Måske den første lignelse, man fortæller børn? Alle børn ved, hvor vidunderligt det er at blive fundet, for alle børn ved, hvor forfærdeligt det er at blive væk. Gennem livet uddybes forståelsen af, hvad det er at blive væk eksistentielt set – fra kærligheden, fællesskabet, forpligtelsen, fra meningen med livet, fra sig selv, fra Gud. Ingen, der hører lignelsen, identificerer sig formodentlig med de nioghalvfems retfærdige, som er, hvor de bør være. Selvom vi måske ikke mere rutter med ord som synder og omvendelse, er vi smerteligt bevidste om misbrugte dage og sjusk med livet, måske i en grad hvor vi har tabt troen og håbet af syne og har opgivet os selv. Lignelsen om den gode hyrde afslører, hvor overraskende stor betydning Gud tillægger vores liv. Han har aldrig opgivet håbet for den enkelte. Evangeliet vil vide, at Gud går til verdens ende for at tilbyde en ny begyndelse. Det er trøsterigt og appellerende. Genstart!
Især efter midten af 1800-tallet og især i grundtvigske miljøer har Den gode hyrde være et meget yndet motiv i kirkekunsten. Hyrden kan være skildret som en klassisk, voksen Kristusfigur eller som sådan en barfodet knægt, der færdedes overalt på landet i kunstnerens samtid. Joakim Skovgaard har malet flere udgaver, som også blev kopieret af andre kunstnere, broderen Niels Skovgaard ligeså. I 1909 malede Joakim Skovgaard sin drengede hyrde til Gørlev Valgmenighed. Liselund højskole ved Slagelse overtog dette billede til sin kirkesal. Vester Kirke ved Give har på skibets vestvæg en version fra 1913, som vises her. Den barbenede hyrdedreng griber fat i en gren og hejser sig ned ad en klint til det nødstedte lam, som bræger op imod ham. Den blodrøde kjortel og den klassiske profil med glorie i forgyldt stuk identificerer lignelsens hyrde med menighedens herre, som gav sit liv for at frelse fortabte. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 