Aksel Jørgensen "Den spedalske", af kunstneren skænket til indvielsen af Taksigelseskirken, Kbh.Ø, 1927, men ti år senere igen fjernet på grund af menighedens utilfredshed, bl.a. begrundet med billedets ufærdighed. Billedet kom tilbage til kunstneren og siden til Silkeborg Kunstmuseum. Det blev i 1984 opsporet af Taksigelseskirkens præst K. E. Munck og endelig genophængt i Taksigelseskirken i 2008.
Professor ved Kunstakademiet Aksel Jørgensen (1883-1957) var bl.a. kendt for sit socialdemokratiske hjerte og sin loyale skildring af den københavnske arbejder- og underklasse. Da han besluttede at skænke et kunstværk til den nye kirke i barndomskvarteret, blev dette hans eneste kirkelige værk, bortset fra at han faktisk senere arbejdede videre med skitser til samme motiv.
Kirken kaldtes Taksigelseskirken på grund af ‘Danmarks beskærmelse’ gennem 1. verdenskrig og Sønderjyllands genforening med Danmark. – Jørgensen har fortolket den evangelietekst om taknemmelighed, som findes i Luk 17, og som handler om, at Jesus under sin vandring i udkanten helbredte ti udstødte spedalske, hvoraf kun “én er vendt tilbage for at give Gud æren”, “og det var en samaritaner”. – Således forbinder teksten sig med forudgående søndags prædiketekst om ‘den barmhjertige samaritaner’.
I Aksel Jørgensens farverige billede af den helbredtes taksigelse genkender vi ‘de almindelige mennesker’ i hovedfeltet. Det er et appellerende raffinement, at et par af de knælende børn har øjenkontakt med menigheden. Fløjene viser smukke tilbedende engle. Overvældet af ydmyg taknemmelighed har den helbredte spedalske i midteraksen “kastet sig for Jesu fødder” og begravet sit hoved i det guddommelige fader- eller moderskød. Den store gave er at få lov at leve et almindeligt liv i menneskers samfund. Det centrale Kristusbillede afviger meget fra traditionelle bibelhistoriske billeder af den unge Jesus. Måske ser vi en inspiration fra visionen i Daniels Bog 7, 9 om “Den gamle af dage”, hvis “klæder var hvide som sne og håret på hans hoved var som ren uld”. Man har også sammenlignet skikkelsen med en vikingehøvding. Den guddommelige majestæt på Jørgensens alterbillede er bred og frontalt tronende som en romansk Majestas eller Pantokrator i middelalderens apsisudsmykninger. Det er en tidløs vision, understreget af englehoffet. Billedets takkende og tilbedende person(er) kan være identifikationsmodeller for enhver, som under nåden får lov at leve et almindeligt liv i menneskers samfund. Tak for det almindelige liv!
Birgitte Bech kirkekunst 