Udsagnet “Jeg skal blive mindre” er tæt på at forekomme usandsynligt i dag – undtagen måske fra mennesker, der har vægttab som nytårsforsæt. Vores individualistiske og narcissistiske kultur er i alt for høj grad karakteriseret af det modsatte: kampen for at få lov at fylde, kampen om anerkendelse, opmærksomhed, kendisplatforme, likes, scoringer… Det er let at få øje på vort menneskesamfunds nådesløse rivalisering om opmærksomhed – om at kunne træde ud af anonymiteten blot en stakket stund. “Alle har ret til 15 minutters berømmelse”, som Andy Warhol sagde. Desperate i forhold til egen dødelighed kan menneskedrømmen tilmed være at gøre sig betydningsfuld og erindret udover livets og urnegravens korte lejemål. Eksistensfilosoffer beskriver humoristisk, hvordan mennesker gennem livet arbejder på deres nekrolog for at gøre den til en makrolog, en STOR omtale…. – Hvor er det da helt anderledes og velgørende at høre modfortællingen om Johannes Døberen, der træder til side for ham, der “skal blive større”. Johannes fremtræder hverken overset, anonym eller selvudslettende, slet ikke resigneret, men forløst: “Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.” Han har fundet, hvad han behøvede: gudsmennesket uden for sammenligning: Jesus Kristus, som “Gud har udsendt, og som taler Guds ord”. Med historiens humor blev Johannes udødelig som den, der peger. Han er ikke guddommelig, ikke en frelser, men han er set af Gud og forbilledlig ved at pege på noget større end sig selv.
Kirkekunsten anskueliggør ofte Johannes Døberens betydning ved netop at vise ham pegende. Et eksempel fra 1930 er Niels Skovgaards skønvirkeprægede altertavle i Rørdal Kirke, Aalborg. Johannes belærer sine disciple om, at Jesus (forbipasserende med korsglorie og lysende hvid kappe) er gaven fra Himlen. Den rygvendte skikkelse i forgrunden kan være identifikationsfigur for Rørdals menighed og for os. Jeg viser et udsnit samt hele tavlen med den symbolrige udskårne ramme, fotograferet af Niels Clemmensen. Tak for foto!
Birgitte Bech kirkekunst 