Forfatter: birgittebech

Bjergprædikenen. Udsnit af Henrik Olriks maleri fra o. 1882, hænger 
i Næstveds Skt. Peders Kirkes sydvendte rum, som er så smalt, at 
billedet kun kan fotograferes skråt, så det fremtræder forkortet. 
Foto Claus Jensen

“Men jeg siger jer:”… I Mat. kap 5-7 møder vi Kristus på bjerget som den fornyende etiske lærer, der sætter sin myndighed op imod Moses’ gamle regler. Kristus tilbagefører alle etiske bud til spørgsmålet om kærlighed, næste- og fjendekærlighed. Hans etik er så meget mere radikal end Moselovens ved at rette projektøren ikke kun mod menneskets handlingerne men mod dets hjerte og sind og mod den tale, som hjertet flyder over med. Menneskeord kan være dræbende, – så vel som de kan være helende. Samtidig med at den kristne etik er radikal, er den forsonlig, idet den hjemles hos ham, som selv er indbegrebet af forsoningens tjeneste. Hvad er religiøse ofre værd, hvis de frembæres af et hadefuldt sind? “Gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”… Hvis den, der selv er tilgivet, nægter sit modpart tilgivelse, kan det sammenlignes med at være i et gældsfængsel – udtrykt i Mattæus’ særligt kontante sprog.

Bjergprædikenen var motiv for nogle altertavler i det sene 1800-tal og begyndelsen af 1900-tallet. Som meget figurrigt ‘historiemaleri’ kunne motivet være en kraftpræstation. Carl Blochs Bjergprædikenen med den siddende Kristis blev kopieret til adskillige kirker. Et andet ikonisk eksempel er Henrik Olriks enorme altertavle fra o. 1880 til Mattæuskirken i Kbh. Den er med sine 130 personer malet direkte på væggen og anses for at være Danmarks største alterbillede. Her ses Kristus stående på bjerget. Det er nok mindre kendt, at der hænger en anden og noget mindre version af Henrik Olriks Bjergprædikenen i et siderum i Næstveds Skt. Peders kirke. Ovenfor har jeg vist et udsnit heraf.

Henrik Olrik (1830-90) var uddannet på Kunstakademiet, hvor H.V. Bissen oplærte ham som billedhugger, og han ernærede sig bl.a. ved at udføre formindskede kopier i porcelæn af Thorvaldsens statuer. Olrik gjorde sig også gældende som portrætmaler og dekoratør.  Den obligatoriske Romrejse foretog han med Carl Bloch og F.C. Lund. Stilmæssigt udviklede hans billeder sig fra en nationalromantisk til en mere realistisk stil, bl.a. i ‘historiemaleriet’. Han var midt i store, uafsluttede kirkelige opgaver ved sin død som 60-årig.

C.N. Overgaard, som jeg tidligere har præsenteret,  bistod i Mattæuskirken Olrik med at male hele baggrunden. C.N. Overgaard har dog også senere malet sin egen version af Bjergprædiken, nemlig i 1910 på korets ruder i Gustavskyrkan, den svenske kirke i Kbh. Heraf kan jeg desværre også kun vise et udsnit.

Bjergprædikenens indhold var almindeligt kendt, og malerens opgave var at visualisere den talendes kraft og myndighed med lysskær, gestik og forsamlingens reaktion. Positioneringen på bjerget er også i sig selv et myndighedstegn.

Herefter blev det vanskeligere at gentage ‘replikbilleder’ med en undervisende Kristus, og man lod stort set motivet ligge i næsten et århundrede. I nyeste tid har fx Bjørn Nørgaard taget det op med sit helt nye formsprog.

Udsnit af C.N.Overgaards korruder fra 1910- i Gustafskyrkan, den svenske 
kirke i Kbh.

 

Kræsten Iversen, triptykon med Peters fiskefangst i hovedfeltet, 
1928 Skt. Peders Kirke Holsted, Vejen

Lukasevangeliets beretning om Peters overvældende fiskefangst er en fortælling om et rystende møde med det hellige. Fiskeren er udmattet efter nattens forgæves slid, men lader Jesu ord stå til troende. “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.” Bådene bliver synkefærdige af fisk. Fangstunderets numinøse kraft vælter Peter omkuld og får ham til at se sin egen usselhed, hvorpå Kristus byder ham ikke at frygte, men derimod som apostel frygtløst søge mennesker fremfor fisk.  – På et mere dagligdags niveau er det en altid lysende historie om ikke at gå til sine opgaver med for små håb, men trods skuffelser og træthed gøre endnu et tillidsfuldt forsøg. – Kaldsetikken leve!

Den smukkeste og stærkeste danske altertavle med motivet ‘Peters fiskefangst’ må være Niels Larsen Stevns’ i Viuf Kirke. Mindre kendt er måske Kræsten Iversens trefløjede altertavle i Skt. Peders Kirke i Holsted ved Vejen, malet i 1928. Iversens maleri har overlevet en gennemgribende og kostbar renovering af kirken i Holsted, tilmed forblivende i den gamle ramme. Uden at menigheden anser maleriet for at være et stort kunstværk, er man enige om, at billedet hører til i kirken, er en levende fortælling og gør god fyldest. Det viser på venstre fløj fiskerne med de tomme net. I hovedfeltet står Kristus som det betryggende centrum i båden med rig fangst og tilbedende fiskere. På højre fløj går disciplen videre sammen med Kristus, der gør en kaldende håndbevægelse. Blikket drages af hovedfeltets lave sol over bjergene; den spejler sig i den blanke sø og tilføjer en stille højtid, som understøttes af den beherskede farveskala i køligt grønne toner.   – Selv betragtede Iversen sit lidt senere maleri i Zions kirke, Esbjerg, forestillende Jesus på den stormfulde Genezaret Sø, som et mere vellykket alterbillede.

Netop på Holstedegnen voksede Kræsten Iversen (1886-1955) op. Han passede køer, kom i håndsværksmalerlære og kæmpede sig i Kbh. fra Teknisk Skole til en position i det københavnske kunstnermiljø; han malede stillebens, byprospekter og landskaber og fik også hædrende opgaver som udsmykning af lofter på Christiansborg Slot. Skønt selvlært opnåede Kræsten Iversen at blive udnævnt til professor på Kunstakademiet.

Af største betydning blev tilhørsforholdet til Bornholm, hvor han købte sommerhus og fra 1920erne malede om sommeren. Fra de tidlige års noget stive figurmalerier udviklede Iversen en mere impressionistisk stil med frie og grove penselstrøg og hovedvægten lagt på kompositioner med farver. Iversens bornholmske landskaber er atmosfærefyldte fortolkninger af klipper, land og hav, vind og vejr.

Iversen kom til at udsmykke mindst 12 kirker, 10 med glasmalerier. Mange af hans malede ruder er meget store og motivrige ruder og inviterer til fordybelse og fortolkning. Denne ‘dekorative kunst’ var en stilmæssigt ret bunden opgave, men altid blev den løst, så resultatet fungerer godt i rummet. Kræsten Iversen var aktiv til sine sidste år og skabte året før sin død de 5 ruder til Rønne Kirkes kor, som udfolder lignelsen om Sædemanden.

 

Vær barmhjertige! Døm ikke! Tilgiv! I kirkeårets kristendomsundervisning er vi nået til den klare tale om at tilgive, i Luk. 6 tydeliggjort ved det uforglemmeligt groteske billedord om at være så optaget af splinten i broderens øje, at man overser bjælken i sit eget. Hvem har ikke behov for tilgivelse?

Evangeliets kamp mod fordømmelse er i kirkekunsten typisk skildret gennem motivet fra Joh. 8 med “synderinden”, hvorom Jesus siger “Lad den, som er ren, kaste den første sten”. Motivet har især været meget yndet i dansk kirkekunst fra midt i 1800-tallet til midt i 1900-tallet, hvor det unægtelig kunne give kunstnere mulighed for med et genrebilledes underholdningsværdi at fortolke det følelsesladede drama med forbitrede farisæiske mænd i kreds om en tiltrækkende og sønderknust ung kvinde, til hvis frelse Kristus griber ind.

Jeg har valgt Skørping Ny Kirkes oprindelige altertavle, malet 1914 af Rudolf Rud-Petersen. Rudolf Rud-Petersen har skabt en stærk komposition med en lysende og myndig Kristus, hvis fremrakte arm danner en stærk diagonal med den sammenkrøbne kvindes bønligt oprakte arm som parallel. Rud-Petersen har angiveligt benyttet himmerlandske bedsteborgere som model for de skeptiske farisæere, og ingen drager hans portrætkunst i tvivl.

Rudolf Rud-Petersen (1871-1961) blev uddannet på Kunstakademiet og i Zahrtmanns skole og fungerede nogle år som assistent i Viborg for Joakim Skovgaard, som han også – ligesom Larsen Stevns – rejste til Italien sammen med, bl.a. med store tekniske kompetencer som udbytte. Rud-Petersen blev stærkt påvirket af Joakim Skovgaard, og hans hovedindsats kom netop til at ligge i kirkekunsten. Han skabte både alterbilleder og storslåede freskoudsmykninger, mere end tyve, hvoraf en af de første og mest berømmede er apsisudsmykningen i Vodskov Kirke. Rud-Petersens lange og ærværdige kunstnerkarriere fortsatte helt til slutningen af 50’erne, men på dette sene tidspunkt var det tydeligt, at han ikke var blevet moderne.

– Jeg skynder mig at nævne, at også jeg glæder mig over Skørping Ny Kirkes store restaurering med Trondur Paturssons vældige nye altervæg i glas.

Rudolf Rud Petersen, 1914, tidligere altertavle i Skørping Ny Kirke
Foto Claus Jensen

Evangeliet er ikke, at vi finder, men at vi bliver fundet! I Luk. 15 fortælles de herlige lignelser om Guds egen søgen efter den enkelte fortabte eksistens. Det er åbenbart alt om at gøre at oplede det ene bortkomne får ud af den store fåreflok – eller den enkelte tabte mønt (drakme) ud af den rørlige formue. Når det mistede endelig er fundet, fejres gensynet med en større fest i nabolaget. Dette er helt vidunderligt ude at proportioner med det bortkomnes kontante værdi; eller rettere: det er netop en forkyndelse af den enkeltes uendelige værdi i Guds øjne. – En Jesuslignelse er en replik i en situation, hvor den kan skabe et nyt perspektiv i en ellers fastlåst samtale, her gælder det konflikten mellem Jesus og farisæere om rimeligheden af at inkludere syndere i fællesskabet. Der er ikke megen glæde hos de selvretfærdige og bekymrede, men lignelsens pointe er, at Gud inkluderer – og tilmed med største glæde!

Der er ikke mange kirkeudsmykninger med den tabte drakme som motiv. Jeg husker motivet i Holger Jensens lette streg i Skovkirken i Dianalund fra 1973. Derimod har det i mere end et århundrede været yndet at vise den omsorgsfulde hyrde med det fundne lam. Vi møder jo også hyrdelignelser flere gange i løbet af kirkeåret.

Her vises Axel Hous billede af den gode hyrdes hjemførelse af lammet, 
malet o. 1916 til kirkesalen i amtets daværende Sindssygehospital i 
Nykøbing S.

Axel Hou, 1860-1948, har i 1916 malet sin blide fortolkning af hyrdedrengen med en ømhed og en alvor, som for mig at se gør billedet seværdigt, – kald det så bare et glansbillede. I kraft af drengens rene blik og stærke hænder er altertavlen vel mere et beroligende andagtsbillede end et fortællende billede. Det underliggende dramas forløb må vi tænke os til. Hou forbinder billedet (=hyrden) med selve sagen (= Kristus) ved at omgive hyrdedrengen med et let glorielys.

Hou har ikke været meget omtalt i nyeste tid – bortset fra en god særudstilling i Vejen. Mens mange samtidige kunstnere blev vundet for modernismen og dermed eftertidens bevågenhed, løste Hou sine opgaver som en dygtig, konservativ håndværker med en fin følsomhed for det religiøse motiv. Han var påvirket af vækkelserne, især den grundtvigske, men var ikke med i den mere fornyende Skovgaardkreds. Efter en fuld farmaceutuddannelse gik han på Kunstakademiet og foretog også større udlandsrejser. Kunststudierne forbandt ham med bl.a. N. C. Overgaard, Carl Bloch og Niels Hansen Jacobsen, som alle allerede er omtalt på denne hjemmeside. Hou gjorde sig først gældende som en dygtig portrætmaler, men fik efterhånden også flere end tyve kirkeudsmykningsopgaver, måske en del flere, både alterbilleder og glasmalerier, hvoraf nogle endnu forefindes i kirkerne rundt i landet. Mest berømmede er de, der indeholder barneportrætter.

Holger Jensen, Den tabte mønt, Skovkirken Dianalund 1973

Viborg Domkirkes kalkmaleri af Den store indbydelse, malet 1901 og 1913 
af Joakim Skovgaard med Niels Larsen Stevns som assistent.

Lignelsen i Luk. 14 om Det store festmåltid fortæller så glædeligt om, hvordan Guds festsal fyldes med forliste eksistenser, som sidst af alle kunne forvente at blive opsøgt og hentet ind. På rollelisten er dog også gruppen af førstindbudte, som festen fatalt glider af hænde, fordi de mener at have vigtigere ting for. Denne lignelse er en af de mange, der giver tilhøreren mulighed for at se sig selv i den ene eller den anden rolle, måske begge; vi kender både til den fatale overvurdering af vores selvskabte optagethed OG til at stå tilbage med tomme hænder og et skrøbeligt håb om, at livet alligevel har bud efter os. Vi nødes til at tænke over vore prioriteringer – og til at spørge, hvor festen er.

Dette fortællende motiv har med sin festlighed og sin kompleksitet inspireret flere danske kunstnere fra Wilhelm Marstrand og frem i 1900tallet, især i grundtvigske miljøer. Her i vækkelsesbevægelsernes sammenhæng kan indbydelsen til at sige ja til Guds nådes evangelium også oplagt forstås som et kald til at slutte sig til forsamlingen af levende troende.

Den mest berømte udførelse af motivet er Joakim Skovgaards i Viborg Domkirke, malet i 1901 og ommalet i 1913. Det oprindelige billede, der måtte fjernes af kemiske grunde, kunne heldigvis reddes, opbevares og siden overføres til Klaksvig Kirke. Joakim Skovgaard var her assisteret af Niels Larsen Stevns. En anden af Skovgaards assistenter Rudolf-Rud Petersen har senere selvstændigt udført altertavler med Det store gæstebud; det samme har Troels Trier fra Vallekilde Højskole; og vi skal ikke forglemme Emil Hansen, “fløjte-Emil”, som berigede Danmarks første valgmenighedskirke: Nazarethkirken i Ryslinge med enestående træskærerarbejder, ikke mindst en vidunderlig prædikestol med fem livfulde scener fra fortællingen om Det store gæstebud, herunder velbjærgede bønder med ‘grundtvigianerhat’.

Lad os begynde med Joakim Skovgaards kalkmaleri i Viborg domkirke. Centralt ser vi den favnende Kristus, der måske nok er inspireret af Thorvaldsens Kristusstatue, men viser en mere aktiv Kristus, der tager et skridt ned og frem mod sine gæster.  Kristus sender rødklædte tjenere ud med det glædelige budskab. Tre scener viser de førstindbudte, som undslår sig: tv. med giftermål og med studehandel, th. med køb af en mark. Men fra begge sider og langs vejen i billedets akse kommer – med omsorgsfuld støtte –  en strøm af fattige, halte, gamle og børn, som afgjort skal til fest. – Maleriets perspektiv er diskuteret: De fattige synes næsten at gå lodret op ad muren, men heri ser vi netop Joakim Skovgaards arkitektoniske forståelse: …“det hænger jo sammen med, at Kirkerummet skulle bevares i sin arkitektoniske Skønhed, Murfladerne bevares netop som Flader, og ikke males bort i alle mulige Forkortninger, som Brød de givne Flader og Forhold.” (Skovgaardmuseets bog fra 2002 om Joakim Skovgaard). Skovgaard integrerer også dygtigt motivet i kirkebygningen ved at forsyne den malede festsal med rundbuede vinduer i lighed med den konkrete bygnings buer.

Det er velkendt, at Niels Larsen Stevns var Joakim Skovgaards assistent på dette store værk, og at han blandt andet fik opgaven at male den forførende gule kornmark. Leo Swane fortæller i sin bog om Stevns, hvordan marken måtte korrigeres tre gange, fordi den i første forsøg bølgede så opsigtsvækkende i blæsten, at man måtte få det indtryk, at dens ejer stod og beklagede sig over ‘det herrens vejr’. Den gyldne kornmark kunne være et hovedmotiv i Stevns’ selvstændige landskabsmalerier, men ikke i denne bibelske scene.

Lad os dernæst beundre Emil Hansens udskårne prædikestol fra 1938 i Nazarethkirken, Ryslinge. Her  kan vi mellem tekstcitater og friser med travle engle bl.a. finde bonden, der er glad for sine nykøbte stude, og bonden, der hvæsser sin le og ser frem til den medbragte hjemmebryggede øl, men er uinteresseret i kirken i baggrunden. Der er meget at gå på opdagelse i på stedet. Ryslinge Frimenighed og Ryslinge Valgmenigheds bog om kirken kan fortælle om kunstneren “Fløjte-Emil”, at han var murer, spillede til fester og blev nødet til med en måneds uddannelse at påtage sig opgaven som organist i den nye kirke, hvilket han passede i 46 år.

Emil Hansens prædikestol fra 1938 i Nazarethkirken, Ryslinge, med motiver fra bl.a. lignelsen om Det store Gæstebud. Foto: Claus Jensen