Kunst til kirkeåret

Det er et kors for tanken, at den grusomste henrettelse skulle blive signatur for den kærlige Gud. Korset står der: i kirken, i vores kultur, i menneskers verden. Lidelsen er og bliver en realitet, som vi ikke kan tale os fra. Som menneske ser Kristus fra korset op i tomrummet, skriger sin forladthed ud og dør. Men som Guds kærlighed beder han endog for sine bødler og bringer kærligheden til sejr, tror vi. Korset pryder som vestkristent kernesymbol de fleste, måske alle danske kirker. De mange hundrede middelalderlige korbuekrucifikser har det givet god mening at passe på, også efter reformationen. Teologisk er det uomgængeligt at forholde sig til korset, men gennem århundreders konventionelle brug er korset blevet et slidt og måske nedslidt symbol. Men mirabile dictu så sker det alligevel, at moderne kunstnere som den både tænksomme og virtuost papirklippende Peter Callesen kan ruske op i os med sine tankevækkende nytolkninger. Han tager samtidens virkelighedsopfattelse alvorligt, forholder sig med sit fraklip til vores angst for gudsfravær – og skaber stærk forkyndelse ud af tomheden.

To papirklip af Peter Callesen, 2009 
Værket tv. hedder "Min Gud, min Gud". 
Værket th hedder "På den anden side".
Tv ser vi mennesket Jesus råbe ud i 
tomheden. Th ser vi Kristus sejrende 
gå igennem døden for at give nyt liv. 
Af blodsporet vokser valmuer op. 
I bogen 'Ud af intet' om Peter Callesen, 
hvorfra billederne er hentet, 
diskuteres betydningen af røde valmuer. 
Selv tænker jeg bl.a. på dem som symbol 
for krigens faldne, særligt Flanderns 
slagmarker og 1. verdenskrigs afslutning.

Skærtorsdagsevangeliet er et blivende mysterium: Kristus giver os sig selv i skikkelse af brød og vin. Knælende og lyttende rækker vi vore tomme bægre frem og lader dem fylde af  funklende røde dråber, og i dette sansende moment bliver vi samtidige med Jesus og lader ham fylde vore liv. Vi modtager der en saft og kraft, som vil være virksom i tro, håb og kærlighed. – MEN årets gode rituelle rytme rystes nu af pandemien, og vi må savne det nadverfællesskab, hvor vi fysisk danner kreds i kirkerummet, mens koret synger og orglet spiller. Vores aktuelle hver-for-sig-tro, med eller uden digital støtte, kan måske føles lidt skrøbelig, men vi må – som udstationerede præster siger – ‘stole på Gud og holde krudtet tørt’.  – Heldigvis giver skærtorsdag os et evangelium mere med 2. tekstrække: Johannes’ fortælling om, at Jesus vasker disciplenes fødder. Også sådan giver Jesus altså sig selv. Denne tegnhandling rummer radikal tilgivelse, men den er som eksemplarisk handling ikke spor mystisk; det er tværtimod umiddelbart forståeligt, at vi – med Jesus som forbillede – skal tjene hinanden. Den identitet som troende, vi søger, kan vi hvor som helst udfolde ved at søge at lindre hinandens liv. Ikke mindst i en krisetid.

 

Her vises Bertel Thorvaldsens 
rejsealter skåret i elfenben 
med forgyldte detaljer mellem 
1360 og 1450. 
Det viser scenerne: Indtoget i 
Jerusalem - Nadveren - Fodvasken 
og Gethsemane have. 
Iflg. Thorvaldsens Museums flotte 
digitaliserede arkiv har dette 
fine påskerelief været en del 
af inventaret i Birgittiner-
klostret i Vadstena i Sverige. 
I 1568 blev klostret indtaget 
og plyndret af danske tropper. 
Ingen ved, hvordan klenodiet 
århundreder senere kom i 
Thorvaldsens besiddelse.

Året 2020 er længe forberedt som året, hvor Bertel Thorvaldsens 250 års fødselsdag skal fejres. Overalt i kultur- og kirkeliv er Thorvaldsenudstillinger og -foredrag nu sat i venteposition, men i mellemtiden er Thorvaldsens værker, hans egne og hans erhvervede, for en meget stor del udmærket tilgængelige på nettet.

Glædelig skærtorsdag!

 

Palmesøndag er det store møde mellem Kristus og menneskers håb og længsler. Jerusalem er så tændt af forventning om forløsning, befrielse og oprejsning – på alle niveauer. Er det ikke dagen til endelig i fællesskab at samles med palmegrene og et klingende Hosianna for den længe ventede retfærdige konge? Omsider rider Messias ind i den sydende, feststemte stad, men ikke som triumfator på en stridshest. Han kender menneskers vanskelige liv og savn og modtager fra æselryggen deres håbefulde hyldest, men han modtager den i stilhed, for der forestår en forventningsafstemning: Hans gave er hengivelsen. Han vil ikke holde sit omvæltende indtog som triumfator på borgen, men åbne et dyb af kærlighed for menneskehjerter.

Palmesøndag plejer der også at være fest i vore majestætiske, strålende oplyste kirkerum: folkekære ritualer, ord og toner, orgel for fuldt register, fællessang og fællesnadver med masser af varmende fysisk nærvær med andre lyslevende mennesker. Meget er i 2020 ikke, som det plejer. Men Messias vil stadig holde indtog i menneskers hjerter og åbne et dyb af kærlighed.

 

Foto: Claus Jensen. 
Keldby kirke på Møn har i koret sine 
ældste kalkmalerier, malet o 1275 med 
den - for romanske billeder - så 
karakteristiske smukke blå baggrund. 
I kirkens umådeligt righoldige 
billedcyklus finder vi også Indtoget 
i Jerusalem, til alt held ikke 
gennemskåret af gotiske hvælv:

På det nydelige hvide æsel sidder Kristus med korsglorie og talende gestus, vendt mod den jublende menneskemængde i byporten: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!” Bag æselrytteren står kirkefyrsten Peter og minder middelalderens kirkefolk om kirkeinstitutionens magtfulde rolle, foran sidder i træet den forkætrede Zakæus – ved navns nævnelse – ; ham vil Kristus ikke overse. Til højre venter skærtorsdags nadverbord. Der har Kristus disciplene hos sig. Der er nok en glorie for lidt. Forræderen Judas sidder jo med, mens brødet brydes til syndernes forladelse.

Kirkekunst skal ses i kirkerne, og påsken skal fejres i kirkerne engang. Så lad os i mellemtiden sige: “Næste år i Jerusalem” – og måske tænde for skærmen.

Vi er med de bibelske tekster på vej til påske – sammen med en ung mand, som må ane, hvad der venter ham. Uden magtfulde forbundsfæller har han kurs mod det sydende centrum for voldsparate institutioner, som han har udfordret. Han har sagt og gjort det uhørte, fordi det var det rigtige at sige og gøre. På dette bagtæppe af angst dukker så Mariæ bebudelsesdag op – næsten som et flashback til forventningerne omkring hans fødsel. Vi ser et bevægende billede af hans unge mor, som undfangede sit barn i en utryg verden på et ubelejligt tidspunkt – men som takkede og sang! Lukas fortæller, at hun nygravid besøgte sin ældre slægtning Elisabeth, som hilste hende som Messias’ mor og kaldte hende salig. Hertil svarer Maria med den smukke lovsang, på latin kaldet Magnificat, der er søndagens evangelium. “Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” Det er ikke bare en ung kvindes private nynnen for sit ventede barn, men en salme i et rituelt højsprog med de største ord om gudsfolkets trodsige håb. Vi hører i salmen den fællesmenneskelige længsel efter både retfærdighed og barmhjertighed: …”han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe… og husker på sin barmhjertighed.”… – Er det ikke sådan, at jo mere udsat livet er, jo mere skal der synges, indtil tonen fra himlen lader sig høre af alle?

Den delv. abstrakte moderne kunstner 
Helle Thorborg (f. 1927) har 1986 
fortolket "Marias lovsang" i et 
træsnit som forberedelse til sin 
udsmykning af Gimsing Kirke ved 
Struer.
Gengivelse og oplysninger har jeg 
fundet i bogen: "Billedet er mit 
sprog".

Første trin er træsnit, som vises ovenfor, andet trin en papircollage og sidste trin malerier på prædikestol (nedenfor) og pulpitur i middelalderkirken. Helle Thorborg ønsker angiveligt at se bort fra traditionen og skildrer en jævn ung pige i blå kjole (stående midt i billedet), som har meget at fortælle sin slægtning Elisabeth (siddende tv.). Maria er ledsaget af en lille engel (th.). I baggrunden vises indholdet af Marias sang som et forløb, hvor de onde må gå ud til højre…

Her viser jeg Claus Jensens foto af 
det farverige slutresultat på den 
renoverede renæssanceprædikestol i 
Gimsing Kirke. 
Vi ser tv. feltet med Marias lovsang. 
I midteraksen finder vi over Maria den 
voksne Kristus med udbredte arme, 
begge figurer er malet med himmelblåt.

 

I disse dage valfartes der til indkøbskatedraler efter bl.a. gær, som nu er i restordre på grund af corona-bekymrede danskeres hamstring. Det uvante syn af tomme supermarkedshylder skaber uro. Vist er det ingen bagatel at mangle brød, men hvem får mon brugt de 30 pakker gær, der netop sammen med toiletpapiret er hjemført som et angstdæmpende middel? Jagten på en illusorisk sikkerhed kan her blive en modspiller for medmenneskelighed, tillid og tro. Joh. 6 drejer sig om at tro på Jesus som “livets brød”. Det handler åbenlyst ikke om at forskanse sig med massiv sikkerhed for fuld mave, men om at finde mod til at være til som et levende og åbent menneske i lyset af Guds nåde.

Udsnit af højre fløj på Thomas Kluges 
alterbillede fra 2012 i St. Magleby Kirke. 
Foto er fundet i den flotte bog "Gud, konge 
og fædreland" om Thomas Kluges kunst

Thomas Kluges nadverbillede fra 2012 i St. Magleby Kirke på Amager er et trefløjet nadverbillede, og et helt usædvanligt et af slagsen. Der er ikke afbildet personer, men en opdækning som ‘blot’ ville være et æstetisk stilleben, hvis ikke den svævede i et uudgrundeligt rum og gjorde et særligt symbolsk nærvær gældende. I mørket fremtræder måltidets belyste elementer for os med en merbetydning: De refererer til Amagers historie med Dragørs fiskeri og hollændersamfundets gartneri; de inviterer os umiddelbart ved deres sansbarhed; men vi opdager samtidig, at hver en realistisk detalje viser ud over sig selv og bærer en sakral tyngde. De er symbolsk ladede, fordi de minder os om det bærende i livet og er koder for bibelske fortællinger. Det gælder de 12 + 1 roser, det smukke, slagtede lam, rødvinen der flyder over den snehvide serviet og sølvmønterne (euroer!), ægget, saltet, frugtskålen med druer – og altså fiskene og brødet, som vises her. Det er alt sammen koder for Kristus, for påskefortællingen og for Guds rige.

Til midfaste søndag må jeg naturligvis vise udsnittet med brød og fisk. Vi har hørt, at det er friskbagt brød fra Anna Kluges køkken og friskfangede fisk fra en kutter i Dragør, og samtidig læser vi dem som identifikationer af Kristus, der giver nyt håb ved tegn som en uventet fiskefangst og uddeling af brød til tusinder af sultne. Brød og fisk bliver billeder af ham, der giver ud af sig selv for at opretholde vores livsmod.

Græsk IKTYS = fisk = Jesus Kristus, Guds Søn, frelseren