Kunst til kirkeåret

I Johannesevangeliets sidste kapitel sættes scenen ved Tiberias’ Sø: Den opstandne Herre møder disciplene på bredden, hvor de holder en fest med overvældende fiskefangst, lejrbål og brøddeling. I dette lyksalige samvær rammer så den svære samtale mellem Kristus og Peter ned: Kristus stiller – med variationer – tre gange spørgsmålet: “Simon, Johannes’ søn, elsker  du mig?”. Peter gentager tilsvarende sin kærlighedserklæring med stigende bedrøvelse – som en spejlvending af de tre famøse fornægtelser før Jesu død. Herefter pålægges Peter sin store apostelopgave – og stilles en voldelig død i udsigt!

Danmarks mange, til alt held velbevarede middelalderlige udsmykninger har apostelbilleder til overflod, herunder også fremstillinger af Peters martyrium, som iflg. overlevering foregik i Neros Rom, hvor apostelfyrsten ydmygt lod sig fæste med hovedet nedad. – I stedet for at vise en af disse fremstillinger vælger jeg dog her en relativ nyhed:

Torbjørn Olsens alterbilleder fra 2011. 
Festsiden i Snejbjerg Kirke ved Herning
Foto: Claus Jensen

Den færøske kunstner Torbjørn Olsen kender vi allerede fra den meget værdsatte altertavle i Øster Skerning Kirke. Torbjørn Olsen har i alt udført mindst fire danske kirkeudsmykninger. Til Snejbjerg Kirkes renæssancetavle har han malet billedfelter til både fastetid og festtid. Vi ser her, hvordan festsiden med let og ekspressiv pensel er smykket med Emmausmåltidet på venstre side, med Jesu møde med Peter ved Tiberias’ Sø i midten, og med pinsen til højre. Kristi samtale med Peter vises på baggrund af det blå hav, der bringer deres fælles historie i erindring – og måske også kan associeres til kirken som et skib på dybet.

Kampen med tvivlen fortsætter efter påske. Her møder vi så Johannesevangeliets uundværlige historie om tvivleren Thomas, som modstræbende indhentes af påskeevangeliet. Fortællingens befriende pointe er, at det ikke er Thomas der finder Kristus, men Kristus der finder Thomas. Kristus selv indfinder sig med fred og omsorg hos de frygtsomme disciple. Thomas’ velargumenterede vantro væltes omkuld i det øjeblik, han erfarer den opstandnes nærvær, netop der. Tilbage står bekendelsen: “Min Herre og min Gud!”

Konventionelle fremstillinger af mødet mellem Kristus og den vantro Thomas kan man godt finde i dansk kirkekunst, fx centralt i Øster Skerninges meget værdsatte altertavle, som jeg til påskedag viste på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst.

Imidlertid vover jeg nu i stedet at vise et værk af den bemærkelsesværdige multikunstner Kaspar Bonnens (f. 1968). Hans installation “Passage” præsenterer en ‘livagtig’ menneskefremstilling i silikone, ægte hår o. a. materialer. I 2012 blev værket stillet op i Køge Kirke som led i KØS’s berømmede udstilling ‘Når kunsten går i kirke’, også præsenteret i kunstmuseets fine katalog, hvorfra jeg har hentet mit foto. Da Kaspar Bonnen blev afæsket en bibelsk reference, nævnte han Thomas Didymos som ikonet for menneskets tvesind, splittelsen mellem vantro og tro.

I de måneder installationen “Passage” befandt sig i Køge Kirke, sad jeg undertiden som kirkevært og betragtede den – i timevis. Jeg må indrømme, at jeg først i Søren Kierkegaards jubelår 2013 fik AHA-oplevelsen: Det er jo et billede af “troens spring” – ud på troens dyb! Jeg tolker den stående person med det skeptiske udtryk og de lukkede hænder som repræsentant for menneskets ønske om at være i kontrol. Som helhed danner skulpturen et kors. Tværgående vises sindets anden side med den vandrette person, som udviser en åben gestik og er klædt i varme farver. Jeg tyder hans overgang således, at han nu erfarer, at han ikke er selvberoende, men eksistentielt og åndeligt set må lade sig bære. Nedenfor ses Eigil Brandborgs gode foto, som giver en lidt anden vinkel:

 

“Maria!”, kaldte han, da hun søgende og grædende gik rundt i gravhaven. Den opstandne Kristus kendte Maria Magdalene, før hun genkendte ham. Hun hørte hans savnede stemme, vendte sig om og svarede “Mester!” Omfavne ham skulle hun ikke; deres kærlighed beror i den evighed, hvor ingen kærlighed nogensinde går tabt. Som sådan kan den deles med alle mennesker til alle tider. Maria Magdalene gik hen og fortalte derom til disciplene: “Jeg har set Herren”….

Fortællingens intense forløsnings- og gensynsmotiv har ved sin spændingsfyldte gestik beskæftiget kirkekunstnere til de fleste tider. – Det er morsomt, at mange middelalderlige billeder har indføjet en spade for at vise, at Kristus først forveksles med en havemand. – Det fortrolige og det fremmedartede brydes i mødet. ‘Noli me tangere’ (“rør mig ikke”) lægger op til en spændingsfyldt gestik i skildringen. Det intense gensyns- og forløsningsmotiv må sublimeres; mødet er en åbenbaring!

Blandt mange nyere danske muligheder vælger jeg denne gang at vise Niels Bjerres psykologisk følsomme maleri, som 1913 blev ophængt som alterbillede i Trans Kirke ved Lemvig. Trans Kirke ligger i et åbent kystnært landskab tæt på Niels Bjerres hjemegn ved Lemvig. Bjerre er berømmet især for fortrolige skildringer af det alvorsfulde, lokale vækkelsesmiljø. Typisk for Bjerres maleriske nøjsomhed er den enkle komposition og beherskede farveholdning. Bjerre er naturalist, men der er symbolkraft i kropssprog og tøjets farver, i den lysende  åbning op mod himmelen bag Kristus og i påskeliljerne ved fødderne.

Niels Bjerres maleri fra 1913 
af Maria Magdalenes møde med Kristus 
blev altertavle i Trans Kirke, efter at 
en brand i koret året før havde ødelagt 
den gamle alterudsmykning. 
Nu er hele alterpartiet renoveret. 
Niels Bjerre levede 1864-1942 og lærte 
bl.a. hos Lauritz Tuxen. Foto: Claus Jensen

 

 

Mattæus fortæller, at da det blev lyst på ugens første dag, og kvinderne ville se til graven, mødte de en engel, som talte til dem: “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt”…  Englen viser en retning: “Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” – For Maria’erne og for os alle er der et før og et efter. En håbefuld glæde og et mod bliver plantet påskemorgen. Hvad er der dybest set at frygte, når Guds søn er gået hele vejen og går forud?

Den færøske kunstner Torbjørn Olsens billeder appellerer ved en sikker streg i menneskeskildringen og ved en dramatisk farvekraft, her med en overdådigt opløftende himmelblå på en sort baggrund omkring kvinderne og gravenglen.

Fløjmalerierne fra den åbne triptykon  
malet i 2003 af Torbjørn Olsen til 
Øster Skerninge Kirke, Fyn. 
Altertavlen er som helhed kunstnerens 
hovedværk i Danmark.
Foto Claus Jensen.

I åben stand viser Torbjørn Olsens altertavles venstre og højre fløj hhv. de indadvendt sørgende kvinder med salvekrukken og den lysgivende gravengel. Nedenfor vises hele tavlen med tvivleren Thomas i midterfeltet.

 

I lukket stand udgør tavlen et blodrødt langfredagsbillede.

 

 

Nu er der stille…

“Kristus gravlagt” hedder Peter Brandes’ udsmykning fra 2010 i en middelalderlig niche tv for hans store, gyldne mosaikbillede i Andreaskapellet i Roskilde Domkirke, udført på marmorstuk i samarbejde med Brdr. Funder. Foto hentet fra Roskilde Domkirkes og Roskilde Kunstforenings smukke udgivelse om Peter Brandes’ værk ‘Fra tekst til tegn’ Bd. II