Kunst til kirkeåret

“Vi har slidt hele natten og ingenting fået”, sukker fiskeren Simon Peter iflg. Luk. 5 og lægger dermed stemme til mange menneskers erfaring af meningsløs indsats: Vi bliver trætte og desillusionerede. Kommer jeg nogen sinde ud af stedet? Gør mit slidsomme liv overhovedet en forskel? Spørgsmålet om mening melder sig særlig ubønhørligt ved midtlivskriser og statusårenes tilbageblik. – Evangelieteksten forstyrrer imidlertid gudskelov vor mistrøstighed ved at fortælle videre, at Peter genfandt livsmodet, da Jesus befalede ham – igen – at lægge “ud på dybet”. Peter lod da håbet vinde over erfaringerne: “på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Lukas beretter anskueligt om Peters efterfølgende overdådigt store fiskeheld. – Og fik vi forresten ikke også dage, hvor det hele gav overraskende god mening? – Mirakler eller ej, vi erfarer selv tilbagevendende, at livsmodet trods udmattelser fornyer sig og giver os den nye dag i hænderne som en velkommen mulighed og opgave. K. E. Løgstrup skrev om ‘de suveræne livsytringer’, som fornyer og åbner vores liv, uden at vi strengt taget har os selv at takke for dette. Livsmodet er et af disse suveræne eller spontane træk ved livet, som vi stadigt bæres af. Vi kan ikke ved egen viljesanstrengelse producere livsmod og håb, men vi kan modtage det som en nåde, ja et gudstegn. I mødet med disse gudstegn, der peger på den generøse skaberkraft, må vi føle os taknemmelige og samtidig meget små. Her rejser Guds ord os op igen med tiltalen: “Frygt ikke! Læg ud på dybet!“

Danmarks uovertrufne billedtolkning af Peters fiskedræt har siden 1916 kunnet iagttages i Viuf Kirke ved Kolding. Det er Niels Larsens Stevns‘ skildring af det øjeblik, hvor Kristus taler til den tilbedende Peter: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker”. Baggrunden er det uendelige, bølgende hav, der spiller i lyset fra himmelen. I forgrunden er Peter, som midt i denne gudsvelsignelse af store, blanke fisk bøjer sig rystet ned mod Kristi nøgne fod. De naturalistiske størrelsesforhold er fraveget, idet maleren har gjort forgrundsfiguren lille for desto tydeligere at vise Kristi suverænitet. Kristusskikkelsen rejser sig monumental og skulpturel helt op til billedets overkant som selve velsignelsens inkarnation. Han breder arme og hænder vidt ud over sit menneskebarn og lader sit ansigt lyse over det. – Foto er hentet i Mikael Wivels uundværlige bog om Niels Larsen Stevns: ‘Lysets tøven’.

Sankthansaftens båltaler har somme tider handlet om hekse og andre syndebukke – som optakt til en opsang mod fordomsfuldhed og fordømmende holdninger til andre mennesker. Evangelieteksten fra Luk. 6 uddyber eftertrykkeligt temaet “Fordøm ikke” med udgangspunkt i Guds egen barmhjertighed: “Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.” Teksten kombinerer det befriende evangelium med en stærk etisk appel, der holder et spejl op for tilhøreren. Jesu retorik er effektiv. Hvem husker ikke formuleringen: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Vi er gennemskuede. Hvorfor ser vi ikke medmennesket med kærlighedens blik, vi som selv har brug for og længes efter at blive set med kærlighedens øjne?

Jesu talestof i Lukas’ sletteprædiken løber her parallelt med Matthæus’ bjergprædiken, som har inspireret en lang række kirkelige kunstværker. Jeg viser et foto af Henrik Olriks store billede af bjergprædikenen fra 1883 i Skt. Matthæus Kirke i Kbh. Denne gang zoomer jeg ind på et udsnit af folkeskaren, hvor Jesu eftertænksomme tilhørere er skildret med stor psykologisk indlevelse. Der er hårde ansigter iblandt, måske fordømmende? De fleste tilhørere er mænd. Mit blik fanges af en gruppe, hvor en ung pige søger ind i en ældre mands – vel faderens – favn. Kan vi læse denne detalje som en fortælling om den barmhjertighed, som Jesus forkynder og forlanger af os, at vi virkeliggør?

Herunder viser jeg totalbilledet af Henrik Olriks gigantiske maleri. Henrik Olrik levede 1830-1890 og var især anerkendt som portrætmaler. I Skt. Peders Kirke i Næstved hænger en anden version af Jesu bjergprædiken, malet året før af samme kunstner.

Fotos er fundet på nettet.

Måske den første lignelse, man fortæller børn? Alle børn ved, hvor vidunderligt det er at blive fundet, for alle børn ved, hvor forfærdeligt det er at blive væk. Gennem livet uddybes forståelsen af, hvad det er at blive væk eksistentielt set – fra kærligheden, fællesskabet, forpligtelsen, fra meningen med livet, fra sig selv, fra Gud. Ingen, der hører lignelsen, identificerer sig formodentlig med de nioghalvfems retfærdige, som er, hvor de bør være. Selvom vi måske ikke mere rutter med ord som synder og omvendelse, er vi smerteligt bevidste om misbrugte dage og sjusk med livet, måske i en grad hvor vi har tabt troen og håbet af syne og har opgivet os selv. Lignelsen om den gode hyrde afslører, hvor overraskende stor betydning Gud tillægger vores liv. Han har aldrig opgivet håbet for den enkelte. Evangeliet vil vide, at Gud går til verdens ende for at tilbyde en ny begyndelse. Det er trøsterigt og appellerende. Genstart!

Især efter midten af 1800-tallet og især i grundtvigske miljøer har Den gode hyrde være et meget yndet motiv i kirkekunsten. Hyrden kan være skildret som en klassisk, voksen Kristusfigur eller som sådan en barfodet knægt, der færdedes overalt på landet i kunstnerens samtid. Joakim Skovgaard har malet flere udgaver, som også blev kopieret af andre kunstnere, broderen Niels Skovgaard ligeså. I 1909 malede Joakim Skovgaard sin drengede hyrde til Gørlev Valgmenighed. Liselund højskole ved Slagelse overtog dette billede til sin kirkesal. Vester Kirke ved Give har på skibets vestvæg en version fra 1913, som vises her. Den barbenede hyrdedreng griber fat i en gren og hejser sig ned ad en klint til det nødstedte lam, som bræger op imod ham. Den blodrøde kjortel og den klassiske profil med glorie i forgyldt stuk identificerer lignelsens hyrde med menighedens herre, som gav sit liv for at frelse fortabte. Foto: Claus Jensen.

Jesushistorien i Luk. 14 sammenligner Guds rige med et stort festmåltid, hvor mange er indbudte. Det er i sig selv et herligt billede af generøsitet og glæde, som vi kunne lade stå lidt. Men lignelsen udvikler sig dramatisk som en afsløring af de indbudtes reaktioner: Herrens udsendte tjener går først forgæves med sin indbydelse, fordi mange har noget andet for, alt sammen vigtige forehavender med henblik på kontrol og konsolidering af tilværelsen: For ikke at miste fodfæste må disse optagne folk desværre lukke ører og hjerter, når det uforudsigelige liv forstyrrer med sin kalden. Som om man kan være sit eget livs skaber, hvis bare man… Herrens tjener sendes så videre til andre, til de mange, som for længst har mistet fodfæste og opdaget, at de ikke er deres egen lykkes smede. Og her sker, hvad disse næppe har turdet håbe på: de nødes til at deltage i livets store fest sammen med en Herre, der gerne ser dem og gerne spenderer på dem.

Denne og flere lignelser dukkede op som motiv i dansk kunst fra midt i 1800-tallet. ‘Den fortabte søn’ var og blev yndlingslignelsen, men Wilhelm Marstrand lod sig også udfordre af større lignelseskompositioner som ‘Det store festmåltid’ og ‘De betroede pund’, – uden at nogen af disse dog fandt vej til altertavler. Wilhelm Marstrand (1810-1873) var ca. 60 år gammel, da han opholdt sig hos Ingemann i Sorø og i den forbindelse …”hørte en god tale om Gjæstebudet, som jeg vil male”. Igennem hele 10 år baksede han med forskellige udkast. Marstrands sidste årti var strabadserende med personlige sorger og svækket helbred og omtales gerne som hans religiøse periode, hvor han endelig fik realiseret sit arbejde med de bibelske motiver. I 1869 fuldførtes Det store gæstebud til publikums begejstring. Billedet blev som nationalt storværk (190,5 x 279,5 cm) solgt til den kgl. kunstsamling på Christiansborg, det overlevede heldigvis slottets brand og findes nu på SMK.

Vi ser et livligt og naturligt sceneri, hvor Jesus tager imod som værten, placeret mellem det smukt dækkede bord og en gruppe nytilkomne fattige, som han giver sin opmærksomhed. Maleriet har flere grupper af børn og mødre, ved festbordet også en ammende kvinde. Billedet er broget og komplekst, men fremtræder alligevel roligt med vertikale linjer i den belyste Jesusskikkelse og de kanellerede søjler. Arkitekturen er majestætisk, vi ser at perspektivlærer Eckersberg ikke har levet forgæves. En rundbuet portal åbner sig i baggrunden mod et lyst panorama, (det ny) Jerusalem. Den skyggefulde baggrund midt i festsalen fremhæver Jesu oplyste skikkelse. Vi skal dog ikke overse, at der i det dunkle kan anes et pulpitur med et orgel og en gruppe korsangere, som giver festen en gudstjenstlig tone.

– Min kilde er Otto Marstrands store bog om slægtningen Wilhelm Marstrand.

Jeg skrev, at værket ikke fandt vej til en altertavle, men Haverslev Kirke ved Fjerritslev har faktisk over norddøren en god lille kopi, malet i 1925 af Bruno Møller.

Evangelisten Lukas skåner ikke hjerteløse rige mennesker. Til skræk og advarsel for sådanne bringer han lignelsen om den fordømte rige og den fattige Lazarus, en lignelse der er så evangelieløs, at man spørger sig, om det er en original Jesushistorie. Men det giver mening, at Gud ikke er ligeglad med, hvordan vi behandler hinanden. Når et menneskes liv er lagt i min hånd, er det op til mig, netop mig, at tage vare på det, sagt med et tilnærmet Løgstrupcitat.

Lukasevangeliets lignelse handler om kløfter: For det første den kløft mellem rige og fattige, som skabes af den riges ligegyldighed. Det er den unødvendige kløft, som måske kun den fattige oplever. For det andet er der den kløft, den rige omsider opdager, når han ser sig selv som fordømt. Kaj Mogensen har i sin prædikensamling fortolket kløften som tidens faktor: Hvor meget man end ønsker det, kan man ikke vende tilbage til øjeblikket og gøre det ugjorte gjort eller det gjorte ugjort. Der er ingen vej tilbage. Pointen kan ingen være i tvivl om: Lazarus ligger derude nu!

En af Danmarks bedste billedskærere i nyere tid var “fløjte-Emil” fra Ryslinge. Han havde spillet på fløjte til fester og måtte så – uden større musikuddannelse – påtage sig et arbejdsliv langt at fungere som organist i valgmenighedskirken Nazarethkirken i Ryslinge. Musikken kan vi ikke få at høre, men vi kan se hans billedkunst. Emil Hansen skabte rammen til valgmenighedskirkens altertavle og andet uimodståeligt livligt inventar. I 1966 udskar han kirkens prædikestol med lignelsen om Det store gæstebud som hovedmotiv. I de smalle felter nederst på prædikestolen var der frirum for andre scener, og her møder vi Den rige mand og den fattige Lazarus, som vises her. Den velnærede, rige mand har dødningen til bords, men det har han endnu ikke opdaget. Den fattige Lazarus ligger på jorden bag en skraldespand med bidske hunde som eneste selskab. Nej, der er alligevel én til: En engel bøjer sig omsorgsfuldt ned over den arme. Lazarus’ lidelse er forbi. – Forbindelsen eller kontrasten til prædikestolens hovedmotiv Det store gæstebud er, at Gud sender bud efter staklerne. Guds festbord er dækket, og hans sal skal være fuld.

Foto: Claus Jensen.