Kunst til kirkeåret

2. søndag efter trinitatis

1986 Kehnet Nielsen (Mentale processer) Picture1.png

“Offeret (Mentale processer)” hedder Kehnet Nielsens maleri fra 1986, et ekspressivt billede, fyldt af pathos, som er mere figurativt end de fleste af hans værker. Billedet er bl.a. gengivet i bogen ‘Kehnet Nielsen Painting’ (Ekely). Motivet viser en belyst person, der med bøjet hoved lægger sin gave frem på en skinnende, hvid dug. Jeg associerer bordet til et nadverbord, men også til alle andre borde og situationer hvor ressourcer gives ud. Offergaven synes tung som sten, men gylden som brød. Omkring den ofrende står hvidklædte, dødsmærkede skikkelser og måske en mand, som støtter en kvinde med tørklæde.  Kehnet Nielsen (f. 1947) beskriver sig selv som mørkets fortolker, også i den personlige forstand, at hans private baggrund var sorg og fremmedgørelse i medfør af moderens meget tidlige død, faderens tilværelseskamp og egne utallige skoleflytninger.

Billedet har jeg valgt som accompagnement til den tunge evangelietekst fra Luk. 14, hvor Jesus taler om discipelskab som en korsbæring og om troen som en afgørelse med svære konsekvenser: “Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på sit eget”. Uden ofre kan kristne ikke være “verdens salt”….  Teksten bringer kirkens gamle historie som lidende kirke i erindring. For nutidens forfulgte kristne i Mellemøsten er der intet  verdensfjernt ved ordene, – men i Danmark? – Midt i forrige århundrede blev teksten løftet frem af Søren Kirkegaard, der fandt sit martyrium i kirkekampen. hvor han forlangte, at gejstligheden  – og vel hele menigheden – i det mindste skulle gøre den indrømmelse, at de ikke var rette sandhedsvidner.

At discipelskabet er at gå i Jesus spor henleder opmærksomheden på Jesu eget offer. Det er da også en mulighed, at billedet viser en Kristusfiguration. At Guds bærende offer sker for forsoningens og glædens skyld, er underforstået her i evangeliet til 2. sønd. e. trin efter 2. tekstrk. Det må prædikanten føje til.

En pointe er, at intet fællesskab kan opretholdes uden ofre. Hvad der giver ofre mening, er deres intention om og betydning for at liv lykkes, og altså ikke mindst de andres liv.

1. søndag efter trinitatis

1986senest Lars Dan,Aske, Da Kunst 87Picture1.png

ET MENNESKES LIV AFHÆNGER IKKE AF HVAD DET EJER

Efter festernes tid er vi nu i trinitatistiden, og etikken er i fokus. Ikke mindst Lukasevangeliet stiller skarpt på de riges asociale bjergsomhed og på illusionen om, at velstand er den absolutte livsforsikring: …”vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod”. Advarslen følges op af eksempelfortællingen om den rige bonde, der fornuftigvis bygger flere lader til sin store høst og indstiller sig på at nyde livet – men som så uventet selv bliver høstet af døden. “Tåbe, i nat kræves dit liv af dig”, lyder det til ham i lignelsen. Døden spotter vore vækstprogrammer.

Min søgen efter et kunstværk med et stærkt ‘memento mori’ er landet hos Lars Dan, som o. 1986 malede billedet “Aske”, som er gengivet i Fogtdals serie Dansk Kunst (87):

Titlen “Aske” minder om et engelsk begravelsesritual. På den nærmeste kyst går høstmanden med leen ud til højre og tilføjer billeduniverset et tragisk fortegn. I rækken af tøvende, dødshjemfaldne menneskeskikkelser står en gruppe samlede om et (lig)bål, nogle af dem bøjede i sorg. De er omsat med gnister, som også forbinder dem med solen. På det askegrå sund sejler et tyst skib som et tegn for livsrejsen mod det ukendte. Over den fjerneste kyst skinner en lav, hvid sol, som uden at kunne lyse himmelen og landskabet op brænder igennem et slør af aske. Lars Dan (f. 1960) formår i denne stærke komposition at forbinde det ubønhørlige med skønheden og sorgen med håbet. – Idag maler Lars Dan overvejende  abstrakte billeder, stadig med en eksistentiel tyngde.

I febr. 2011 gav Lars Dan et interview til Kr. Dagbl., hvor han formidlede en advarsel mod at tænke, at “den hellige grav er velforvaret”. Han berettede om bibelsk ispiration, selvransagelse og et personligt kirkeligt tilhørsforhold: “I situationer, hvor det hele kan virke så håbløst og inhumant, finder jeg en samhørighed og trøst ved at høre prædikenen”, sagde han.

Trinitatis søndag

1636 Hans Nielson, Døbefont med evangelister, Nr. Åby, Middelfart, ClausPicture1

“Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”…

I Nr. Åby Kirke har billedskærer Hans Nielson i 1636 skåret en døbefont, som øverst har englehoveder og nederst har de fire evangelister, som betryggende oppebærer ritualet med deres opslåede bibelbøger. Der er en uimodståelig uskyldighed over hele denne skulpturelle herlighed, som er passende festligt stafferet med guld og klare farver. Dåben står til troende! (Foto Claus Jensen)

Efter pinsen følger fejringen af den nu fuldbyrdede treenighed. Forud for alle dogmatiske spekulationer over, hvordan den guddommelige treenighed kan og skal forstås, har evangelisten Mattæus nedfældet dåbsritualets kerneord om at holde dåb “i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Missions- og dåbsbefalingen er den pompøse afslutning på et evangelium, som allerede forudsætter en kirkelig praksis og et kirkeligt perspektiv. Dåbs- og missionsbefalingen hjemles iflg. Matt. i et magtord fra den opstandne Kristus. Det fortælles, at Kristus, som “er givet al magt i himlen og på jorden”, har sat sine disciple stævne på et bjerg. Fra dette arketypiske sted for guddommelig myndighed sendes forkynderne ud. Scenen er intet mindre end mytisk og besvares med tilbedelse fra disciplene og menigheden, – “men nogle tvivlede”…

1954 Ingolf Røjbæk Kristus åbenbaret for apostlene Trefløjet alterbillede Hammelev v Randers

Ingolf Røjbæks billede af missionsbefalingen fra bjerget er malet til Hammelev Kirke ved Randers i 1954. Den opstandnes herlighed lyser her fra guldglorien og den blå mandorla og reflekteres hos den tilbedende menighed, der samlede står eller knæler omkring ham. Ingolf Røjbæks lyse fortolkning af saligheden i blåt, hvidt og rødt, synes ren og helhjertet. Her er ingen støjsendere.

Det er interessant at sammenligne med Ernst Triers billede i Langå Kirke ved Randers fra 1956. Det er malet blot to år senere og opviser mange paralleller til Røjbæks. Triers altervægsfresko er arkaiserende i sin Kristusfremstillling, men er dog i sin menneskeskildring mindre metafysisk og så at sige mere moderne. Det er tydeligt individualiserende i sin fremstilling af de 11 disciple/ menigheden, hvoraf nogle endda er på vej væk fra Herren. Ernst Triers fortolkning giver således til forskel fra Røjbæks rum for Mattæusevangeliets udsagn om, at “nogle af dem tvivlede”.

Picture1

 

Pinselys over nadverfejring

2008 Adi Holzer Søborgmagle Kirke Picture1.png

Livets brød og vin i pinsens lys.
I 2008 fik Sørbymagle Kirke, Gladsaxe, en ny altertavle med Adi Holzers lysende nadverbillede i hovedfeltet – efter bedste lutherske anvisning. På fløjene omkring den indbydende nadverscene ses motiver fra langfedag og påskemorgen. Topstykket viser en lysende due og andre gudssymboler på gylden baggrund. Så er der fest!

2. pinsedag

1911 niels Skovgaard Hoevevalg(15Brorson )

Niels Skovgaards fresko fra 1911 i Høve Valgmenighedskirke, Slagelse, er i sig selv en lysende pinseprædiken ved at fremhæve duen som Helligåndsmotiv i synergi og symmetri med korset.

Intet skiller nu mennesket fra adgang til Guds kærlighed. Niels Skovgaard illustrerer triumfbuens Brorsoncitat om det sønderflængede tempelforhæng ved at male forrevne blå tråde om triumfbuen. Herfra ledes blikket til koret, alteret og nadverbordet, en uforbeholden paradisvision, – udført næsten samtidig med, at storebor Joakim skabte sin berømte paradisvision i Viborg Domkirke.

Iflg. anden tekstrk. til 2. pinsedag læses i Joh. kap. 6 om JESUS SOM LIVETS BRØD, Johannesevangeliets pendent til nadverindstiftelsen: “Den, der tror, har evigt liv. Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”…

2. pinsedag fejres i det danske forår på mangfoldige steder og måder, men gerne med nadver.