Kunst til kirkeåret

Nu – med fastetidens begyndelse – er Jesus på vej mod Jerusalem og påskens drama. Disciplene fatter ikke hans agenda; de(vi) er åndeligt blinde. Blindheden og helbredelsen for blindhed er et tema for søndagen  iflg. 2. tekstrk. – I epistelteksten fra 1. kor. 13 afslutter Paulus sin værdsatte “Kærlighedens højsang” med håbet om at komme til at se klart: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Her ses Peter Callesens "Spejlalter", 
som i 2006 blev opsat som midlertidig 
installation i Natkirken, Vor Frue Kbh. 
Besøgende kan anbringe en spejstump - evt. 
med individuel påskrift - på et trådnet. 
Man kan sætte sig og se fragmenterne, 
herunder spejlinger af en Kristusikon, 
som er opstillet mellem den besøgende og 
trådnettet. Er der her et pejlemærke i et 
moderne, fragmenteret liv? 
Kilde er udgivelsen om 'Ud af intet'.

Luk 18 beretter, at Kristus på sin vej lader sig standse af en blind ved Jeriko: Bartimæus, som Markus benævner ham, beder om at måtte kunne se og får svaret: “Bliv seende, din tro har frelst dig”, og alle glæder sig…

Fastelavns søndag kender vi ellers som dagen for Jesu dåb, som 1. tekstrk. fortæller om. Vi kan trække en linje mellem dåben og frelsen ved tro og også mellem dåben og det at blive seende. I hvert fald har kunstneren Peter Brandes udtrykt den tanke, at kristentroens og -dåbens gave er et nyt syn på livet med en frisættelse fra mørkets magt. Brandes har både dåb og blindehelbredelse som motiv i mindst 4 af sine kirkeudsmykninger, idet dåben hos Brandes, som han siger, er ‘mere end en dåb med vand’. Brandes kalder sin bedende figur med det opadvendte ansigt ‘den blindfødte’, eller ‘ den blinde Bartimæus’. vi kan nok tillade os at generalisere figuren.

Her ses hvordan en blinds øje vækkes af 
Guds finger, som en lysstråle, i en af Peter 
Brandes følsomme versioner af blindehelbredelsen.
Den er udført i bronze på døbefonten i 
Nørremarkskirken Vejle, - en meget seværdig 
kirke med en unik totaludsmykning skabt af 
Peter Brandes i 2013. 
Foto stammer fra kirkens egen publikation.

Der refereres eksplicit til den blinde ved Jeriko i en 100 år ældre altertavle, som Chr. Andersen fra Thisted i 1912 har malet til Vesløs (grundtvigske) Valgmenighedskirke. Her citeres evangelieteksten i fodstykket: “Bliv seende. Din tro har frelst dig” Alterbilledets konventionelt skildrede Kristus vender sig ikke mod den blinde, der nærmest sidder som en statist med sin stok. Kristus vender sig derimod frontalt mod menigheden, så vi må forstå, at replikken gælder som et universelt tilsagn – og altså også handler om syn som udsyn og indsigt, syn i overført forstand. – Men lige som den blinde ved Jeriko fik synet som en gave, må den frelsende tro også være en gave, en dør der åbner sig for fornyede muligheder, – og som vist nok må åbnes udefra af en, der ser os med kærlighedens øjne? Mange tak til Niels Clemmensen for foto.

 

 

 

 

Mens 1. tekstrk. fortæller lignelsen om Sædemanden, bringer 2. tekstrk. fra Mark.4,26- de kortere billedord om vækst. Guds rige er som en tilsået jord, hvor kornet spirer og vokser af sig selv og giver “afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset”. Eller Guds rige er som et lillebitte sennepsfrø, der “bliver større end alle andre planter…, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge”. Det er billedord om, at den spæde begyndelse ikke skal undervurderes. Der er ingen modsætning mellem at arbejde i det små og at have store visioner. Vi må arbejde med håb, men også med tillid til, at det går an at være tålmodig. Livet er ikke bare noget, vi gør, men noget vi får. Opgave og gave.

Peter Ejlerskovs glasmosaikrude (ovenfor) 
og alterbillede (nedenfor) fra 2017 i 
Sdr. Rind Kirke, Viborg Stift

Landbrugskultur eller ej, de agrare billeder er lige så yndede og uvisnelige, som de er smukke, også i moderne dansk kirkekunst. Sdr. Rind Kirke i Viborg stift har frem til 2017 gennemgået en store restaurering og i den forbindelse fået ny farvesætning og kunst af Peter Ejlerskov (f. 1964), omfattende dels en farveløs glasmosaikrude med et enkelt kornaksmotiv, dels et alterbillede med en abstraktion over Sædemanden i landskabet. Peter Ejlerskov har længe været på banen med bibelske motiver, og her fik han sin første kirkeudsmykning.

Ekspressionisten Peter Brandes har arbejdet med det samme motiv i ikoniske, teologisk betydningsladede billeder. Peter Ejlerskovs maleriske udtryk kan i det ydre minde om Brandes’, men han arbejder mere impressionistisk, idet han omsætter sine sansninger af og refleksioner over det lokale landskab. Billederne har jeg fundet i kirkens egen smukke udgivelse om kirken, hvor de lange kirkehistoriske linjer er trukket. Ejlerskovs fortolkning kan læses her: “Kornakset. Netop dette tema er valgt i respekt for den lange historie som landsbykirke placeret midt i det danske landskab. Kornakset giver associationer til en række kristne temaer som på den måde er flettet ind i hinanden i udsmykningen. Det daglige brød. Brødet der brydes. Sædemanden der sår. Og med det spirende som udtryk for en ny begyndelse, også den uundgåelige ende.”

Om Sædemanden på altertavlen skriver Peter Ejlerskov bl.a.:”Sædemanden går så at sige i ét med det land, han tilsår som et symbol for, at der skal arbejdes for det daglige brød, og at mennesker er afhængige af jordens gavmildhed… Mit håb er, at kirkens gæster kan fornemme det midtjyske landskab, mærke vinden og dufte mulden. genkende de mørke konturer af skov…Og ikke mindst genkende den høje himmel. Men målet er ikke blot at beskrive en situation og et landskab, men i lige så høj grad en følelse af storhed i det små”…  Nedenfor Claus Jensens foto af Sdr. Rind Kirkes altertavle

Hvad sennepskornet angår, kender jeg ikke nogen mere overdådig billedtolkning end Berit Hjelholts. Denne uvurderlige billedvæver levede 1920-2016. Hendes gobelin i folketingssalen er blevet fjernet, men i mange kirker lever hendes kunst fremdeles.

"Sennepstræet" er motivet for Berit 
Hjelholts store tæppe fra 1989 på 
altervæggen i Ellebæk Kirken i Holstebro.
Foto: Claus Jensen

 

 

I Højby Kirke, Odsherred, findes 
ualmindeligt smukke og righoldige 
højgotiske kalkmalerier fra o. 1400. 
Her ser vi en særligt elegant tegning 
af kyndelmisse-motivet: Som Lukas 
beretter i kap. 2 , "fremstilles" 
Jesusbarnet efter Marias renselse. 
Hun rækker i templet sit barn frem 
til den profetiske gamle Simeon, som 
udbryder i lovprisning for barnet som 
"et lys til åbenbaring"...  
Til højre står Josef med sin kurv med 
det obligate renselsesoffer bestående 
af duer. Til venstre står en kvindelig 
slægtning (?) med et flot højt lys, 
som har både metaforisk og rituel 
relevans. Foto: Claus Jensen

Kyndelmisse betyder lysmesse. I den katolske kirke er kyndelmisse blevet fejret med lysprocessioner og indvielse af alle de lys, der i årets lys skal bruges i kirken.

Dagen  markerer Jesusbarnets fremstilling i templet på Mariæ renselsesdag, 40 dage efter fødslen. Iflg. moseloven var kvinden nemlig uren 40 dage efter at have født. På renselsesdagen skulle der ved et drengebarns fødsel bringes et offer bestående af et par duer.

Ved kyndelmisse 2. februar fejrer vi ‘folkeligt’, at vi nu kan se tilbage på halvdelen af vinteren (halvdelen af vinterhalvåret mellem 1. nov. og 1. maj = den periode dyrenes vinterfoder skal række), – selvom nogle af os i dette år 2020 sandt at sige stadig spejder efter lidt vinter.

 

Et par af Ib Spang Olsens tegninger 
til Johannes Møllehaves gendigtning 
af Jesu lignelse om De betroede 
talenter, udgivet 1976

I Matt. 25 fortælles Jesu lignelse om de betroede talenter. En talent var på bibelens tid en målangivelse for en mængde ædelt metal, faktisk en stor formue. I dag taler vi om et talent som en udpræget evne. I Johannes Møllehaves fortolkning af lignelsen graves talenten/talentet ned af den tjener, som fik mindst betroet, fordi han forgiftedes af sit misundelige blik på de andre. Han så sig selv som underpriviligeret og forurettet og satte sig så hen for at dyrke sin bitterhed mod livet. I denne giftige sammenlignings perspektiv kunne han ikke se, hvor betroet og privilegeret han dog var med sin ene talent, og dermed lukkede han sig ude fra livet. Matthæus sætter – sin sædvane tro – trumf på lignelsen med en straffetale. Det bærer straffen i sig, eller rettere: det er en straf i sig selv at vende ryggen til livet i bitterhed. – Lignelsen er måske uhyggeligt aktuel i vores sammenlignende kultur, hvor andre menneskers succes på alle skærme iagttages med et hvileløst rivaliserende blik, – som om der ikke var andre identiteter end identiteten som superstjerne eller identiteten som offer. Evangeliet tilbyder en tredje identitet: som det dyrebare menneske, livet altid kalder på.

De betroede talenter i Johannes Møllehaves gendigtning er udgivet i 1976 af Selskabet Bogvennerne. Bogen er fint illustreret af tegneren Ib Spang Olsen (1921-2012). Et par bogopslag, som viser den bitre tjeners handling og udtryk, må være denne søndags ‘Kunst til kirkeåret’.

Evangeliet fra Joh. 12 har en svimlende spændvidde mellem angst og håb: Der trøstes med løfterige ord om “herliggørelse”, “ophøjelse”, “evigt liv”, og vi nyder billedtalen om en gylden høst, hvor hveden “bærer mange fold”. Men hvedekornet må forinden “falde i jorden og dø”. Det er tid at miste, at ofre, at give slip; det er deri, rigdommen ligger begravet. Lidelseshistorien lader sig ane i horisonten, og lidelse kalder angsten frem hos os og hos Jesus, hvis sjæl er “i oprør”. Men også i denne grænsesituation viser kærligheden sig suverænt at overbyde angsten. Fra højeste sted bekræftes, at alt er som det skal være, fordi kærligheden bærer.

Maja Lisa Engelhardt "Den opstandne", 
Skannerup kirke 2005. foto: Claus Jensen

I kirken forbinder ordet om hvedekornet sig med nadveren. Kernen, som ofres for at give liv og kraft, er konkret nærværende i gudstjenestens nadverbrød, der som “Kristi legeme” rækkes til millioner af kristne verden over.

Hvedemotivet har i sin smukke enkelhed fristet mange kirkekunstnere, også den meget værdsatte kunstner Maja Lisa Engelhardt (f. 1956). Hun har forsynet sin matforgyldte billedramme med spredte hvedeaks i stuk. Det smukke ikoniske maleri af en Kristus med lukkede øjne er meditativt og anelsesfuldt med sin slørede fremtoning i dunkle og varme farver. Maja Lisa Engelhardt kalder billedet “Den opstandne” og bekræfter, at inspirationen her som i al hendes kirkekunst udgår fra perioden mellem påske og himmelfart, hvor Kristus er “glædesbringer og ledestjerne”. Men kunstnerens opstandelses-epifanier er undertiden dunkle som skyggebilleder, gådefulde som de er. Billedet fik plads på Skannerup Kirkes vestvæg i forbindelse med en stor restaurering i 2005. Med denne placering er det “et godt farvel til det, man har fået givet i gudstjenesten”… “Mit udgangsbillede forsøger at give, som i et aftryk, et billede af Kristi ansigt. Må han være til stede for den, som tror”