Kunst til kirkeåret

Som et præludium til langfredags vold byder 3. fastesøndag på den skarpest tænkelige stridssamtale. Modsætningen trækkes op mellem Jesus og hans modstandere, der påberåber sig at være Abrahams børn. Jesus karakteriserer omvendt fjenderne som børn af løgn, mord og Djævel. Han taler med den gudgivne autoritet, som tydeligst italesættes i det ‘højkristologiske’ Johannesevangelium: “det er fra Gud, jeg er udgået og kommet… jeg siger sandheden; derfor tror I mig ikke… Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.” – Som om den pure godhed og renhjertethed er så uoverkommelig på åndens skyggeside, at den virker som en fremkalder for menneskers mistro og spot?

Den moderne ekspressionist Svend Wiig Hansen (1922-97) har omkring 1996, altså året før sin død, skabt et kunstværk, der skildrer et sådant modsætningsforhold mellem det ene (endnu) levende menneske og kolde modstandere. For Wiig Hansen forbindes den truende umenneskeliggørelse med den kolde krig og siden med den teknologiske udvikling. Vi kunne måske tilføje diverse ideologier, fundamentalisme, finanskapitalisme og andre -ismer, som kan lukke menneskehjerter til.

I pragtbogudgivelsen GIGANT beskriver Jesper Christensen maleriet som et “signalement af verdens tilstand”, et visionært billede, hvor det isolerede, flydende hoved tv. repræsenterer det profetiske. Midt i billedet står en person som livets repræsentant, malet i varme farver, ansigt til ansigt med kolde og ansigtsløse væsener. Over for denne truende depersonalisering fremstår mennesket i midten som den eneste (over)levende af en human race.  – Billedet har ingen titel, kirkekunst er det i hvert fald ikke direkte, men måske indirekte? Det skildrer ensomheden og værdigheden hos den enkelte levende, som vil forblive tro mod det menneskelige og råbe omgivelserne op. Det er fristende at tage munden fuld af teologi og kalde ham gudbilledlighedens ensomme forsvarer…

– Og så kommer omsider det trøsterige i prædiketekstens sidste tilføjelse: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”. Har dette udsagn ikke en fin genklang i Arne Haugen Sørensens vidunderlige opstandelsesbilleder med det lille menneske i den store hånd?

Arne Haugen Sørensen “Blå opstandelse”, Lillerød Kirke

I fastetidens tekster tages der livtag med alt det destruktive. I 2. fastesøndags tekst stiger Kristus med udvalgte disciple ned fra deres salige stund på Tabor bjerg, hvor Jesus blev ‘forklaret’ i en åbenbaring af lys. Nede i lavlandet venter dem en konfrontation med de mørke, livsødelæggende kræfter, der her kaldes dæmoner. Den menneskelige elendighed er fortættet til stede hos en dreng, som i nutidssprog er martret af en svær mental eller neurologisk lidelse. Omkring drengen og hans far er der sammenstimlen af disciple, skriftkloge m fl; der er diskussion – og afmagt. Jesu ankomst vækker ærefrygt og giver scenariet et nyt centrum. Den desperate far tigger straks Jesus om hjælp: “hvis du kan gøre  noget, så forbarm dig over os”.  Jesus anholder faderens spagfærdige tro, for “Alt er muligt for den, der tror”, hvorpå faderen må råbe: “Jeg tror, hjælp min vantro!”. – Med dette – ofte citerede – råb krystalliseres den fællesmenneskelige bøn om hjælp i en nød, som altså både er vantroens og tvivlens og al mulig anden nød. Kristus besejrer og uddriver “den stumme og døve ånd” – og rejser den nu helbredte dreng op. – I en debriefing med de afmægtige disciple konkluderes: “Den slags kan kun uddrives ved bøn”. – Vi står tilbage med en erkendelse, at det åbenbart ikke er os men GUD, som “alt er muligt for”. Det er frugtesløst at taksere vores egen usikre tro og bøn på skalaer mellem vantro og tro. Hovedsagen er, at Guds hellige ånd fuldbyrder troen og bønnen. “Jeg tror, hjælp min vantro!”

Undtagelsesvis griber jeg til et billede, som ikke hænger i Danmark, men i Vatikanet. Det er den italienske renæssancemaler Rafaels “Transfiguration”, som blev påbegyndt i 1518 og aldrig blev malet færdigt. Jeg viser det udsnit, hvor der er opløb og ophidselse omkring den plagede dreng. Øverst tv. ses en discipel, som peger opad mod lyset: opad mod Tabors top, hvor Jesus ses svæve i Forklarelsen. Rafaels Billedet virker noget uformidlet sammensat af den lyse del foroven og den mørke forneden, og det må netop være billedets ide at vise kontrasten mellem lys og mørke. Hvad der i billedet forbinder den mørke med den lyse billeddel er alene den nævnte discipels pegen opad – med den forhåbning og forventning, der ligger heri. Denne pegen opad må være pointen. Fra det eksistentielle mørke må mennesker række op mod lyset. Hvad ellers?

Nedenfor vises hele Rafaels billede Transfigurationen, hvor Forklarelsens under tiltrækker sig opmærksomheden.

Danske billeder af dæmoner kan man godt finde, dels i de gyseligt underholdende kalkmalerier, dels i sjælesørgeriske billeder fra 1700tallet og dels hos symbolister og modernistiske ekspressionister. Jeg viser et eksempel på sidstnævnte:

I 1966 har ekspressionisten Svend Wiig Hansen (1922-1997) malet billedet “Dæmon”, privateje, som er gengivet i pragtbogværket GIGANT.  Tidligere i tresserne havde Svend Wiig Hansen selv gennemlevet et sammenbrud. Perioden omkring 70’erne betegner han som Kampen, hvor han fortsat var optaget af de underliggende dæmoniske kræfter i tilværelsen og ikke mindst menneskets evne til at konfrontere både indre og ydre prøvelser og samtidig fastholde troen på livet. SWH bekendte sig aldrig direkte til kristendommen, men blev begravet fra Kastrup Kirke, hvis udsmykning midt i 70’erne nok var hans mest engagerende livsværk.

 

Efter dåbens søndag følger fristelsens søndag, hvor Helligånden kommer i strid modvind. Første tekstrække fortæller om fristelsen, der modstås: Jesu fristelse i ørkenen. Anden tekstrække fortæller om fristelser, der ikke modstås. I Luk. 22 kan vi i forlængelse af nadverberetningen læse om disciplenes indbyrdes magtkamp om: “hvem af dem der skulle regnes for den største”. – Måske skal der denne søndag holdes prædiken om, hvordan magten frister og korrumperer mennesker? – Jesus taler tålmodigt om sit eget magtafkald og om den forestående salighed, som man ikke kan krige sig til. Lige efter nadverbordets alvorsord om den forestående død maler Jesus sine bordfæller for øje, hvordan de som disciple kan se frem til tronstole og dommersæder ved Gudsrigets gallafest. Er det en ironisk kommentar til disciplenes pågående magtkamp? – Eller er det den i situationen uundværlige trøst til den skræmte lille flok, som snarest på egen hånd skal gå det ubærlige i møde?

Jesus forudser, at disciplene vil blive fristet til svigt, og Satan få kronede dage. Jesus adresserer specielt Peter, som til sin tid vil få nødig at omvende sig….

I 1988 malede den surrealistiske 
kunstner Hans Chr. Rylander (f. 1939) 
billedet "Og hanen gol", privateje, 
gengivet i bogen "Sjælens spejl". 
Her ses i midteraksen den majestætiske 
hane og derover et portræt 
af kunstneren selv med et udtryk 
af alarmeret eftertanke.

Det er i omsorgen for Peter, vi finder søndagens evangelium: Jesus beder for Peters blafrende tro og stiller ham i udsigt, at han hinsides frafald og fornægtelse vil få en stor opgave. – Dette er evangeliet til alle os, der heller ikke modstår fristelsen.

Signaturen for Peters svigt er den galende hane. Da Peter i ypperstepræstens gård nægtede sit kendskab til Jesus, og hanen galede, huskede han “det ord, Herren havde sagt til ham: ‘Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange’. Og han gik udenfor og græd bitterligt.” (Luk 22, 61-62)

Peters græmmelse og den galende hane 
har appelleret til mange kunstnere. 
Et ældre dansk eksempel er udført af 
den gode portrætmaler Andreas Herman 
Hunæus (1814-66). Det hænger i 
Sundkirken, Amager. Jeg viser her 
med tak et udsnit fra hjemmesiden 
Nordens Kirker, men søger naturligvis 
et foto uden lysrefleks.

Hunæus' maleri kunne igen være 
inspireret af det ca. 200 år ældre 
maleri på SMK af den angrende 
Peter, som suverænt er skildret 
af den nederlandske Karel van 
Mandel III

Nu – med fastetidens begyndelse – er Jesus på vej mod Jerusalem og påskens drama. Disciplene fatter ikke hans agenda; de(vi) er åndeligt blinde. Blindheden og helbredelsen for blindhed er et tema for søndagen  iflg. 2. tekstrk. – I epistelteksten fra 1. kor. 13 afslutter Paulus sin værdsatte “Kærlighedens højsang” med håbet om at komme til at se klart: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Her ses Peter Callesens "Spejlalter", 
som i 2006 blev opsat som midlertidig 
installation i Natkirken, Vor Frue Kbh. 
Besøgende kan anbringe en spejstump - evt. 
med individuel påskrift - på et trådnet. 
Man kan sætte sig og se fragmenterne, 
herunder spejlinger af en Kristusikon, 
som er opstillet mellem den besøgende og 
trådnettet. Er der her et pejlemærke i et 
moderne, fragmenteret liv? 
Kilde er udgivelsen om 'Ud af intet'.

Luk 18 beretter, at Kristus på sin vej lader sig standse af en blind ved Jeriko: Bartimæus, som Markus benævner ham, beder om at måtte kunne se og får svaret: “Bliv seende, din tro har frelst dig”, og alle glæder sig…

Fastelavns søndag kender vi ellers som dagen for Jesu dåb, som 1. tekstrk. fortæller om. Vi kan trække en linje mellem dåben og frelsen ved tro og også mellem dåben og det at blive seende. I hvert fald har kunstneren Peter Brandes udtrykt den tanke, at kristentroens og -dåbens gave er et nyt syn på livet med en frisættelse fra mørkets magt. Brandes har både dåb og blindehelbredelse som motiv i mindst 4 af sine kirkeudsmykninger, idet dåben hos Brandes, som han siger, er ‘mere end en dåb med vand’. Brandes kalder sin bedende figur med det opadvendte ansigt ‘den blindfødte’, eller ‘ den blinde Bartimæus’. vi kan nok tillade os at generalisere figuren.

Her ses hvordan en blinds øje vækkes af 
Guds finger, som en lysstråle, i en af Peter 
Brandes følsomme versioner af blindehelbredelsen.
Den er udført i bronze på døbefonten i 
Nørremarkskirken Vejle, - en meget seværdig 
kirke med en unik totaludsmykning skabt af 
Peter Brandes i 2013. 
Foto stammer fra kirkens egen publikation.

Der refereres eksplicit til den blinde ved Jeriko i en 100 år ældre altertavle, som Chr. Andersen fra Thisted i 1912 har malet til Vesløs (grundtvigske) Valgmenighedskirke. Her citeres evangelieteksten i fodstykket: “Bliv seende. Din tro har frelst dig” Alterbilledets konventionelt skildrede Kristus vender sig ikke mod den blinde, der nærmest sidder som en statist med sin stok. Kristus vender sig derimod frontalt mod menigheden, så vi må forstå, at replikken gælder som et universelt tilsagn – og altså også handler om syn som udsyn og indsigt, syn i overført forstand. – Men lige som den blinde ved Jeriko fik synet som en gave, må den frelsende tro også være en gave, en dør der åbner sig for fornyede muligheder, – og som vist nok må åbnes udefra af en, der ser os med kærlighedens øjne? Mange tak til Niels Clemmensen for foto.

 

 

 

 

Mens 1. tekstrk. fortæller lignelsen om Sædemanden, bringer 2. tekstrk. fra Mark.4,26- de kortere billedord om vækst. Guds rige er som en tilsået jord, hvor kornet spirer og vokser af sig selv og giver “afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset”. Eller Guds rige er som et lillebitte sennepsfrø, der “bliver større end alle andre planter…, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge”. Det er billedord om, at den spæde begyndelse ikke skal undervurderes. Der er ingen modsætning mellem at arbejde i det små og at have store visioner. Vi må arbejde med håb, men også med tillid til, at det går an at være tålmodig. Livet er ikke bare noget, vi gør, men noget vi får. Opgave og gave.

Peter Ejlerskovs glasmosaikrude (ovenfor) 
og alterbillede (nedenfor) fra 2017 i 
Sdr. Rind Kirke, Viborg Stift

Landbrugskultur eller ej, de agrare billeder er lige så yndede og uvisnelige, som de er smukke, også i moderne dansk kirkekunst. Sdr. Rind Kirke i Viborg stift har frem til 2017 gennemgået en store restaurering og i den forbindelse fået ny farvesætning og kunst af Peter Ejlerskov (f. 1964), omfattende dels en farveløs glasmosaikrude med et enkelt kornaksmotiv, dels et alterbillede med en abstraktion over Sædemanden i landskabet. Peter Ejlerskov har længe været på banen med bibelske motiver, og her fik han sin første kirkeudsmykning.

Ekspressionisten Peter Brandes har arbejdet med det samme motiv i ikoniske, teologisk betydningsladede billeder. Peter Ejlerskovs maleriske udtryk kan i det ydre minde om Brandes’, men han arbejder mere impressionistisk, idet han omsætter sine sansninger af og refleksioner over det lokale landskab. Billederne har jeg fundet i kirkens egen smukke udgivelse om kirken, hvor de lange kirkehistoriske linjer er trukket. Ejlerskovs fortolkning kan læses her: “Kornakset. Netop dette tema er valgt i respekt for den lange historie som landsbykirke placeret midt i det danske landskab. Kornakset giver associationer til en række kristne temaer som på den måde er flettet ind i hinanden i udsmykningen. Det daglige brød. Brødet der brydes. Sædemanden der sår. Og med det spirende som udtryk for en ny begyndelse, også den uundgåelige ende.”

Om Sædemanden på altertavlen skriver Peter Ejlerskov bl.a.:”Sædemanden går så at sige i ét med det land, han tilsår som et symbol for, at der skal arbejdes for det daglige brød, og at mennesker er afhængige af jordens gavmildhed… Mit håb er, at kirkens gæster kan fornemme det midtjyske landskab, mærke vinden og dufte mulden. genkende de mørke konturer af skov…Og ikke mindst genkende den høje himmel. Men målet er ikke blot at beskrive en situation og et landskab, men i lige så høj grad en følelse af storhed i det små”…  Nedenfor Claus Jensens foto af Sdr. Rind Kirkes altertavle

Hvad sennepskornet angår, kender jeg ikke nogen mere overdådig billedtolkning end Berit Hjelholts. Denne uvurderlige billedvæver levede 1920-2016. Hendes gobelin i folketingssalen er blevet fjernet, men i mange kirker lever hendes kunst fremdeles.

"Sennepstræet" er motivet for Berit 
Hjelholts store tæppe fra 1989 på 
altervæggen i Ellebæk Kirken i Holstebro.
Foto: Claus Jensen