Jesushistorien i Luk. 14 sammenligner Guds rige med et stort festmåltid, hvor mange er indbudte. Det er i sig selv et herligt billede af generøsitet og glæde, som vi kunne lade stå lidt. Men lignelsen udvikler sig dramatisk som en afsløring af de indbudtes reaktioner: Herrens udsendte tjener går først forgæves med sin indbydelse, fordi mange har noget andet for, alt sammen vigtige forehavender med henblik på kontrol og konsolidering af tilværelsen: For ikke at miste fodfæste må disse optagne folk desværre lukke ører og hjerter, når det uforudsigelige liv forstyrrer med sin kalden. Som om man kan være sit eget livs skaber, hvis bare man… Herrens tjener sendes så videre til andre, til de mange, som for længst har mistet fodfæste og opdaget, at de ikke er deres egen lykkes smede. Og her sker, hvad disse næppe har turdet håbe på: de nødes til at deltage i livets store fest sammen med en Herre, der gerne ser dem og gerne spenderer på dem.
Denne og flere lignelser dukkede op som motiv i dansk kunst fra midt i 1800-tallet. ‘Den fortabte søn’ var og blev yndlingslignelsen, men Wilhelm Marstrand lod sig også udfordre af større lignelseskompositioner som ‘Det store festmåltid’ og ‘De betroede pund’, – uden at nogen af disse dog fandt vej til altertavler. Wilhelm Marstrand (1810-1873) var ca. 60 år gammel, da han opholdt sig hos Ingemann i Sorø og i den forbindelse …”hørte en god tale om Gjæstebudet, som jeg vil male”. Igennem hele 10 år baksede han med forskellige udkast. Marstrands sidste årti var strabadserende med personlige sorger og svækket helbred og omtales gerne som hans religiøse periode, hvor han endelig fik realiseret sit arbejde med de bibelske motiver. I 1869 fuldførtes Det store gæstebud til publikums begejstring. Billedet blev som nationalt storværk (190,5 x 279,5 cm) solgt til den kgl. kunstsamling på Christiansborg, det overlevede heldigvis slottets brand og findes nu på SMK.
Vi ser et livligt og naturligt sceneri, hvor Jesus tager imod som værten, placeret mellem det smukt dækkede bord og en gruppe nytilkomne fattige, som han giver sin opmærksomhed. Maleriet har flere grupper af børn og mødre, ved festbordet også en ammende kvinde. Billedet er broget og komplekst, men fremtræder alligevel roligt med vertikale linjer i den belyste Jesusskikkelse og de kanellerede søjler. Arkitekturen er majestætisk, vi ser at perspektivlærer Eckersberg ikke har levet forgæves. En rundbuet portal åbner sig i baggrunden mod et lyst panorama, (det ny) Jerusalem. Den skyggefulde baggrund midt i festsalen fremhæver Jesu oplyste skikkelse. Vi skal dog ikke overse, at der i det dunkle kan anes et pulpitur med et orgel og en gruppe korsangere, som giver festen en gudstjenstlig tone.
– Min kilde er Otto Marstrands store bog om slægtningen Wilhelm Marstrand.
Jeg skrev, at værket ikke fandt vej til en altertavle, men Haverslev Kirke ved Fjerritslev har faktisk over norddøren en god lille kopi, malet i 1925 af Bruno Møller.
Birgitte Bech kirkekunst 