“Vi har slidt hele natten og ingenting fået”, sukker fiskeren Simon Peter iflg. Luk. 5 og lægger dermed stemme til mange menneskers erfaring af meningsløs indsats: Vi bliver trætte og desillusionerede. Kommer jeg nogen sinde ud af stedet? Gør mit slidsomme liv overhovedet en forskel? Spørgsmålet om mening melder sig særlig ubønhørligt ved midtlivskriser og statusårenes tilbageblik. – Evangelieteksten forstyrrer imidlertid gudskelov vor mistrøstighed ved at fortælle videre, at Peter genfandt livsmodet, da Jesus befalede ham – igen – at lægge “ud på dybet”. Peter lod da håbet vinde over erfaringerne: “på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Lukas beretter anskueligt om Peters efterfølgende overdådigt store fiskeheld. – Og fik vi forresten ikke også dage, hvor det hele gav overraskende god mening? – Mirakler eller ej, vi erfarer selv tilbagevendende, at livsmodet trods udmattelser fornyer sig og giver os den nye dag i hænderne som en velkommen mulighed og opgave. K. E. Løgstrup skrev om ‘de suveræne livsytringer’, som fornyer og åbner vores liv, uden at vi strengt taget har os selv at takke for dette. Livsmodet er et af disse suveræne eller spontane træk ved livet, som vi stadigt bæres af. Vi kan ikke ved egen viljesanstrengelse producere livsmod og håb, men vi kan modtage det som en nåde, ja et gudstegn. I mødet med disse gudstegn, der peger på den generøse skaberkraft, må vi føle os taknemmelige og samtidig meget små. Her rejser Guds ord os op igen med tiltalen: “Frygt ikke! Læg ud på dybet!“
Danmarks uovertrufne billedtolkning af Peters fiskedræt har siden 1916 kunnet iagttages i Viuf Kirke ved Kolding. Det er Niels Larsens Stevns‘ skildring af det øjeblik, hvor Kristus taler til den tilbedende Peter: “Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker”. Baggrunden er det uendelige, bølgende hav, der spiller i lyset fra himmelen. I forgrunden er Peter, som midt i denne gudsvelsignelse af store, blanke fisk bøjer sig rystet ned mod Kristi nøgne fod. De naturalistiske størrelsesforhold er fraveget, idet maleren har gjort forgrundsfiguren lille for desto tydeligere at vise Kristi suverænitet. Kristusskikkelsen rejser sig monumental og skulpturel helt op til billedets overkant som selve velsignelsens inkarnation. Han breder arme og hænder vidt ud over sit menneskebarn og lader sit ansigt lyse over det. – Foto er hentet i Mikael Wivels uundværlige bog om Niels Larsen Stevns: ‘Lysets tøven’.
Birgitte Bech kirkekunst 