Kunst til kirkeåret

Sigrun Gunnarsdottir

 

Teksterne om tro begynder denne søndag med en gammeltestamentlig tekst om troens fader Abraham, som efter nogen guddommelig overtalelse bevæges til at tro på forjættelserne. Paulus mønstrer i epistlen flere eksempler fra GT til støtte for sin berømte definition af tro: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” –  Men i evangeliet Luk 17, 5- er der ingen troshelte. Her fremgår det, at hvis troen er en verdensomvæltende kraftkilde, er det en kraftkilde, som disciplene IKKE har, end ikke “som et sennepsfrø”. Disciplene beder Jesus: “Giv os en større tro”, og – som vi må forstå – har de ikke meget at påberåbe sig. Den verdensomvæltende kraft tilhører den suveræne Gud, ikke mennesker. For os mennesker er tro ikke en kapacitet eller præstation, men en tilflugt og et tilhørsforhold, som bærer og sætter retning.  – Så kommer vi til tekstens lignelse om, at tjenere/ disciple, der har gjort, hvad de “har fået besked på”, kun er “unyttige tjenere”, som ikke har krav på tak fra deres herre/ Gud. I demokratiske tider er  dette feudale eksempelmateriale (om enevældige godsejere m.v.) noget fremmedgørende, men Guds suverænitet er pointen, og vi kan overvinde historiske støjsendere ved med Jesus billedligt at kalde Gud “far”, – eller hvorfor ikke mor, bedstemor, bedstefar?

Den store færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottirs (f. 1950) har bl.a. skabt det herlige både enkle og underfundige billede “I bedstefars båd”. Kunstnerens billeder har ofte flere lag, og bedsteforældrene repræsenterer gerne tro og tryghed. I billedserien “Mig og bedstemor” sikrer bedstemor med salmebogen, de store hænder og det ternede forklæde, at der i barnets verden er op og ned, fodfæste såvel som højt til himmelen. Billedet “I bedstefars båd” kan også give en symbolsk mening fra sig: Båden på dybet repræsenterer menneskelivets usikre færd, men bedstefar giver sejladsen tryghed, drift og retning. De små rorkarle gør deres bedste, men pointen er ikke deres præstation; det er deres tilhørsforhold, som giver dem tillid og livsmod. Menneskebørnene er sådan set “unyttige tjenere”, men både set, elskede og udfordrede.

Sigrun Gunnarsdottir (f.1950) "I bedstefars båd". 
Sigrun Gunnarsdottir har udstillet på Galleri 
Emmaus i Haslev, hvor man også har solgt en smuk 
bog om hendes kunst.

Sigrun Gunnarsdottir "Disse mine mindste"

 

 

Fortællingen i Joh. 4 om Jesus og den samaritanske kvinde ved Sykar brønd er righoldig og underfundig, ja uudtømmelig. Evangeliet er generøst og overstrømmende. Vi forstår intuitivt det rene, levende vand som Guds nåde, som en kærlig hilsen til os fra skabelsens morgen, en stadigt livgivende gave, som vi kan misbruge og forurene, men ikke selv producere.

I kirkens liv forbinder evangeliet om det levende vand sig med dåbens tegn. Blikket glider til døbefonten. På gulvet udenom Snesere Kirkes middelalderlige døbefont har Signe Lewis og Till Junkel i 2016 skåret fortællingen om det strømmende vand ud – ikke i pap men – i Ølandsklinker og terrazzo i forskellige nuancer. Det ser overdådigt ud. Det “flyder” over alle bredder; helt ud i våbenhuset. Det følger dåbsbarn og andre kirkegæster på vej ind og ud, ud i livet. Den og det hellige følger med os.

Efter en rejse til Israel, hvor der på liv og død kæmpes om helligsteder og konkrete arvelodder, vil jeg fryde mig over det Jesusord i dagens tekst, som epokegørende bør løfte kristendommen ud af alverdens kampe om rette kultsteder. Det hellige er ikke et sted! Jesus beroliger den samaritanske kvinde med, at hendes mellemværende med Gud hverken handler om patriarkers grave eller Jerusalems arkæologi eller bygningsværker, for “der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”.

Signe Lewis og Till Junkel er en veluddannet dansk-tysk 
kunstnerduo, som er født i 60erne og bosat i Stege. 
De har i Snesere Kirkes gulvplan i 2016 udført et stort 
skulpturelt kunstværk i Ølandsklinker og terrazzo i 
forskellige nuancer, der 'flyder' som vand i formationer 
fra døbefonten op mod alteret og ned mod udgangen.
Foto: Claus Jensen

 

 

I 2009 har Benny Vindelev, kunstner, præst og konsulent 
for folkekirken i Aalborg Stift, skabt denne smukke, 
stiliserede bronzeskulptur "Kvinderne" til Ry Kirkes forplads. 
Det skete til kirkens 100 års jubilæum. 
Kristus er skildret både myndig og sårbar som ham, 
der med åbne hænder rækker ud mod mødrene og deres børn. 
Børnenes små isser er blankpolerede, så de lyser som guld. 
Jeg ser det som et symbol for velsignelsen eller dåben, 
den kærlighedshandling, der lader børnene lyse ikke bare 
i forældrenes, men i Guds øjne. Foto: Claus Jensen

At skulpturen kaldes “Kvinderne” har sin stedsspecifikke forhistorie, idet det var den lokale kvindeforening, forløberen for Dansk Kvindesamfund, der frem til 1909 tålmodigt samlede (små)penge ind til bygningen af Ry Kirke ved Skanderborg  for at afkorte den alt for lange kirkevej til Gammel Ry. Ry Kirke blev derfor til at begynde med kalde “Kvindernes kirke”

 

 

Bebudelses- og juleskabet har Stefans stening som motiv for højre fløj