Kunst til kirkeåret

23. søn. e. trin. 2. rk. – Gavmildhed

Markusteksten handler om gavmildhed: Jesus går i rette med velbjærgede og renommerede personer, der nok for et syns skyld er godgørende, men “æder enker ud af huset”. Han fremhæver modsætningsvis den uanselige og fattige enke, som i tempelbøssen lægger sin sidste skærv. ..“de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.” – – Jeg kommer til at tænke på husstandsindsamlinger, hvor vi hos både rige og fattige appellerer: “Giv en skærv!”. Jeg ser for mig den skrøbelige lille folkepensionist, som altid har pungen klar og bevidner sin medfølelse med alverdens nødlidende. Hurra for hende (og ham)! – Men teksten handler om mere end indsamlinger og almisser, med eller uden velfærdssamfund. Den handler på det økonomiske plan om lokal og global ulighed, og på det eksistentielle plan om menneskelig generøsitet: tør vi nogen sinde slippe den prioritet at sikre os selv? – Spørgsmålet stilles os af ham, der gav sig selv.

Den fattige enkes skærv er repræsenteret i mindst 4 forskellige danske kirkers udsmykning. Mest kendt er Elias Ølsgaards (1873-1864) smukke bronzeskulptur fra 1957 uden for Johanneskirken i Aarhus, hvor Ølsgaard boede det meste af sit liv (se nederst i opslaget) Den spinkle kvinde med det sorgmærkede ansigt er skildret med ynde og værdighed. Billedhuggeren regnede selv den følsomme figur for sit mesterværk. Imidlertid har skulpturen en forgænger i en Elias Ølsgaards barndomskirke: Kollerup Kirke ved Jelling. Til denne middelalderkirke forærede Ølsgaard allerede i 1953 sin skulptur. Den fattige enke står i Kollerup i hvidmalet bronze (!?), appellerende placeret ved siden af den korssmykkede kirkebøsse ved udgangen. Come on!

22. sønd. e. trin. 2. rk. – Hos de sårbare

I Matthæus’ tekst bringes de mest uanselige mennesker i fokus: De små og sårbare, de der er mest afhængige, står Gud nærmest. Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig, melder Kristus. Teksten bringer lodrette ve-råb over dem, som forårsager de svages fald. – Og hvem føler sig slet ikke truffet? – Det er vores menneskelige ansvar og altså også vores gudstjeneste at drage omsorg for de små med legemlig, sjælelig og åndelig omsorg, at værne om deres tillid og livsmod. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.… – At man kan være lille på mange måder, har vi nok alle erfaret, – især når vi er faret vild i livet. Teksten rundes af med lignelsen om det vildfarne får, som den gode hyrde går ud og opleder for at hente det hjem. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. – Kristus er hos de sårbare, selv sårbar. Guds usvigelige nærvær i sårbarheden er evangeliet.

Billedhugger Laila Westergaard arbejder på den nye hospitalskirke i Gødstrup. Døbefont og altertavle er allerede færdig, og vi glæder os til kirkens indvielse palmesøndag 2021. Altertavlen er et figurrigt relief med genkendelige bibelske og menneskelige motiver. I centrum er korset, tv. et nadverbord, th. Kristi nedtagelse fra korset i sørgende menneskers favn. Westergaard fortæller i sit myldrebillede om Guds nærvær i sårbarheden. Om korset samles mennesker af forskellig alder, køn, udtryk. Her viser jeg foruden hele altertavlen et udsnit med et lille barn, og sandelig også et udsnit med et lam, der bliver båret.

Alle Helgen, 2. tekstrk.

Hvordan afbilder man svaret på de dybeste længsler? Lindring af ubærlig lidelse? Trøst over umistelige tab? Forsoning og tilgivelse af det utilgivelige? Ja, hvordan afbilder vi salighed?? Forfatteren til Johannes’ åbenbaring ved, at trøsten må være centreret om Guds nærvær, når alt kommer til alt. Med nogle af bibelens smukkeste verslinjer maler han sin vision af saligheden i Guds land: “Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” …. “Han, der sidder på tronen, sagde: Se jeg gør alting nyt! Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand.” Johannes’ lykkelige ord skaber billeder, der har inspireret tidligere tiders kirkekunstnere. Blandt nulevende danske kunstnere er det først og fremmest Esben Hanefelt Kristensen, der kan tage den bibelske mystiker på ordet og lade sine pensler skabe billeder af saligheden. Så fint, så fint fremmaler han et dekorativt mylder af levevæsener fra alle zoner, blomster fra alle årstider og mennesker, der alle ser det samme. Esben Hanefelt har til kirker i Aalborg (Vesterkær) og Hadsund malet altertavler med visioner af Det ny Jerusalem og opstandelsens morgen.

Til dette opslag har jeg valgt en af Hanefelts mange bogillustrationer, her til Selma Lagerlöfs legende om Juleroserne. I Hanefelts billede er Gud repræsenteret af himmelborgen “Det ny Jerusalem”, der lyser i den klare nat med stjernehimmel og rimfrost. Eventyrligt forvandler natten sig her til en farverig, brusende, blomstrende forårsfest. – En hyldest til skabningens mangfoldighed og skønhed, som trodser intetheden!

20. sønd. e. trin. 2. rk. – Hovedhjørnestenen

Mattæusteksten er en rå krisetekst, der handler om, at ikke alt er lige meget: Får sønner en opgave, er det ikke lige meget, om de faktisk tager den på sig eller ej. Forpagter bønder en veludstyret vingård, er det ikke lige meget, om de i tidens fylde deler høstudbyttet redeligt, eller tværtimod forgriber sig på ejeren. Lignelsen beretter, at bønderne dræber ejerens udsendte arving, og hermed er fortællingen blevet en allegori om Jesu skæbne. Jesus skaber krise, idet hans evangelium deler vandene: Vil man bringe dette ord til tavshed – eller modtage det med tak? Lignelsen udmunder i et spørgsmål til tilhørerne om, hvordan historien skal slutte?

Her følger så den smukke metafor om hovedhjørnestenen: Man kan falde over en stor sten, men man kan også udvælge den som bygningsfundament. Den rette sten kan sætte koordinater og danne sokkel og base. At Gud selv – som en hovedhjørnesten – tilbyder os en retning og et bæredygtigt fundament er dagens evangelium.

Man skal unde sig selv en fordybet iagttagelse af romanske kirkers granitsten med stenbilleder, som især Jylland er så rig på. På mere end ottehundrede års afstand er de grove motiver ofte gådefulde, men tydeligt er det, at de fortæller om en dramatisk kamp mellem godt og ondt. Det er en kamp på liv og død, hvor intet er lige meget. Jeg vælger her at vise en enkel romansk søjlebase fra Skanderup Kirke ved Kolding. Portalen har ganske vist skiftet plads i medfør af kirkens udbygninger, men åndeligt set er kirkens fundament til hver en tid det samme – med billedet af Guds menneske.

19. sønd. e. trin. 2. rk. – “Kom og se!”

Tidligt i Johannesevangeliet udpeger Døberen Jesus som Guds lam, og der fortælles om, hvordan disciple slutter sig til Jesus; den ene følges af den anden. De genkender Messias i Jesus, og de føler sig genkendt af ham. Filip kaldte på Nathanael: “Kom og se!” Men Nathanael var allerede på forhånd set af Jesus som ham, der havde stået i det fjerne under et figentræ, ham der var en israelit uden svig. Det udløste Nathanaels bekendelse sådan at være set og kendt, og Jesus stillede ham mere i udsigt: “Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det”…. “I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”

Der findes faktisk en dansk kirkeudsmykning med netop dette motiv: Nathanael stående under figentræet, i ånden set af Jesus, mens Filip kalder: “Kom og se!” Det er motivet i tympanonrelieffet over indgangen til Filips Kirke på Amager, udhugget o. år 1927 af Johan Rudolf Carl Nielsen (1863-1952), som bedst er kendt for arbejdet som arkitekt, bl.a. på Davids Kirke og Blågårdskirken i Kbh. Som udsmykning af indgangsportalen til Filips Kirke er motivet et signal om en inkluderende kirke, hvor den ene i menigheden gerne kan tage den anden med: “Kom og se!” – i håb om store ting.

“Menneskesønnen”, i 3. person, synes at være Jesu foretrukne selvbenævnelse – med notationer af såvel en mytisk, himmelsk skikkelse som en af os. Evangelisterne kæmper med at identificere Jesus, der sprænger etablerede religiøse kategorier. Den traditionelle Messiastitel, som i teksten bruges af Andreas, var jo normalt ikke forbundet med offeret. Det er derimod den benævnelse, Døberen bruger i sin egenartede bekendelse: “Se, dér er Guds lam.” Lammet associeres til ordene i Esaias’ sang om Herrens lidende tjener, sonofferet, der som et får føres til slagtning.

I 1930 skabte den meget værdsatte kirkekunstner Niels Skovgaard, Joakims yngre bror, til Rørdal Kirke i Aalborg en festlig altertavle med titlen “Se, det er Guds-lammet”. Det myldrer med får og lam på altertavlens ramme, så vi også må tænke på den gode hyrde. Johannes Døberen peger i maleriet på Kristus, som kommer gående forbi og altså vises i profil. Foran denne ophøjede skikkelse knæler en rygvendt discipel – en identifikationsfigur for enhver i menigheden. Alle bærer prydede glorier. Billedet er et saligt glimt, hvor Guds engle ses stige op og ned i skikkelse af forgyldte relieffer på altertavlens ramme. Foto er – med tak – fundet hos Niels Clemmensen, der på forbilledlig måde har gennemfotograferet og kommenteret samtlige kirker i Aalborg Stift.