Kunst til kirkeåret

Så er det tid, opfyldelsens tid. Fortid, nutid og fremtid forenes i højtid. Med barnets fødsel indtræffer det NU, der har evighed i sig. Esajas jubler om den messianske barnefødsels rækkevidde “fra nu og til evig tid”. Guds tid er inde. Ventetiden er omme. Paulus skriver til galaterne om tidens fylde: “da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde”… Historie bliver til frelseshistorie. Lukasevangeliet forankrer verdenshistorien i Guds kosmiske historie: “Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem…” Her i Betlehem tjener Augustus’ imperialistiske optælling og Marias biologiske nedtælling som brikker i evangeliets guddommelige håbsfortælling. Engle synger for hyrderne om “en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er født jer en frelser”. I dag! – Vi bliver samtidige, som generationer før os blev, når vi syngende går “med stille sind / som hyrderne til barnet ind.”

Det græske begreb kairos betyder ‘den rette tid’ i betydningen ‘det rette, gunstige øjeblik’, til forskel fra kronologisk tid, som blot er den neutrale klokke- og kalendertid. Kairos er øjeblikket modtaget som en guddommelig åbning. –

Den spændende færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir har i 2012 skabt en serie billeder med titlen Kairos, som beskæftiger sig med et barns fødsel, tolket som et glimt af det hellige. Her vises et af disse magiske og humoristiske billeder af det forunderlige moment, hvor moden kone møder nyfødt barn og omvendt. Er det en jordemoder eller en mormor? – Sigrun Gunnarsdottirs billeder beskæftiger sig ofte med relationen mellem bedsteforældre og barnebarn i religiøst perspektiv -. Der er øjenkontakt og sjælekontakt i øjeblikket. Øjeblikket akkompagneres af en engels trompetfanfare. I billedets midterakse ses øverst en stor stjerne, nederst en gylden urskrive med romertal. Viseren peger mod 12, altså mod midnat og mod stjernesolen. Der associeres måske til julesalmen ‘Det kimer nu’: … “og ret som midnatshanen gol / blev Jakobs stjerne til en sol”. Med dette foto af Sigruns maleri, som er i privateje, vil jeg ønske alle en glædelig jul!

Udsagnet “Jeg skal blive mindre” er tæt på at forekomme usandsynligt i dag – undtagen måske fra mennesker, der har vægttab som nytårsforsæt. Vores individualistiske og narcissistiske kultur er i alt for høj grad karakteriseret af det modsatte: kampen for at få lov at fylde, kampen om anerkendelse, opmærksomhed, kendisplatforme, likes, scoringer… Det er let at få øje på vort menneskesamfunds nådesløse rivalisering om opmærksomhed – om at kunne træde ud af anonymiteten blot en stakket stund. “Alle har ret til 15 minutters berømmelse”, som Andy Warhol sagde. Desperate i forhold til egen dødelighed kan menneskedrømmen tilmed være at gøre sig betydningsfuld og erindret udover livets og urnegravens korte lejemål. Eksistensfilosoffer beskriver humoristisk, hvordan mennesker gennem livet arbejder på deres nekrolog for at gøre den til en makrolog, en STOR omtale…. – Hvor er det da helt anderledes og velgørende at høre modfortællingen om Johannes Døberen, der træder til side for ham, der “skal blive større”. Johannes fremtræder hverken overset, anonym eller selvudslettende, slet ikke resigneret, men forløst: “Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.” Han har fundet, hvad han behøvede: gudsmennesket uden for sammenligning: Jesus Kristus, som “Gud har udsendt, og som taler Guds ord”. Med historiens humor blev Johannes udødelig som den, der peger. Han er ikke guddommelig, ikke en frelser, men han er set af Gud og forbilledlig ved at pege på noget større end sig selv.

Kirkekunsten anskueliggør ofte Johannes Døberens betydning ved netop at vise ham pegende. Et eksempel fra 1930 er Niels Skovgaards skønvirkeprægede altertavle i Rørdal Kirke, Aalborg. Johannes belærer sine disciple om, at Jesus (forbipasserende med korsglorie og lysende hvid kappe) er gaven fra Himlen. Den rygvendte skikkelse i forgrunden kan være identifikationsfigur for Rørdals menighed og for os. Jeg viser et udsnit samt hele tavlen med den symbolrige udskårne ramme, fotograferet af Niels Clemmensen. Tak for foto!

Under juleforberedelserne dukker Johannes Døberen op på flere søndage og påkalder sig kirkens opmærksomhed, – som den, der selv henleder opmærksomheden på Kristus. Adventstekster slynger sig rundt om Johanneshistorien med hans eventyrlige fødsel, hans offentlige fremtræden med døbervirksomhed og klar Kristusbekendelse, modstillet hans dødelige fangenskab i Herodes’ fængsel, hvorfra han sender det næsten ubærlige spørgsmål til Jesus: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – og endelig Jesu anerkendende ord om denne sin forløber som ”mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender en engel foran dig’”.

Nogle af Danmarks ældste og interessanteste kalkmalerier prydede allerede før år 1100 Jelling Kirke. Desværre blev billederne nedhugget efter at være tegnet af, og kort efter fundet blev de i 1875 erstattet af rekonstruktioner, som efter alt at dømme viser sig delvist fejlagtige. Kirken menes at være viet til Johannes Døber. Iflg. den nu fremherskende tolkning viser billedfrisen historien om Johannes Døberen og hans forældre: præsten Zakarias og Elisabeth. På korets nordside ses en sengeliggende mor med et svøbelsesbarn. Bag hovedgærdet står de rekonstruerede barselgæster, hvoraf kun den forreste er synlig på fotoet her. Barnet har ingen korsglorie og kan derfor ikke være Jesus, og barselgæsterne kan så heller ikke som tidligere antaget være De Hellige Tre konger. Parret i sengen tolkes i dag som den nyfødte Johannes og mor Elisabeth. Næsten hele personen bag sengens hovedgærde er som sagt en rekonstruktion. Bevaret var alene hænder, horn og skrivepult. Hændernes ejermand tolkes nu som den gamle barnefader Zakarias, som iflg. Luk kap. 1 blev slået af stumhed, fordi han ikke troede på englens budskab om, at han skulle blive far til en Johannes. Før han igen fik mæle, måtte han nedskrive barnets navn Johannes. Det er denne nedskrivning, som foregår bag hovedgærdet, og hornet er et blækhus. Zakarias fik stemmen tilbage og lovpriste Gud for hans barmhjertighed, ”hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os”.

På den anden side af nordvinduet ses (måske) først den unge Johannes alene i ørkenen, derefter den voksne Johannes’ prædiken for en tilhørerskare under et skriftbånd med latinske ord om ”røst af en, som råber i ørkenen”. Øst herfor på altervæggen ses endelig Johanneshistoriens højdepunkt: Jesu dåb. 

Ved den smukke kirkerenovering i 2000 blev udsmykningen fuldbyrdet af Jørn Larsens betydningsladede kunstværk i gulvet samt de stiliserede glasmosaikruder i hhv. gult, blåt og grønt. På Claus Jensens foto nedenfor ses det østvendte vindue med gult glas, der fuldtonende klinger sammen med Zakarias jubel over barnet: “du, mit barn skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvorved solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Forkynder ruden ikke netop “Solopgangen fra det høje”?

Dansk kirkekunsts i øvrigt nok mest uimodståelige skildring af glæden ved Johannes’ fødsel er et af de 48 stærkt underholdende, ekspressive træskærerarbejder fra o. 1420 på Roskilde Domkirkes kannikestole omkring Margrethe 1.s gravminde, et gotisk værk med internationalt bogforlæg. Stolene er bekostet af den indflydelsesrige biskop Lodehats brodersøn, der selv var biskop. Relieffet tolkes sådan, at manden tv. repræsenterer det undrende folk, parret th. er slægten, hovedpersonerne er Zakarias, som peger på navnet Johannes, som han har skrevet, nu i en bog. Den stolte, nybagte mor Elisabeth er skildret i overensstemmelse med det gotiske kvindeideal med S-slynget krop og fremskudt mave. – Vi venter lige til sankthans med at fejre Johannes’ fødselsdag. Foto: Claus Jensen.

Adventstid er ventetid. Lignelsen i Mt. 25 om “kloge og ukloge brudepiger” handler om at våge, vente og bevare troen. Som brudepigerne tålmodigt må vente på brudgommen og bryllupsfesten, må kristne tålmodigt vente på Kristus og Guds riges komme – på at Kristus tager bolig hos os og i os, som også julesalmer synger om. Teksten handler om i ventetiden at have “olie på sin lampe” eller ej, idet olien er symbol for tro. De “kloge” har nok af olie med, de bevarer flammen og bydes endelig af brudgommen ind i festsalen. De “ukloges” lamper er i mellemtiden for længst gået ud, de taber gnisten og går glip af festen. Lignelsen kan læses som en af Matthæusevangeliets eskatologiske lignelser, der sætter skel mellem de trofaste troende og de frafaldne. Vel også forståelig som et skel inde i den enkelte, der brydes med troen. Lignelsen rummer et ubehageligt intermezzo, hvor “de ukloge” forgæves beder om at låne olie af “de kloge”, da det kniber. Ifølge denne skarpt skårne modstilling, kan man altså ikke overtage andres tro. – Men i det virkelige liv må vi ellers ofte ty til ‘vikarierende tro’ som en omsorg fra andre, der i fællesskab søger at bevare håbet for håbløse?

Den selvlærte maler Jens Nielsen (1891-1978) har i 1934 skabt et voldsomt maleri af “De kloge og ukloge jomfruer”, som kan iagttages i våbenhuset i Fredens Kirke i Herning. Jens Nielsens maleri er dramatisk og ekspressivt med kraftfuld brug af kulører fra ildrødt til blåsort. Til højre i forgrunden ses i matte og mørke farver de “ukloge jomfruer”, hvis olie er opbrugt og lys er slukket. De er rådvilde, sløve eller bedrøvede. Den grædende pige i hjørnet kalder på vores medfølelse. I en portåbning løfter en pige sine arme over hovedet, desperat eller endnu håbefuld? Til venstre for bygningen lyses billedet op af de “kloge jomfruer”, fem hvidklædte piger, som har vendt sig i den anden retning: ind mod den oplyste vej foran dem, frem mod et åbent landskab med en glødende solopgang. Her blusser både horisonten og pigernes lampe. Jens Nielsen afstår fra at vise såvel dommen som bryllupsfesten, for motivet er ventetiden med eller uden tro. “Solopgangen fra det høje” er imidlertid en velkendt metafor for frelserens komme, ligesom “vejen” er et navn for Kristus og livet med ham. Vi kan tolke maleriet som et tidløst billede af advent og menighedens situation – forud for opfyldelsen. Kan vi ikke hver især identificere os med snart den ene, snart den anden af brudepigerne? Somme tider vinder tvivlen eller ligegyldigheden, somme tider får vi nåde til at værne troens flamme.

Jens Nielsen har malet alterbilledet i Skanderborg Slotskirke og mange andre religiøse billeder, hvoraf nogle hænger i Nørrelandskirken i Holstebro.

Mange tak til kirkens personale for hjælp med foto.

Han tog ikke vold og magtkamp ud af verden, men han overbød det onde med godhed af en anden verden. Han tog ikke loven ud af verden, men gennemlyste den med dyb medmenneskelighed. Han tog ikke synden ud af verden, men gav med tilgivelsen syndere en ny dag. Han tog ikke uretfærdighed ud af verden, men bragte frigørende håb til undertrykte og udstødte. Han tog ikke lidelsen ud af verden, men udholdt den selv og lindrede den for andre. Han tog ikke døden ud af verden, men… Nogle af Jesu tilhørere i Nazarets synagoge rasede over hans ord om, at Esajas’ skriftord om de messianske tilstande nu med ham var “gået i opfyldelse”, for er verden ikke med al sin uretfærdighed og lidelse stadig ved det gamle? Novembermørke og bekymringer kan let lukke os ned med hver vores mismod. Men så alligevel: Vi fik anskueliggjort et stærkere alternativ. Hvor meget har det ikke ændret vores virkelighed, at Jesus lagde nye spor ud af tro, håb og kærlighed, som kan lyse os frem ad vejen? Jesus af Nazaret var epokegørende “godt budskab”. Tror vi, at det er i ham – om noget sted -vi møder Guds Ånd, så kan vi vove endnu engang at ønske hinanden glædelig advent og “udråbe et nådeår fra Herren” år 2021/22 efter Kristi fødsel.

I danske kirker findes en eneste altertavle med motivet ‘Jesus prædiker i Nazarets Synagoge’, nemlig Joakim Skovgaards smukke og righoldige alterbillede fra 1914, som Herning Kirke fik opsat i 1916/17. Dette alterbillede viste jeg på opslag her for to år siden.

Denne 1. søn. i adv. viser jeg billedhugger Lisbeth Nielsens (f. 1952) bronzeskulptur fra 2015 i den smukt renoverede Emmauskirke ved Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Det er en rank og spændstig, fribåren Adam, som tager et lille skridt frem mod os. Hovedet er let bøjet, sagtmodigt, tænksomt.

Den nøgne figur er opmodelleret i en klassisk modernistisk stil med en grov og levende overflade, der bærer erindring om kunstnerens arbejde med leret. I kirkerummet kan stofligheden associeres til skabelsesberetningen om, at Gud formede mennesket af agerjordens muld og indblæste livsånde i det. En Kristusfigur er det jo, ‘den nye Adam’, som fuldbyrder Guds plan med mennesket. Figuren tolkes gerne som den opstandne Kristus. Den store gyldne skive af udhamret kobber på væggen bag hans hoved forkynder for os, at dette menneske er bærer af Guds Ånd; den solgyldne ‘glorie’ er opfyldelsens tegn. – Emmauskirken rummer også andre, meget udtryksfulde figurer: Maria med barnet, Maria Magdalene og Kvinderne ved graven. Claus Jensen har fotograferet.

Lisbeth Nielsen formulerer sig sjældent selv om sine værker. Hun gør en undtagelse med et billedforedrag på Liselund Højskole i Slagelse, fred. d. 10. dec. 2021 kl. 14-16, hvor vi kan fordybe os i hendes mange skønne skulpturer, som står adskillige steder i det offentlige rum, på museer og hos private.