Mens 1. tekstrk. fortæller lignelsen om Sædemanden, bringer 2. tekstrk. fra Mark.4,26- de kortere billedord om vækst. Guds rige er som en tilsået jord, hvor kornet spirer og vokser af sig selv og giver “afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset”. Eller Guds rige er som et lillebitte sennepsfrø, der “bliver større end alle andre planter…, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge”. Det er billedord om, at den spæde begyndelse ikke skal undervurderes. Der er ingen modsætning mellem at arbejde i det små og at have store visioner. Vi må arbejde med håb, men også med tillid til, at det går an at være tålmodig. Livet er ikke bare noget, vi gør, men noget vi får. Opgave og gave.
Peter Ejlerskovs glasmosaikrude (ovenfor) og alterbillede (nedenfor) fra 2017 i Sdr. Rind Kirke, Viborg Stift
Landbrugskultur eller ej, de agrare billeder er lige så yndede og uvisnelige, som de er smukke, også i moderne dansk kirkekunst. Sdr. Rind Kirke i Viborg stift har frem til 2017 gennemgået en store restaurering og i den forbindelse fået ny farvesætning og kunst af Peter Ejlerskov (f. 1964), omfattende dels en farveløs glasmosaikrude med et enkelt kornaksmotiv, dels et alterbillede med en abstraktion over Sædemanden i landskabet. Peter Ejlerskov har længe været på banen med bibelske motiver, og her fik han sin første kirkeudsmykning.
Ekspressionisten Peter Brandes har arbejdet med det samme motiv i ikoniske, teologisk betydningsladede billeder. Peter Ejlerskovs maleriske udtryk kan i det ydre minde om Brandes’, men han arbejder mere impressionistisk, idet han omsætter sine sansninger af og refleksioner over det lokale landskab. Billederne har jeg fundet i kirkens egen smukke udgivelse om kirken, hvor de lange kirkehistoriske linjer er trukket. Ejlerskovs fortolkning kan læses her: “Kornakset. Netop dette tema er valgt i respekt for den lange historie som landsbykirke placeret midt i det danske landskab. Kornakset giver associationer til en række kristne temaer som på den måde er flettet ind i hinanden i udsmykningen. Det daglige brød. Brødet der brydes. Sædemanden der sår. Og med det spirende som udtryk for en ny begyndelse, også den uundgåelige ende.”
Om Sædemanden på altertavlen skriver Peter Ejlerskov bl.a.:”Sædemanden går så at sige i ét med det land, han tilsår som et symbol for, at der skal arbejdes for det daglige brød, og at mennesker er afhængige af jordens gavmildhed… Mit håb er, at kirkens gæster kan fornemme det midtjyske landskab, mærke vinden og dufte mulden. genkende de mørke konturer af skov…Og ikke mindst genkende den høje himmel. Men målet er ikke blot at beskrive en situation og et landskab, men i lige så høj grad en følelse af storhed i det små”… Nedenfor Claus Jensens foto af Sdr. Rind Kirkes altertavle
Hvad sennepskornet angår, kender jeg ikke nogen mere overdådig billedtolkning end Berit Hjelholts. Denne uvurderlige billedvæver levede 1920-2016. Hendes gobelin i folketingssalen er blevet fjernet, men i mange kirker lever hendes kunst fremdeles.
"Sennepstræet" er motivet for Berit Hjelholts store tæppe fra 1989 på altervæggen i Ellebæk Kirken i Holstebro. Foto: Claus Jensen