2. søndag i fasten – “Jeg tror, hjælp min vantro!”

I fastetidens tekster tages der livtag med alt det destruktive. I 2. fastesøndags tekst stiger Kristus med udvalgte disciple ned fra deres salige stund på Tabor bjerg, hvor Jesus blev ‘forklaret’ i en åbenbaring af lys. Nede i lavlandet venter dem en konfrontation med de mørke, livsødelæggende kræfter, der her kaldes dæmoner. Den menneskelige elendighed er fortættet til stede hos en dreng, som i nutidssprog er martret af en svær mental eller neurologisk lidelse. Omkring drengen og hans far er der sammenstimlen af disciple, skriftkloge m fl; der er diskussion – og afmagt. Jesu ankomst vækker ærefrygt og giver scenariet et nyt centrum. Den desperate far tigger straks Jesus om hjælp: “hvis du kan gøre  noget, så forbarm dig over os”.  Jesus anholder faderens spagfærdige tro, for “Alt er muligt for den, der tror”, hvorpå faderen må råbe: “Jeg tror, hjælp min vantro!”. – Med dette – ofte citerede – råb krystalliseres den fællesmenneskelige bøn om hjælp i en nød, som altså både er vantroens og tvivlens og al mulig anden nød. Kristus besejrer og uddriver “den stumme og døve ånd” – og rejser den nu helbredte dreng op. – I en debriefing med de afmægtige disciple konkluderes: “Den slags kan kun uddrives ved bøn”. – Vi står tilbage med en erkendelse, at det åbenbart ikke er os men GUD, som “alt er muligt for”. Det er frugtesløst at taksere vores egen usikre tro og bøn på skalaer mellem vantro og tro. Hovedsagen er, at Guds hellige ånd fuldbyrder troen og bønnen. “Jeg tror, hjælp min vantro!”

Undtagelsesvis griber jeg til et billede, som ikke hænger i Danmark, men i Vatikanet. Det er den italienske renæssancemaler Rafaels “Transfiguration”, som blev påbegyndt i 1518 og aldrig blev malet færdigt. Jeg viser det udsnit, hvor der er opløb og ophidselse omkring den plagede dreng. Øverst tv. ses en discipel, som peger opad mod lyset: opad mod Tabors top, hvor Jesus ses svæve i Forklarelsen. Rafaels Billedet virker noget uformidlet sammensat af den lyse del foroven og den mørke forneden, og det må netop være billedets ide at vise kontrasten mellem lys og mørke. Hvad der i billedet forbinder den mørke med den lyse billeddel er alene den nævnte discipels pegen opad – med den forhåbning og forventning, der ligger heri. Denne pegen opad må være pointen. Fra det eksistentielle mørke må mennesker række op mod lyset. Hvad ellers?

Nedenfor vises hele Rafaels billede Transfigurationen, hvor Forklarelsens under tiltrækker sig opmærksomheden.

Danske billeder af dæmoner kan man godt finde, dels i de gyseligt underholdende kalkmalerier, dels i sjælesørgeriske billeder fra 1700tallet og dels hos symbolister og modernistiske ekspressionister. Jeg viser et eksempel på sidstnævnte:

I 1966 har ekspressionisten Svend Wiig Hansen (1922-1997) malet billedet “Dæmon”, privateje, som er gengivet i pragtbogværket GIGANT.  Tidligere i tresserne havde Svend Wiig Hansen selv gennemlevet et sammenbrud. Perioden omkring 70’erne betegner han som Kampen, hvor han fortsat var optaget af de underliggende dæmoniske kræfter i tilværelsen og ikke mindst menneskets evne til at konfrontere både indre og ydre prøvelser og samtidig fastholde troen på livet. SWH bekendte sig aldrig direkte til kristendommen, men blev begravet fra Kastrup Kirke, hvis udsmykning midt i 70’erne nok var hans mest engagerende livsværk.