Mattæus fortæller, at da det blev lyst på ugens første dag, og kvinderne ville se til graven, mødte de en engel, som talte til dem: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt”… Englen viser en retning: “Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” – For Maria’erne og for os alle er der et før og et efter. En håbefuld glæde og et mod bliver plantet påskemorgen. Hvad er der dybest set at frygte, når Guds søn er gået hele vejen og går forud?
Den færøske kunstner Torbjørn Olsens billeder appellerer ved en sikker streg i menneskeskildringen og ved en dramatisk farvekraft, her med en overdådigt opløftende himmelblå på en sort baggrund omkring kvinderne og gravenglen.
Fløjmalerierne fra den åbne triptykon malet i 2003 af Torbjørn Olsen til Øster Skerninge Kirke, Fyn. Altertavlen er som helhed kunstnerens hovedværk i Danmark. Foto Claus Jensen.
I åben stand viser Torbjørn Olsens altertavles venstre og højre fløj hhv. de indadvendt sørgende kvinder med salvekrukken og den lysgivende gravengel. Nedenfor vises hele tavlen med tvivleren Thomas i midterfeltet.
I lukket stand udgør tavlen et blodrødt langfredagsbillede.