Forfatter: birgittebech

Aksel Jørgensen "Den spedalske", af kunstneren skænket til indvielsen af 
Taksigelseskirken, Kbh.Ø, 1927, men ti år senere igen fjernet på grund af 
menighedens utilfredshed, bl.a. begrundet med billedets ufærdighed. Billedet 
kom tilbage til kunstneren og siden til Silkeborg Kunstmuseum. Det blev i 
1984 opsporet af Taksigelseskirkens præst K. E. Munck og endelig genophængt
i Taksigelseskirken i 2008.

Professor ved Kunstakademiet Aksel Jørgensen (1883-1957) var bl.a. kendt for sit socialdemokratiske hjerte og sin loyale skildring af den københavnske arbejder- og underklasse. Da han besluttede at skænke et kunstværk til den nye kirke i barndomskvarteret, blev dette hans eneste kirkelige værk, bortset fra at han faktisk senere arbejdede videre med skitser til samme motiv.

Kirken kaldtes Taksigelseskirken på grund af ‘Danmarks beskærmelse’ gennem 1. verdenskrig og Sønderjyllands genforening med Danmark. – Jørgensen har fortolket den evangelietekst om taknemmelighed, som findes i Luk 17, og som handler om, at Jesus under sin vandring i udkanten helbredte ti udstødte spedalske, hvoraf kun “én er vendt tilbage for at give Gud æren”, “og det var en samaritaner”. – Således forbinder teksten sig med forudgående søndags prædiketekst om ‘den barmhjertige samaritaner’.

I Aksel  Jørgensens farverige billede af den helbredtes taksigelse genkender vi ‘de almindelige mennesker’ i hovedfeltet. Det er et appellerende raffinement, at et par af de knælende børn har øjenkontakt med menigheden. Fløjene viser smukke tilbedende engle. Overvældet af ydmyg taknemmelighed har den helbredte spedalske i midteraksen “kastet sig for Jesu fødder” og begravet sit hoved i det guddommelige fader- eller moderskød. Den store gave er at få lov at leve et almindeligt liv i menneskers samfund. Det centrale Kristusbillede afviger meget fra traditionelle bibelhistoriske billeder af den unge Jesus. Måske ser vi en inspiration fra visionen i Daniels Bog 7, 9 om “Den gamle af dage”, hvis “klæder var hvide som sne og håret på hans hoved var som ren uld”. Man har også sammenlignet skikkelsen med en vikingehøvding. Den guddommelige majestæt på Jørgensens alterbillede er bred og frontalt tronende som en romansk Majestas eller Pantokrator i middelalderens apsisudsmykninger. Det er en tidløs vision, understreget af englehoffet. Billedets takkende og tilbedende person(er) kan være identifikationsmodeller for enhver, som under nåden får lov at leve et almindeligt liv i menneskers samfund. Tak for det almindelige liv!

Christen Dalsgaard, 1875, Gråbrødre Klosterkirke Odense. Foto Claus Jensen.

Den oprindelige Gråbrødre klosterkirke i Odense blev af Kong Hans’ dronning Christine udstyret med Claus Bergs pragtværk (hænger nu i Skt. Knuds), men reformationens strukturændringer kostede Gråbrødre Klosterkirke Livet. Tilbage stod fortsat Gråbrødre Hospital, for man kunne nok undvære klostre, men ikke hospitaler. Den beskedne, men hyggelige Gråbrødre Hospitalskirke har fra 1875 været udsmykket med Christen Dalsgaards genreagtigt fortællende alterbillede. Christen Dalsgaard (1824-1907) placerer sig mellem romantik og naturalisme og spænder fra genrebilleder til alterbilleder. At han af Eckersberg blev undervist i perspektiv, bevidnes af billedets smukke arkitektoniske rumlighed med diagonalt stillet trappe og døråbning. Dalsgaard skabte en lang række religiøse billeder især til det grundtvigske miljø.

Dette billede kan forstås som et apropos til hospitalsplejen: Vi ser, at den barmhjertige samaritaner på sit æsel har bragt den overfaldne mand til herberget, hvor han betaler for den videre pleje. Gennem døren til sengestuen ses en kvinde, som vier den nødstedte al omsorgsfuld opmærksomhed.

Emnet er etik: Signaturteksten for kristen etik er ikke en stivnet regelsamling, men en levende, billedstærk fortælling. Den barmhjertige samaritaner i Luk 10 overrasker som en uventet replik i en dialog: I stedet for at svare stiller lignelsen spørgsmål, i stedet for codex sætter den en konkret situation, i stedet for lydighed mod regler sætter den indlevelsesevne, i stedet for en “næste” fra inderkredsen sætter den næsten fra fremmedgruppen. Ja lignelsen lader ligefrem begrebet om næstekærlighed rotere: Den pligtopfyldende lovkyndige spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” , med Jesus svarede: “Hvem synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Rollerne er med et byttet om. Lytteren inviteres således også til at forstå sig selv som den, der er fortabt uden en hjælpsom næste, af Luther tolket som Kristus.

Fordringen om næstekærlighed står dybest set ikke til diskussion, idet den udspringer af, at vi – frit efter Løgstrup – uvægerligt og ofte ubekvemt står med noget af en andens liv i vor hånd. Den etiske fordring er baseret på denne udleverethed, altså ikke primært på gensidighed.

Motivet Den barmhjertige samaritaner har siden guldalderen inspireret en lang række kirkeudsmykninger, men sjældent afbildes sygeplejen og de penge, der til dette formål skifter hænder. – Ja sundhedsvæsen koster. Det minder mig om den beskrivelse af velfærdssamfundet, at vi over skatten betaler for, at det bliver gjort, som vi ville have gjort, hvis vi faktisk elskede vores næste. – Forhåbentlig ikke kun ud fra en kalkule over, at det også kan blive vores tur.

Svend Engelund, 1963, Stenum Kirke. Foto Claus Jensen

Blandt modernister fortjener landskabs- og portrætmaler Svend Engelund (1908-2007) opmærksomhed om sine 5, nu 4, smukke nordjyske alterbilleder, hvor altså Den barmhjertige samaritaner pryder Stenum Kirke. Karakteristisk for Engelunds alterbilleder er farveskønheden og den geometriske komposition, der modstiller lodrette, diagonale og vandrette strøg, sidstnævnte med mindelser om Vendsyssels flade landskab. Æslet græsser tv., forbipasserende bevæger sig mod højre, samaritaneren er standset og ses frontalt. I en stærk diagonal linje rammer det løfterige lys oppe fra højre samaritaneren og den overfaldne, som reddes – og løfter sit ansigt mod lyset.

Poul Steffensen malede o. 1900 "Jesus helbreder den døvstumme", tidl. alter-
tavle i Svostrup kirke. Poul Steffensen (1866-1923) fik trods fattige kår en
delvis uddannelse på kunstakademiet og blev især anerkendt som landskabs-
maler. Han har udført mindst 7 altertavler og kirkeudsmykninger.

Luk dig op! “Effatha!” Mark. fortæller i kap 7 et evangelium for alle dem, der ikke selv kan bryde gennem deres ‘glasklokke’ og indgå i livsvigtige samtalefællesskaber med andre. Døvhedens og stumhedens fængsel sprænges ikke af den isolerede selv. Guds Ånd møder den døvstumme, netop hvor denne er, med anskuelig og håndgribelig gestik: berøringer af øre og tunge, spyt, suk, himmelvendte øjne. SÅ kan den døve lytte – og tale, ja han kan slet ikke lade være. Han trodser naturligvis Jesu taleforbud,  – som Marianne Kristiansen har udtrykt det i en prædiken: “Evangeliet kan lukke op; det kan ikke lukke i”. – Dette kan erfares på mange niveauer: Om vi er tunghøre eller ej, om vi plages af stilhed eller støj, har vi tilbagevendende brug for at blive åbnet for og af det, der er vigtigt at høre, så der kommer liv og sandhed i hvad vi selv har at sige.

Markusteksten om Jesus som ‘håndværker i helbredelsespraktik’ har ikke været specielt populær, evangeliernes paralleltekster har udeladt den, og selv er vi måske ikke helt fremmede for at møde teksten – og vores omverden – med en æstetisk bedømmelses filter. Men Jesus er uden filter og rører ved…!

Hos billedkunstnerne har teksten heller ikke været populær, selvom EFFATA kunne være overskriften for hele kirkens anliggende, og den lutherske Ordets kirke netop appellerer til lydhørhed.

Poul Steffensen er en af de få kirkekunstnere, der har tolket en døvehelbredelse. Han har valgt at vise Kristus med en smuk håndspålæggelse, og den intenst koncentrerede  døvstumme, som berøres af Gud, er malet med stor følsomhed. Motivet ses på den nu noget medtagne fhv. altertavle i Svostrup, som efter kirkens store og vellykkede restaurering er hængt til side i kirkeskibet. Selv om periodens konventionelle bibelhistoriske billeder ikke er i høj kurs i dag, fortjener det måske alligevel en restaurering?

I Nebbelunde Kirke har jeg set en fhv. nutidig, lidt humoristisk bronzeskulptur med beslægtet tema. Den hedder “At komme igennem” og er skabt af Heike Arndt i 1996. Er der nogen at tale med derude, nogen som kan sprænge min glasklokke?

Teksten handler evigt aktuelt om små menneskelige målestokke – stillet over for Guds svimlende nåde.

“Farisæeren og tolderen” i Luk 18 er en ærkeevangelisk lignelse, som modstiller den religiøst stræbsomme farisæer og den angergivne tolder: selvretfærdigheden over for selvforkastelsen. – Og har vi ikke alle dem begge i os: både moralisten og den angrende? Mens farisæeren i sin selvretfærdighed dømmer andre ude og takker for, “at han ikke er som andre mennesker”… , har tolderen i sin selverkendelse dømt sig selv ude. Han anråber Gud: “vær mig synder nådig!”. Evangeliets pointe er, at det er den nedbøjede tolder, som går løftet fra templet med nåden i sin favn. – Søren Kierkegaard har i sin tolkning af teksten peget på, at farisæerens gudsforhold er usandt, for så vidt han er mest optaget af at taksere sig selv i sammenligning med andre mennesker, hvorimod tolderen lever i religiøs sandhed og egentlighed, idet han er ene for Guds ansigt.

På Jesu tid var farisæernes projekt at bane vejen for messianske tilstande gennem lovreligion. Ved nøje overholdelse af Moseloven – og lidt til – håbede de at fremme Gudsriget. Tilsvarende anså de lovbrydere såsom den urene tolder for sabotører af det religiøse projekt. I vore dages Danmark er det vel tydeligst omkring temaer som klima, sundhed og økonomisk samfundssind, der opstår en taksering af mennesker som retfærdige eller uretfærdige, set i forhold til vores dominerende forståelse af det gode liv.

Når lignelsen i nyere tid har givet anledning til nyfortolkninger, er den opblæste farisæer gerne fremstillet som en repræsentant for gudelige vækkelser eller hellere kirkeligt personale. Særligt præster og degne har måttet holde for som billeder på religiøs selvretfærdighed og dømmesyge, og hermed har fordommen fået modsat fortegn. Præsteafklapsningen er et eldorado for satire og skadefryd, men sandt at sige er det dog vist de færreste, der kender en nutidig fordømmende præst.

Jeg viser her Valdemar Irmingers historiske maleri fra 1898 med titlen “Du dømte haardt, Du Præstesjæl – Du dømmes, som Du dømte selv”. Valdemar Irmingers voldsomt pædagogiske og umisforståelige “dommedagsbillede” fokuserer på præsten, som ved sin dømmesyge har udelukket sig selv, mens angergivne bedende ved paradisporten bydes ind i den lyse salighed med hvidklædte børn, firbenede skabninger og flyvende fugle. Den angergivne knælende er her en ung pige, som minder om kirkekunstens mange versioner af “synderinden”. I skyggen th. står en gruppe forfærdede  voksne. – Bemærk her den lille mørklødede engel, som har bud efter personer i denne gruppe. – Billedets pointe må vel være, at det nu er præstens tur til at sige: “Gud vær mig synder nådig!” Maleriet, som her er gengivet i farver, er solgt hos Lauritz.com og set på nettet. Dets fokus er den portvogtende Sct. Peter, der velsigner den unge pige, men afviser den nu sønderknuste præst.

Der findes en anden version af Irmingers genreagtige religiøse billede, som ses her nedenfor i s/h. Den er noget anderledes: Her ses tydeligt to porte: i den mørke port en lazaron foran højtstående personer, ligesom i middealderens helvedesbilleder. Den lyse port vogtes af Sct. Peter, som her gererer sig tvetydigt. I forgrunden står præsten oprejst og distanceret med et nærmest tåbeligt udtryk. Det er måske et andet moment i fortællingen, hvor præsten ikke har erkendt, hvordan han selv er under dom?

Valdemar Irminger (1850-1938) lærte tegning hos professor J. L Lund og var noget præget af dennes romantiske kunsttraditionsbundne religiøse univers, men selv mere naturalistisk i sin stil. Han var anerkendt landskabs- , dyre-, børne- og portrætmaler, men malede også følsomme, somme tider sentimentale genrebilleder, hvoraf nogle altså er bibelsk inspirerede (andre eksempler er “Jairi datter” og “Job og hans venner”). Han har i øvrigt brugt sit talent som dyremaler på et helt specielt religiøst billede “Ved Himmeriges port” fra 1914, hvor det er et livligt optog af dyr og kun dyr, Sct. Peter lukker ind i Himlens lyse sale!  – Irminger har mig bekendt ikke udført nogen kirkeudsmykning.

Den sort-hvide gengivelse af motivet findes i Niels Mortensens ‘Religiøs malerkunst i Danmark’.

I den førnævnte ‘Bogen om Jesu lignelser’ fra 2005 af Lodberg Hvas og Hanefelt Kristensen har Esben Hanefelt Kristensen udført en dekorativ, illustrativ fortolkning af også fortællingen om “Farisæeren og tolderen”: En rosenkrans indgår her i farisæerens fromhedspraksis, mens hanen på muren måske maner til selverkendelse (med reference til hanens galen ved Peters fornægtelse). Tolderen bærer i sin pung de uretmæssigt erhvervede penge – og må slå blikket ned. – Under den blå himmel ses svalernes frie flugt.

 

 

Elof Risebye, 1948 “Kristus”

Elof Risebye (1892-1961) professor på Kunstakademiet i freskomaleri og har 
skabt mindst 4 danske kirkeudsmykninger. Han har frem for nogen dansk 
kunstner skabt inderlige og meditative billeder af sorg og tro.
Dette sorgfulde Kristusbillede fra 1948 har jeg desværre kun kunnet finde 
i s/h gengivelse i Niels Mortensens gamle bog om Religiøs Malerkunst i DK.

Luk 19 fortæller om Jesu indtog, at da han så Jerusalem, “græd han over den” ved tanken om byens tragiske fremtid. I denne del af historien er det eneste trøsterige netop, som prædikanter ofte har sagt, at Jesus græder – og ikke primært over sig selv. Dermed viser han, at han ikke er udenforstående, men tager del og bærer med på menneskers lidelse.

Samme søndag hører vi om Jesu vrede i den aggressive aktion mod de handlende i Jerusalems tempel. Hvordan kan vi mediere tekstens sorg og dens vrede, uden at reducere en af siderne? Hvordan skildrer vi på en gang Kristi medfølelse og hans gudgivne myndighed? Jeg kommer til at tænke på en traditionel Kristus-ikontype, som er tilsigtet let asymmetrisk: Den ene haldvel af ansigtet er blid, den anden streng. Her vises ikonen fra 6.-7. årh., som angiveligt stammer fra Katharina Sinai Klosteret.

Jesus fortsatte iflg. flere evangelier sin vandring op til tempelpladsen. Her gav han sig til at undervise og konfrontere den offerbaserede tempelkult, som forhandlede, hvad Gud gratis vil give mennesket. Han jog de handlende ud, som solgte offerdyr og derved gjorde templet “til en røverkule”. Guds hus “skal være et bedehus!” råbte han. Mens “alle folkets ledere” ønskede munden lukket på ham, flokkedes folkemængden om ham, for “hele folket hang ved ham for at høre ham”.

“Tempelrensningen” er et sjældent motiv i dansk kirkekunst, som nødigt har konfronteret menigheden med den – utypisk? – vrede Kristus. Motivet findes to steder i Roskilde Domkirkes træskærerkunst (fra hhv. 1420 og 1560). Det blev malet af Carl Bloch i 1874, og det indgår som et motiv blandt mange i Joakim Skovgaards fresker fra o. 1900 i Viborg Domkirke. Herefter forbigås motivet, – indtil det for nyligt er dukket op igen. I høj grad har Tempelrensningen apelleret til nutidens danske kunstnere, som vil byde på noget andet end kunsttraditionens blide, næsten feminiserede Kristus.  Adi Holzer, Bjørn Nørgaard, Arne Haugen Sørensen og Erik Hagens har nyfortolket den voldsomme scene. Bjørn Nørgaard har skildret den slagkraftige Jesus i både glaskunst og skulptur, og hans enorme og komplekse skulptur på Ikast Kirkes forplads, hedder “Riv dette tempel ned”. Erik Hagens har i Skovlunde Kirke fortolket tempelrensningen gennem billeder af englepynt og spaghettigudstjenester, som Hagens åbenbart tolker som aktuelle  markedsgørelser af forkyndelsen. Der er religionskritik, kirkekritik og kulturkritik i det vitale motiv.

Jeg vælger her at vise en af Arne Haugen Sørensens akvareller fra 2007 med titlen “Tempelrensningen”, tilhørende kunstneren. Det findes i bogværket “Den store passion”. I denne version skildrer kunstneren den tumultariske situation i templet. Trappetrin i forgrunden og rundbuer i baggrunden angiver tempelarkitektur. Den hvidklædte Jesus i midteraksen står bagerst og løfter truende en genstand – en tavle? – mellem overrumplede personer og offerdyr. – Vi mindes om, at Jesus selv i kristendommen som “Guds lam” er det definitive offer.  – Det bidrager til billedets dramatiske struktur, at der i forgrunden tv. vises en stor profil med et opspærret øje og en løftet hånd. Repræsenterer denne profil en forfærdet deltager eller et vidne, hvis gamle religiøse verdensbillede rystes? – eller er det en opskaleret Kristusprofil med samme rød-hvide farver i hånden ??  Duernes himmelflugt gør scenen til et frihedsbudskab. At fugle slippes ud af deres bure, er et glædesfyldt symbol.