Markusteksten handler om gavmildhed: Jesus går i rette med velbjærgede og renommerede personer, der nok for et syns skyld er godgørende, men “æder enker ud af huset”. Han fremhæver modsætningsvis den uanselige og fattige enke, som i tempelbøssen lægger sin sidste skærv. ..“de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.” – – Jeg kommer til at tænke på husstandsindsamlinger, hvor vi hos både rige og fattige appellerer: “Giv en skærv!”. Jeg ser for mig den skrøbelige lille folkepensionist, som altid har pungen klar og bevidner sin medfølelse med alverdens nødlidende. Hurra for hende (og ham)! – Men teksten handler om mere end indsamlinger og almisser, med eller uden velfærdssamfund. Den handler på det økonomiske plan om lokal og global ulighed, og på det eksistentielle plan om menneskelig generøsitet: tør vi nogen sinde slippe den prioritet at sikre os selv? – Spørgsmålet stilles os af ham, der gav sig selv.
Den fattige enkes skærv er repræsenteret i mindst 4 forskellige danske kirkers udsmykning. Mest kendt er Elias Ølsgaards (1873-1864) smukke bronzeskulptur fra 1957 uden for Johanneskirken i Aarhus, hvor Ølsgaard boede det meste af sit liv (se nederst i opslaget) Den spinkle kvinde med det sorgmærkede ansigt er skildret med ynde og værdighed. Billedhuggeren regnede selv den følsomme figur for sit mesterværk. Imidlertid har skulpturen en forgænger i en Elias Ølsgaards barndomskirke: Kollerup Kirke ved Jelling. Til denne middelalderkirke forærede Ølsgaard allerede i 1953 sin skulptur. Den fattige enke står i Kollerup i hvidmalet bronze (!?), appellerende placeret ved siden af den korssmykkede kirkebøsse ved udgangen. Come on!
Birgitte Bech kirkekunst 