Christen Dalsgaard, 1875, Gråbrødre Klosterkirke Odense. Foto Claus Jensen.
Den oprindelige Gråbrødre klosterkirke i Odense blev af Kong Hans’ dronning Christine udstyret med Claus Bergs pragtværk (hænger nu i Skt. Knuds), men reformationens strukturændringer kostede Gråbrødre Klosterkirke Livet. Tilbage stod fortsat Gråbrødre Hospital, for man kunne nok undvære klostre, men ikke hospitaler. Den beskedne, men hyggelige Gråbrødre Hospitalskirke har fra 1875 været udsmykket med Christen Dalsgaards genreagtigt fortællende alterbillede. Christen Dalsgaard (1824-1907) placerer sig mellem romantik og naturalisme og spænder fra genrebilleder til alterbilleder. At han af Eckersberg blev undervist i perspektiv, bevidnes af billedets smukke arkitektoniske rumlighed med diagonalt stillet trappe og døråbning. Dalsgaard skabte en lang række religiøse billeder især til det grundtvigske miljø.
Dette billede kan forstås som et apropos til hospitalsplejen: Vi ser, at den barmhjertige samaritaner på sit æsel har bragt den overfaldne mand til herberget, hvor han betaler for den videre pleje. Gennem døren til sengestuen ses en kvinde, som vier den nødstedte al omsorgsfuld opmærksomhed.
Emnet er etik: Signaturteksten for kristen etik er ikke en stivnet regelsamling, men en levende, billedstærk fortælling. Den barmhjertige samaritaner i Luk 10 overrasker som en uventet replik i en dialog: I stedet for at svare stiller lignelsen spørgsmål, i stedet for codex sætter den en konkret situation, i stedet for lydighed mod regler sætter den indlevelsesevne, i stedet for en “næste” fra inderkredsen sætter den næsten fra fremmedgruppen. Ja lignelsen lader ligefrem begrebet om næstekærlighed rotere: Den pligtopfyldende lovkyndige spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” , med Jesus svarede: “Hvem synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Rollerne er med et byttet om. Lytteren inviteres således også til at forstå sig selv som den, der er fortabt uden en hjælpsom næste, af Luther tolket som Kristus.
Fordringen om næstekærlighed står dybest set ikke til diskussion, idet den udspringer af, at vi – frit efter Løgstrup – uvægerligt og ofte ubekvemt står med noget af en andens liv i vor hånd. Den etiske fordring er baseret på denne udleverethed, altså ikke primært på gensidighed.
Motivet Den barmhjertige samaritaner har siden guldalderen inspireret en lang række kirkeudsmykninger, men sjældent afbildes sygeplejen og de penge, der til dette formål skifter hænder. – Ja sundhedsvæsen koster. Det minder mig om den beskrivelse af velfærdssamfundet, at vi over skatten betaler for, at det bliver gjort, som vi ville have gjort, hvis vi faktisk elskede vores næste. – Forhåbentlig ikke kun ud fra en kalkule over, at det også kan blive vores tur.
Svend Engelund, 1963, Stenum Kirke. Foto Claus Jensen
Blandt modernister fortjener landskabs- og portrætmaler Svend Engelund (1908-2007) opmærksomhed om sine 5, nu 4, smukke nordjyske alterbilleder, hvor altså Den barmhjertige samaritaner pryder Stenum Kirke. Karakteristisk for Engelunds alterbilleder er farveskønheden og den geometriske komposition, der modstiller lodrette, diagonale og vandrette strøg, sidstnævnte med mindelser om Vendsyssels flade landskab. Æslet græsser tv., forbipasserende bevæger sig mod højre, samaritaneren er standset og ses frontalt. I en stærk diagonal linje rammer det løfterige lys oppe fra højre samaritaneren og den overfaldne, som reddes – og løfter sit ansigt mod lyset.
Birgitte Bech kirkekunst 