4. sønd. e. trin. – Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig…

Sankthansaftens båltaler har somme tider handlet om hekse og andre syndebukke – som optakt til en opsang mod fordomsfuldhed og fordømmende holdninger til andre mennesker. Evangelieteksten fra Luk. 6 uddyber eftertrykkeligt temaet “Fordøm ikke” med udgangspunkt i Guds egen barmhjertighed: “Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.” Teksten kombinerer det befriende evangelium med en stærk etisk appel, der holder et spejl op for tilhøreren. Jesu retorik er effektiv. Hvem husker ikke formuleringen: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Vi er gennemskuede. Hvorfor ser vi ikke medmennesket med kærlighedens blik, vi som selv har brug for og længes efter at blive set med kærlighedens øjne?

Jesu talestof i Lukas’ sletteprædiken løber her parallelt med Matthæus’ bjergprædiken, som har inspireret en lang række kirkelige kunstværker. Jeg viser et foto af Henrik Olriks store billede af bjergprædikenen fra 1883 i Skt. Matthæus Kirke i Kbh. Denne gang zoomer jeg ind på et udsnit af folkeskaren, hvor Jesu eftertænksomme tilhørere er skildret med stor psykologisk indlevelse. Der er hårde ansigter iblandt, måske fordømmende? De fleste tilhørere er mænd. Mit blik fanges af en gruppe, hvor en ung pige søger ind i en ældre mands – vel faderens – favn. Kan vi læse denne detalje som en fortælling om den barmhjertighed, som Jesus forkynder og forlanger af os, at vi virkeliggør?

Herunder viser jeg totalbilledet af Henrik Olriks gigantiske maleri. Henrik Olrik levede 1830-1890 og var især anerkendt som portrætmaler. I Skt. Peders Kirke i Næstved hænger en anden version af Jesu bjergprædiken, malet året før af samme kunstner.

Fotos er fundet på nettet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s