Under juleforberedelserne dukker Johannes Døberen op på flere søndage og påkalder sig kirkens opmærksomhed, – som den, der selv henleder opmærksomheden på Kristus. Adventstekster slynger sig rundt om Johanneshistorien med hans eventyrlige fødsel, hans offentlige fremtræden med døbervirksomhed og klar Kristusbekendelse, modstillet hans dødelige fangenskab i Herodes’ fængsel, hvorfra han sender det næsten ubærlige spørgsmål til Jesus: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – og endelig Jesu anerkendende ord om denne sin forløber som ”mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender en engel foran dig’”.
Nogle af Danmarks ældste og interessanteste kalkmalerier prydede allerede før år 1100 Jelling Kirke. Desværre blev billederne nedhugget efter at være tegnet af, og kort efter fundet blev de i 1875 erstattet af rekonstruktioner, som efter alt at dømme viser sig delvist fejlagtige. Kirken menes at være viet til Johannes Døber. Iflg. den nu fremherskende tolkning viser billedfrisen historien om Johannes Døberen og hans forældre: præsten Zakarias og Elisabeth. På korets nordside ses en sengeliggende mor med et svøbelsesbarn. Bag hovedgærdet står de rekonstruerede barselgæster, hvoraf kun den forreste er synlig på fotoet her. Barnet har ingen korsglorie og kan derfor ikke være Jesus, og barselgæsterne kan så heller ikke som tidligere antaget være De Hellige Tre konger. Parret i sengen tolkes i dag som den nyfødte Johannes og mor Elisabeth. Næsten hele personen bag sengens hovedgærde er som sagt en rekonstruktion. Bevaret var alene hænder, horn og skrivepult. Hændernes ejermand tolkes nu som den gamle barnefader Zakarias, som iflg. Luk kap. 1 blev slået af stumhed, fordi han ikke troede på englens budskab om, at han skulle blive far til en Johannes. Før han igen fik mæle, måtte han nedskrive barnets navn Johannes. Det er denne nedskrivning, som foregår bag hovedgærdet, og hornet er et blækhus. Zakarias fik stemmen tilbage og lovpriste Gud for hans barmhjertighed, ”hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os”.
På den anden side af nordvinduet ses (måske) først den unge Johannes alene i ørkenen, derefter den voksne Johannes’ prædiken for en tilhørerskare under et skriftbånd med latinske ord om ”røst af en, som råber i ørkenen”. Øst herfor på altervæggen ses endelig Johanneshistoriens højdepunkt: Jesu dåb.
Ved den smukke kirkerenovering i 2000 blev udsmykningen fuldbyrdet af Jørn Larsens betydningsladede kunstværk i gulvet samt de stiliserede glasmosaikruder i hhv. gult, blåt og grønt. På Claus Jensens foto nedenfor ses det østvendte vindue med gult glas, der fuldtonende klinger sammen med Zakarias jubel over barnet: “du, mit barn skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvorved solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Forkynder ruden ikke netop “Solopgangen fra det høje”?
Dansk kirkekunsts i øvrigt nok mest uimodståelige skildring af glæden ved Johannes’ fødsel er et af de 48 stærkt underholdende, ekspressive træskærerarbejder fra o. 1420 på Roskilde Domkirkes kannikestole omkring Margrethe 1.s gravminde, et gotisk værk med internationalt bogforlæg. Stolene er bekostet af den indflydelsesrige biskop Lodehats brodersøn, der selv var biskop. Relieffet tolkes sådan, at manden tv. repræsenterer det undrende folk, parret th. er slægten, hovedpersonerne er Zakarias, som peger på navnet Johannes, som han har skrevet, nu i en bog. Den stolte, nybagte mor Elisabeth er skildret i overensstemmelse med det gotiske kvindeideal med S-slynget krop og fremskudt mave. – Vi venter lige til sankthans med at fejre Johannes’ fødselsdag. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 