes og Roskilde Kunstforenings smukke udgivelse om Peter Brandes’ værk ‘Fra tekst til tegn’ Bd. II

Langfredag – korset

Det er et kors for tanken, at den grusomste henrettelse skulle blive signatur for den kærlige Gud. Korset står der: i kirken, i vores kultur, i menneskers verden. Lidelsen er og bliver en realitet, som vi ikke kan tale os fra. Som menneske ser Kristus fra korset op i tomrummet, skriger sin forladthed ud og dør. Men som Guds kærlighed beder han endog for sine bødler og bringer kærligheden til sejr, tror vi. Korset pryder som vestkristent kernesymbol de fleste, måske alle danske kirker. De mange hundrede middelalderlige korbuekrucifikser har det givet god mening at passe på, også efter reformationen. Teologisk er det uomgængeligt at forholde sig til korset, men gennem århundreders konventionelle brug er korset blevet et slidt og måske nedslidt symbol. Men mirabile dictu så sker det alligevel, at moderne kunstnere som den både tænksomme og virtuost papirklippende Peter Callesen kan ruske op i os med sine tankevækkende nytolkninger. Han tager samtidens virkelighedsopfattelse alvorligt, forholder sig med sit fraklip til vores angst for gudsfravær – og skaber stærk forkyndelse ud af tomheden.

2009 Peter Callesen Min Gud, min Gud hhv På den anden side Skærmbillede 2020-04-09 10.52.35

To papirklip af Peter Callesen, 2009 
Værket tv. hedder "Min Gud, min Gud". 
Værket th hedder "På den anden side".
Tv ser vi mennesket Jesus råbe ud i 
tomheden. Th ser vi Kristus sejrende 
gå igennem døden for at give nyt liv. 
Af blodsporet vokser valmuer op. 
I bogen 'Ud af intet' om Peter Callesen, 
hvorfra billederne er hentet, 
diskuteres betydningen af røde valmuer. 
Selv tænker jeg bl.a. på dem som symbol 
for krigens faldne, særligt Flanderns 
slagmarker og 1. verdenskrigs afslutning.