Elof Risebye, 1948 “Kristus”
Elof Risebye (1892-1961) professor på Kunstakademiet i freskomaleri og har skabt mindst 4 danske kirkeudsmykninger. Han har frem for nogen dansk kunstner skabt inderlige og meditative billeder af sorg og tro. Dette sorgfulde Kristusbillede fra 1948 har jeg desværre kun kunnet finde i s/h gengivelse i Niels Mortensens gamle bog om Religiøs Malerkunst i DK.
Luk 19 fortæller om Jesu indtog, at da han så Jerusalem, “græd han over den” ved tanken om byens tragiske fremtid. I denne del af historien er det eneste trøsterige netop, som prædikanter ofte har sagt, at Jesus græder – og ikke primært over sig selv. Dermed viser han, at han ikke er udenforstående, men tager del og bærer med på menneskers lidelse.
Samme søndag hører vi om Jesu vrede i den aggressive aktion mod de handlende i Jerusalems tempel. Hvordan kan vi mediere tekstens sorg og dens vrede, uden at reducere en af siderne? Hvordan skildrer vi på en gang Kristi medfølelse og hans gudgivne myndighed? Jeg kommer til at tænke på en traditionel Kristus-ikontype, som er tilsigtet let asymmetrisk: Den ene haldvel af ansigtet er blid, den anden streng. Her vises ikonen fra 6.-7. årh., som angiveligt stammer fra Katharina Sinai Klosteret.
Jesus fortsatte iflg. flere evangelier sin vandring op til tempelpladsen. Her gav han sig til at undervise og konfrontere den offerbaserede tempelkult, som forhandlede, hvad Gud gratis vil give mennesket. Han jog de handlende ud, som solgte offerdyr og derved gjorde templet “til en røverkule”. Guds hus “skal være et bedehus!” råbte han. Mens “alle folkets ledere” ønskede munden lukket på ham, flokkedes folkemængden om ham, for “hele folket hang ved ham for at høre ham”.
“Tempelrensningen” er et sjældent motiv i dansk kirkekunst, som nødigt har konfronteret menigheden med den – utypisk? – vrede Kristus. Motivet findes to steder i Roskilde Domkirkes træskærerkunst (fra hhv. 1420 og 1560). Det blev malet af Carl Bloch i 1874, og det indgår som et motiv blandt mange i Joakim Skovgaards fresker fra o. 1900 i Viborg Domkirke. Herefter forbigås motivet, – indtil det for nyligt er dukket op igen. I høj grad har Tempelrensningen apelleret til nutidens danske kunstnere, som vil byde på noget andet end kunsttraditionens blide, næsten feminiserede Kristus. Adi Holzer, Bjørn Nørgaard, Arne Haugen Sørensen og Erik Hagens har nyfortolket den voldsomme scene. Bjørn Nørgaard har skildret den slagkraftige Jesus i både glaskunst og skulptur, og hans enorme og komplekse skulptur på Ikast Kirkes forplads, hedder “Riv dette tempel ned”. Erik Hagens har i Skovlunde Kirke fortolket tempelrensningen gennem billeder af englepynt og spaghettigudstjenester, som Hagens åbenbart tolker som aktuelle markedsgørelser af forkyndelsen. Der er religionskritik, kirkekritik og kulturkritik i det vitale motiv.
Jeg vælger her at vise en af Arne Haugen Sørensens akvareller fra 2007 med titlen “Tempelrensningen”, tilhørende kunstneren. Det findes i bogværket “Den store passion”. I denne version skildrer kunstneren den tumultariske situation i templet. Trappetrin i forgrunden og rundbuer i baggrunden angiver tempelarkitektur. Den hvidklædte Jesus i midteraksen står bagerst og løfter truende en genstand – en tavle? – mellem overrumplede personer og offerdyr. – Vi mindes om, at Jesus selv i kristendommen som “Guds lam” er det definitive offer. – Det bidrager til billedets dramatiske struktur, at der i forgrunden tv. vises en stor profil med et opspærret øje og en løftet hånd. Repræsenterer denne profil en forfærdet deltager eller et vidne, hvis gamle religiøse verdensbillede rystes? – eller er det en opskaleret Kristusprofil med samme rød-hvide farver i hånden ?? Duernes himmelflugt gør scenen til et frihedsbudskab. At fugle slippes ud af deres bure, er et glædesfyldt symbol.
Birgitte Bech kirkekunst 