Kunst til kirkeåret

18. sønd. e. trin. 2. rk. – “I er grenene”

Vi lever af vore sammenhænge: med naturen, med hinanden – biologisk og åndeligt; først og sidst lever vi af vores sammenhæng med livets kilde. Den livsbærende sammenhæng anskueliggøres med et af Johannesevangeliets billedskabende ‘Jeg er’-ord: “Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ, og min far er vingårdsmanden…. En gren kan ikke bære frugt af sig selv…. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt”…

I ritualbogens faddertiltale bruges den smukke, gamle havebrugsmetafor for dåben, at barnet er indpodet i Kristus. Fadderne tilskyndes til ved bøn og kristen oplæring at drage omsorg for, at barnet “må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham”.

Det giver så god mening, at Jette Vohlerts nye udsmykning i Give Kirke (2017) bl.a. har forsynet den genåbnede dør bag døbefonten med en bronzeskulptur af et spirende træ. Den smukke romanske granitfont hvisker om sammenhæng gennem generationer og bærer selv et traditionelt symbol for livstræet i sin tovsnoning langs kummens rand. Dér vælder lyset nu ind gennem den gennembrudte mur, og et levedygtigt træ fyldt af knopper tegner sig i ruden – som et billede af det vintræ eller livstræ, dåbsbarnet indpodes i. – Vi lever af vore sammenhænge!

Den meget anerkendte billedhugger Jette Vohlert f. 1944, som har hentet inspiration i både antikken og modernismen, har skabt mange værker til offentlige rum og flere seværdige kirkeudsmykninger, bl.a. i Skrydstrup.

17. sønd. e. trin. 2. rk. – “kommet for at kalde syndere”

Kristus samler sig en menighed af syndere; andet materiale gives nu engang ikke at bygge kirke af. Den økonomisk umoralske tolder Levi er Markusevangeliets case: Han hentes ind i det uhørt inkluderende Kristusfællesskab – til fortrydelse for de lovkyndige, der har gjort sig anderledes umage for at leve et ordentligt liv: Hvorfor vælger Jesus at degraderes ved at spise med så dårligt selskab? “Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”, lyder svaret. Jesus sætter noget nyt i verden ved at gøre tilgivelsen fællesskabsstiftende. Den må sprænge de gamle rammer; det er “ung vin på nye sække”.

I grunden kan ethvert nadverbillede være en ‘illustration’ af dette evangelium. I nutiden er Arne Haugen Sørensen en af de kirkekunstnere, der skildrer måltidsfællesskabet aldeles uden idealisering af deltagerne: Der er uden tvivl slyngler til bords, der er anarki og mange dagsordener. Det fællesskabsstiftende er og bliver netop tilgivelsen. Det viste maleri er Arne Haugen Sørensens alterbillede fra 2004 til Herning Valgmenighedskirke, fundet på kirkens hjemmeside. Kunstneren har også udsmykket kirkens ruder.

16. sønd. e. trin. 2. rk. – Lazarus, kom herud!

Vi står ved nye og gamle grave med vore savn. Kunne vores kærlighed bare nå frem til ham eller hende! Her ved gravene, hvor håb tager livtag med tvivlen, længes vi efter at turde tro på evangeliets klare ord om en kærlighed, der kan nå frem. Vi vil høre Johannesevangeliets fortælling fra Lazarus’ grav, hvor Kristi stemme bryder igennem mulmet. Fortællingen om, at Kristus kalder den døde til livet, giver sørgende mennesker et dyrebart tegn på Guds kærligheds ustandselighed.

Til sidste søndag viste jeg Karl Isaksons maleri af Jesus hos Martha og Maria. Også Lazarus’ opvækkelse har Karl Isakson fortolket i et maleri, hvis farver fortæller en stærk historie om, at livet, kærligheden og varmen i Guds navn får magt over død og kulde. Maleriet er fra 1921 og hænger på Moderna Museet i Stockholm

Det samme motiv fortolkes på den danske kirkekunstscene, fx i Joakim Skovgaards fresko i Viborg Domkirke fra o. 1900: Med Skovgaards karakteristiske ‘tæppemaleri’ klædes katedralens mure på med levende og dekorative bibelfortællinger i flere niveauer. Skovgaard breder frelseshistorien ud i en harmonisk malet kulisse, der balancerer mellem en to- og en tredimensionel fremstilling i respekt for rummets egne arkitektoniske flader. På et vægstykke samles motiverne Lazarus’ opvækkelse og Jesus hos Martha og Maria (sidste søndags tekst) neden under Jesu indtog i Jerusalem, hvor Jesus selv – under hyldest – rider ind i mulmet.

Som en note kan oplyses, at Skovgaards assistent Niels Larsen Stevns i 1905 kopierede scenen med ‘Jesus hos Martha og Maria’ som selvstændigt alterbillede til Hersom Kirke ved Møldrup i Midtjylland.

15. sønd. e. trin. 2. rk. – Jesus hos Martha og Maria

Luk. 10 fortæller om Jesu besøg hos Lazarus’ søstre Martha og Maria, hvor Martha flittigt varter gæsten op, mens Maria sætter sig og lytter til ham. Den ene søster irriteres over at være alene om det huslige slæb, den anden prøver at overhøre søsterens rastløse foretagsomhed. Vi kender sikkert begge roller fra os selv, og her får vi så lov at sænke skuldrene. “Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Meningen er nok ikke, at vi generelt skal lade andre om arbejdet, men at vi må slippe den eksistentielle uro. Vi skal og kan ikke rastløst præstere os til fylde i tilværelsen; finder vi livets fylde, er det som en glæde i nærværet, modtaget med tro og tillid. Nåden er som gave lige så tilgængelig for små børn som for forslidte gamle koner; den er ikke summen af flueben på ‘to-do-listen’.

Den svensk-danske maler Karl Isakson (1878-1922) malede få år før sin død dette bemærkelsesværdige oliemaleri af Jesus hos Martha og Maria – med bror Lazarus som bisidder ved det dækkede bord tv. Isakson havde besøgt den danske kristne modernist Niels Larsen Stevns og følte sig underlegen i sammenligning. Isaksons religiøse billeder bevidner dog, at han tog ved lære af Stevns’ betydningsladede brug af lyset og farvernes glød. Farverne giver billedet liv og intensitet og kan løfte dets budskab til et metafysisk plan. Mens Marthas rygvendte og travle silhuet er næsten skræmmende sort, fremhæver Marias luerøde hovedklæde hendes hengivne opmærksomhed. Hun er med krop og sjæl vendt mod Jesus, der behersker billedet som en rolig, himmelblå gestalt. Marthas sorte skygge formår ikke at afskære den intense kontakt mellem Jesus og Maria. Vi kender Jesu replik og kan næsten høre ham kalde Martha ud af rastløsheden og ind i lyset. – Billedet, som er i privateje, har jeg fundet gengivet i Mikael Wivels fremragende klassiker “Lysets tøven” om Niels Larsen Stevns.

14. sønd. e. trin. 2. rk. – ved Bethesda Dam

I Jerusalem kan man besøge den arkæologiske udgravning af Bethesda Dam og forestille sig al den akkumulerede elendighed på Jesu tid: Syge med eller uden håb, der lå og ventede på et mirakel, som beskrevet i Joh. 5. Mirakelforventningen var underligt nådesløs: Det var alles kamp mod alle. Hvis en engel pludselig ville komme farende ned og røre vandet, kunne den første badende – og kun den første – blive helbredt; det store ukampdygtige flertal uden effektive forkæmpere måtte forblive i hjælpeløsheden.

Jesus omskaber historien ved at genstarte et liv, der i 38 år har være stivnet i denne venteposition: “Vil du være rask”? “Rejs dig, tag din båre og gå!” Det er nok ikke en historie om, at man altid bare kan og skal tage sig sammen, men nok en historie om, at Guds muligheder med et menneske aldrig er udtømte og langt kan overskride vore nøjsomme forventninger. Nåden er ikke rationeret. Nåden er ikke begrænset til etablerede kanaler. Nåden kan overraske som et uventet møde, tilsagn og inspiration – og forvandle resignation til latter.

I denne sære koronatid kan mange genkende tilværelsen som en venteposition, hvor vaccinen måske står for os som det ventede mirakel: På et tidspunkt ad åre bliver denne ‘frelse’ måske tilgængelig, – forhåbentlig ikke blot i de rige samfunds nådesløse kamp mod alle. MEN med alle begrænsninger er denne sære periode ikke bare en ventetid, ikke bare en lang parentes, før livet genoptages, men det er vort liv nu. Det er betydningsfulde dage – måneder – år. Det er timer, som Gud allerede fylder med velsignelse. Kan vi ikke stadig modtage den nåde at være elskede og kunne elske? Føre gode samtaler? Synge? Le? Måske rejse os og gå?

Joakim Skovgaard malede 1886-88 sit dramatiske billede: “Englen rører ved vandet i Bethesda Dam”, som kan kaldes Skovgaards første religiøse billede. Det hænger nu på Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Norge. Jeg har bl.a. fundet billedet gengivet i Bd. 5 i Ny Dansk Kunsthistorie.

Henrik Wivel skriver i sin kyndige fortolkning i bogen Joakim Skovgaard bl.a. at billedet har visionens karakter, hvor englen som et vinget lyn er det lysende fikspunkt. Billedet rummer store kontraster mellem den statiske arkitektur og det dynamiske liv, der strømmer om dammens vand. Der er flere kontraster i billedets struktur: De syge udgør et tumultarisk felt, det maser sig frem. Den voldsomt fysiske menneskemasse med al dens kamp og uro danner en effektfuld modsætning til det egenartede metafysiske i englen tilstedeværelse. Englens blændende vingefang omgives af en strålekrans, der til forskel fra al den menneskelige uro er præget af orden og harmoni.

Billedet er en forløber for Joakim Skovgaards kristne hovedværker. Her ved Bethesda Dam venter vi endnu på Kristus.