Kunst til kirkeåret

Som ‘skabt i Guds billede’ er vi sproglige, kreative og virkelystne væsener, bevidste om os selv og hinanden og om fortid og fremtid. Godt sådan. Men dertil spiser vi af ‘kundskabens træ’ og overskrider vore grænser: Nu med individualismen som fortegn betyder det, at vi livsgrådigt jager ‘udødelighed’, anerkendelse og en – alligevel altid vigende – lykke. Vi vil skabe den mest fremragende version af os selv på egne betingelser, hver især ømme om vort navn. Den rastløse bevidsthed afsøger som en radar de mulige fremtidsscenarier og problemer, der truer vor sikkerhed og vore projekter. Det betyder bekymring, og bekymring er både en synd og syndens straf. Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus nu i Bjergprædikenen. Han minder os om, at vi er og må forblive forankrede i det Gudgivne. Vi er skabt og behøver ikke skabe os (selv). Vi ellers så selvbevidst kommunikerende mennesker må vende 180 grader og lære af himlens fugle og markens liljer, som troligt med deres tilstedeværelse udfolder det dyrebare, gudsskabte liv, så det er til glæde. – Søren Kierkegaard skrev som bekendt i en opbyggelig tale i 1849 om at lære af fuglen og liljen, bl.a. om at lære tavshed: ”O, men at det dog måtte lykkes evangeliet ved hjælp af liljen og fuglen at gøre dig ganske tavs for Gud! At du i tavsheden måtte glemme dig selv, hvad du selv hedder, dit eget navn, det elendige navn, det ubetydelige navn, for i tavshed at bede til Gud: ”Helliget vorde dit navn!”

John Sparre Christensen (1921-2005) skabte 1981-83 sit trefløjede alterbillede til Langeslund kirke, Jammerbugt. Jesu Bjergprædiken ses som det centrale motiv: Foran bjerget, der i baggrunden stiger mod himlen, står den hvidklædte Kristus som en søjle mellem himmel og jord og underviser de siddende tilhørere. Med den ene hånd peger Kristus op på tre flyvende fugle, med den anden hånd ned på påskeliljer i græsset. De gule blomsterkroner lyser op i maleriets overvejende blå-grønne farveskala. Hele altertavlen ses nedenfor med ‘Skattens mønt’ mod nord og ‘Jesus gående på Genesaret Sø’ mod syd. Sparre Christensens hovedindsats lå netop i de religiøse billeder, og han skabte også et nadverbillede til altertavlen i Hasle Kirke, Aarhus. Stilen er moderne med klare flader og en skarpt skåret stilisering af figurerne, hvilket giver hans billeder en kølig renhed. Mange tak til fotograferne hhv. Niels Clemmensen og Claus Jensen.

Igen spiller en samaritaner en hovedrolle hos Lukas, som har det vågne blik for, hvordan Jesus lader de sidste blive de første. Fortællingen handler mindre om samaritanere end om barmhjertighed: barmhjertig omsorg for mennesker i nød. For de 10 spedalske, samfundets allermest lidende, udstødte og foragtede, var Jesus det eneste håb, og han så dem. Han så dem! De blev helbredt og kunne endelig blive del af et samfund i hverdag og fest, – så de fik travlt. Den syge har kun ét ønske, den raske har mange. Som rask vender man sig udad og fremad, beskæftiget med forestående gøremål og bekymringer, store og ofte små. Man er typisk ikke særlig optaget af de problemer, man ikke (længere) har. Historien er nu, at én af de helbredte holdt fast i proportionerne: Han – samaritaneren – huskede på, at dette almindelige liv med dets gode muligheder ikke er en selvfølge, men et under. Da han så, at han var blevet helbredt, standsede han op og vendte tilbage til glædens kilde; han kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham.

Dansk kirkekunst har mange skildringer af helbredelser, men kun enkelte med direkte reference til dette evangelium om de ti spedalske. Den vel nok mest seværdige er Niels Larsen Stevns’ fresko på en gotisk væg i Helligåndshuset i Slagelse, malet i 1938, side om side med hans billede af Den barmhjertige samaritaner. Den 72-årige kunstners kræfter var svindende, men han ønskede ikke hjælp fra andre end sin elskede hustru Anna. Det blev Larsen Stevns’ sidste kirkelige værk. Billedet er et hovedværk, ekspressivt, rent og kraftfuldt. Figurernes kropssprog tegner sig skulpturelt i billedets centrum hos den omsorgsfuldt let foroverbøjede Jesus og den dybt tilbedende samaritaner. Denne uadskillelige gruppe er fremhævet af klare konturer og farver i voldsomt lys. Lyset, landskabet og vegetationen viser, hvordan Larsen Stevns er varigt inspireret af sin studierejse i Sydeuropa blandt pinjer og cypresser. Jesus er denne gang vist uden glorie, sollyset gør fyldest. I fresken er lyset over samaritanerens hoved og ryg et metafysisk nådestegn; den oplyste, arketypiske vej er den frisatte eksistens’ rejse mod morgendagen og evigheden.

Foto: Claus Jensen.

Så kom vi til eksempelfortællingen om Den barmhjertige samaritaner med dens krystalklare anvisning for medmenneskelig etik. Gud har noget vigtigt for med os i vore indbyrdes møder med næsten, hvor indlevelsesevnen må være vores vejleder i den enkelte situation. – “Men hvem er så min næste?” Vi reagerer måske som Jesu “lovkyndige” samtalepartner, der hager sig fast i definitionen af “næste” og søger en afgrænsning af begrebet. Vi vil ikke tage skyklapper på og begrænse os til en etnocentrisk stammetænkning, men hvordan undgår vi at lammes af følelsen af uoverkommelighed, når digitale medier bringer alverdens millioner af lidende ind i vores stue? Jesus hjælper os ikke med en afgrænsning, men han vender vores roller og hierarkier på hovedet ved at lade os se situationen ikke med forbipasserendes, men med den nødstedtes øjne: “Hvem… var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder”?

Nerven i Sven Engelunds smukke maleri af Den barmhjertige samaritaner er netop den nødstedtes blik op på samaritaneren, der lod sig standse for at gøre, hvad der skulle gøres, mens andre passerede forbi. Sven Engelund fra Vrå levede 1908-2007 og malede 1949-84 fem vendsysselske alterbilleder, hvoraf det første (i Øster Vrå) forgik ved en brand. Den barmhjertige samaritaner malede han til Stenum Kirke i 1963. Som så ofte har Engelund foretaget en klar lodret opdeling af billedfladen med billedets dominerende figurer på overgangen. I det efterårsmørke felt til venstre ses samaritanerens æsel og levitten med den afvisende gestik, skildret med næsten karikeret profil. I højre side, hvorfra lyset strømmer ind, åbnes udsyn mod et fladt, nordjysk landskab i forårsfarver. Lyset kan i sammenhængen tillægges en religiøs merbetydning som tegn på skabermagten og kærligheden. Som det fremgår, forener Engelund på fineste vis landskabsmaleri i jordfarver og geometrisk formsprog med et klart figurmaleri. Udover i kirkerne Stenum, Jerup, Vennebjerg og Tolstrup kan Engelunds malerier altid ses på Vråudstillingen. Foto: Claus Jensen

Markus’ fortælling om Jesu møde med den døvstumme giver et billede af Jesus som helbreder og dertil som den empatiske pædagog, der indledningsvis taler et sansbart tegnsprog. Berøringen åbner en fælles forståelse. Beretningen har samtidig en omfattende almen symbolværdi som evangeliet om, at Gud selv åbner menneskers ører, hjerte og hele liv. Et åbent liv i tro er en nådegave, ikke en præstation. Der findes mange kirkeudsmykninger med det tema, at Kristus giver blinde synet, mens kun få kirkeudsmykninger beskriver hørelsens gave – selvom talrige prædikestole bærer lutherske skriftord om at høre Ordet. Dette forhold er vel ikke underligt i betragtning af, at lyset er billedkunstens medium og lyset (Lyset) kirkekunstens nøglemotiv. Lidt spøgefuldt pågår der en uafgjort diskussion mellem teologer og kirkekunstnere om Ordets hhv. Lysets forrang. Tænker jeg personligt efter, om min egen mest fundamentale erfaring er båret af ordet eller af lyset, kan jeg umuligt skille det ad: En tidlig erindring om en ny dags begyndelse rummer således et lydbillede af, at min mor træder ind i soveværelset med ordene: “God morgen, Gitte”, mens hun trækker gardinet til side, så lyset vælder ind. Dagen bliver mig givet gennem lys, ord og berøring.

For to år siden viste jeg her et af de få danske alterbilleder med titlen Effatha: Poul Steffensens (tidligere) alterbillede i Svostrup Kirke. Denne gang vælger jeg et moderne surreelt kunstværk: Foran Køge Bibliotek nogle få meter fra Køge Kirke står Jens-Flemming Sørensens smukke bronzeskulptur “Gennembrud” fra 1975. En granitsokkel bærer dette mangetydige billede af sprængningen af hårde, runde skaller, så et menneskeansigt dukker frem og møder livet. Værket kan associeres til en bristende blomsterknop, en revnende frugtskal, et æg der klækkes, en fødsel – eller en genfødsel. Jens-Flemming Sørensen (1933-2017) har prydet vidt forskellige offentlige rum med sine smukke, mangetydige skulpturer, der ofte lader det organiske brydes med det geometriske. En af hans næsten tilsvarende skulpturer kaldes “Universets fødsel”. Kunstneren har ikke leveret en eksplicit kristen fortolkning, men kan der gives en finere visuel skildring af Effatha-motivet? Et dyrebart menneskeliv kaldes frem af ensomhedens indespærring. Foto: Claus Jensen.

I Luk. 18 finder vi Jesu lignelse om de to mænd, der beder i templet: farisæeren og tolderen. Lignelsen fortælles som replik i en samtale med “nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre.” Den selvretfærdige tilhører, som kan spejle sig i lignelsens farisæer, må høre, at det ikke var ham, men den ringeagtede tolder, der efter bønnen “gik hjem som retfærdig”. Evangeliet er for dem, der behøver det.

For to år siden viste jeg bl. a. Esben Hanefelt Kristensens fine og righoldige tegning til Jesu lignelse om farisæeren og tolderen. Ikke mange danske kunstværker skildrer disse to figurers bøn i templet, især ikke nyere værker. Illustrationer kan man nok finde, men de er ofte ganske karikerede, for ikke at sige komiske, hvad farisæeren angår. Farisæeren fremstilles typisk så opblæst, at ingen kan være i tvivl om, at det er ham, vi ikke skal kunne lide, og vi får svært ved at se ham som en side af os selv og enhver, hvad han nok er. Han er ikke bare selvfed: han takker jo Gud for at have sat ham i stand til at føre et formentligt ordentligt liv i modsætning til de mange, der er kommet galt afsted, såsom den korrupte og ringeagtede tolder. Vi forstår, at farisæeren må mangle evangelisk selverkendelse, men den egentlige fatalitet er, at han aldrig slipper det sammenlignende blik på medmennesker. Det gælder os alle, at vore sammenligninger med andre i foragt, rivalisering eller misundelse er en støjsender i bøn og gudstro. Man kan ikke stille op med en menneskelig rangorden hos Gud. Den angrende tolder derimod ser sig end ikke omkring i templet. Han er åndeligt talt alene for Gud. I hverdagens sociale kontakter tildækker han – og vi – nok gerne vores skyld og skam, men i stille timer kastes vi tilbage på os selv og vort levede og misbrugte liv, og her står vi nøgne over for den instans, vi må kalde Gud. Her er der ingen sammenligning, kun selvopgør – eller nåde.

Kunstneren Anders Kirkegaard (f. 1946) er på vej med et stort alterbillede til Vejles Sct. Nicolai Kirke og har også tidligere fordybet sig i kirkekunst. Hans reflekterede arbejder med eksistentielle og religiøse spørgsmål er aldrig skønmalerier, snarere ubehageligt grelle, drevet af anfægtelser, undertiden med stødende Kristusidentifikationer. Anders Kirkegaard har i 1980’erne været optaget af spørgsmål om frelse og fortabelse med særligt udgangspunkt i ‘Det gamle spil om enhver/Jedermann‘. I arbejdet med ‘Portræt af enhver, men mest Jesus‘ har han skabt det viste maleri med titlen “Den sejrende? Den fortabte? Alene!” Maleriet kan læses som et billede af den nøgne eksistens, der angstfyldt anråber Gud og her får lov at falde tilbage og lade sig bære. Hvordan kan man male Guds favnende nåde? Anders Kirkegaard har malet nåden som en metamorfose, repræsenteret ved påfugletrone, engleklæder og fyrværkeri af hvidt lys. Det er vildt!

Billedet er gengivet i Nina Damsgaards smukke bog ‘Maler-Anders Et portræt af kunstneren Anders Kirkegaard’.