Kunst til kirkeåret

 
Johannes Wilhjelm, 1902, Bespisningen af fem tusinde med fem brød og to fisk, 
tidligere alterbillede i Sct. Andreas Kirke, Kbh.

BESPISNINGEN

Den lille drengs madpakke med fem brød og to fisk gjorde fem tusind mennesker mætte, fortæller Johannes… Teksten kan læses som en forbilledlig fortælling om den ubekymrede delsomhed, der som en af velsignelsens frugter er hamstringens modbillede. Hos Johannes er den dog først og fremmest en identitetsmarkør for Kristus, et tegn. Bespisningen af masserne på bjerget ved Tiberias sø er det fjerde af johannesevangeliets berømte syv tegn, hvor Jesus viser sig som Messias af Guds nåde. Han møder her de sultne med Guds overflod af liv og glæde. Tegnet bliver ikke overset, tværtimod, men det bliver mistydet. De optændte mennesker i Jesu følge synes at mistolke messianiteten som et efterspurgt politisk instrument, og Jesus trækker sig tilbage for ikke at blive spændt for den politiske vogn. Hans mad er ikke bestikkelse i et jordisk spil om magten; det er Guds evige nådes tegn.

Nogle vers længere henne i samme kapitel forklarer Jesus, at han selv er livets brød. Fortællingen får her den sakrale karakter, som vi kender fra nadverindstiftelsesordene i de andre evangelier.

Trods ihærdig søgen i ældre, dansk kunst har jeg ikke fundet nogen billedkunstnerisk fortolkning af bespisningsmotivet fra før 1900. Kan nogen mon komme mig til undsætning ? Det ældste, jeg kender, er Johannes Wilhjelms maleri fra 1902 i Sct. Andreas Kirke i Kbh. Med spor af en skudskade fra 1944 (!) hænger billedet i dag over galleriet i kirken. Motivet er ikke et tilfældigt valg til Sct. Andreas kirke. I evangelieteksten er det disciplen Andreas, der gør Jesus opmærksom på den lille dreng med madpakken, og Andreas må i maleriet være den discipel, der står til venstre for drengen, fremhævet af det røde klæde. Jesus selv står midt i billedet, rank og lysende i aftensolens skær. Han er omgivet af den koncentrerede folkeskare på bjergskråningen. Nogle af de nærmeststående mænd ser anspændte ud, mens de siddende kvinder er mere andagtsfulde. Jesus har taget drengens brød i hånden og vender sit blik mod himmelen og takker….

Johannes Wilhjelm (d. 1938) har for nylig mødt fornyet interesse i forbindelse med en stor særudstilling på Fuglsang Kunstmuseum, hvor der mellem hans andre genrer var udstillet et billede af Bebudelsen. Wilhjelms kirkelige værk omfatter også et korsbæringsbillede fra 1907, som hænger i Fjerritslev Kirke.

 

KAMPEN MOD DÆMONER

 

Foto: Claus Jensen - Billedskærer Hans Dreyer har til Holckenhavn Kapel 
o. 1635 skåret sit relief: Jesus uddriver ond ånd. - Midt i billedet 
forlader den onde ånd den besatte som lodret opkastning ud af munden.

Lukas fortæller i kap 11, at en stum person ved mødet med Jesus befries fra sin indestængthed og hentes ind i det livgivende kommunikative fællesskab. Evangeliet er entydigt på livets side. Gud vil det gode liv, og det er absurd at bedømme en helbredelse som udtryk for det onde. “Hvis det er ved Guds finger, jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”, siger Jesus til sine modstandere.

Bibelens mytologiske forklaringer på fysiske og psykiske sygdomme ligger langt fra nutidens naturvidenskabelige. At mennesker kæmper med dæmoner, er ganske vist velkendt hos ikke blot teologer men også psykologer, psykiatere og forfattere, men en forestilling om konkrete dæmoniske væsener er blevet fremmed for de fleste af os. De manifeste dæmonbilleder tilhører en anden tid med en mytisk opfattelse af virkeligheden som kampplads mellem fysiske åndemagter.  Imidlertid deler vi gerne forståelsen af, at livsbekræftende og livsnedbrydende faktorer i tilværelsen kan stå over for hinanden. En tankevækkende pointe i teksten er, at frelse fra besættelse, sygdom og andre trusler ikke bare er en uddrivelse, som efterlader “huset” tømt og rengjort. Befrielse er ikke bare befrielse fra, men befrielse til. Frelse er en ny fylde af tro, håb og kærlighed.

Går vi til kirkekunsten på jagt efter konkrete billeder af dæmoner og djævle, finder vi dem som forventeligt i middelalderen og 1600-tallet, hvor angsten for de mørke magter tog meget håndfaste former. Endnu i 1700-tallet anskueliggøres i en slags opbyggelige piktogrammer, hvad det kristeligt set handler om i menneskesjælens kamp mod fristelser. Gådefulde emblemmalerier blev kalkmaleriernes afløsere i barokkens kirkeudsmykninger. Emblematiske billeder forener billede og tekstlinjer, ofte med forlæg i italienske og tyske emblembøger fra 1500-1600-tallet, der rækker fra katolsk religionspædagogik til luthersk ortodoksi. Erik A. Nielsen har udført et pionerarbejde og fremlagt sit dybdegående studium af barokkens emblemer i den store udgivelse “Gådetale”.

I Warming og Fogdes fine bog “Billeder og tro”, har jeg fundet ovenstående skumle figur i et emblematisk maleri fra o. 1735 af Mogens Christian Thrane (1697-1764). Billedet indgår i en række på stolestadernes låger i Viborg Sdr. Sogns Kirke, Sortebrødrekirken. Her behøvedes nemlig ny udsmykning efter kirkens brand. Den viste låge har som indskrift et citat fra Davids Salme 143: “Udfri mig fra mine fjender, hos dig skjuler jeg mig”. Kristus har heldigvis allerede vundet kampen om det røde menneskehjerte. Maleren Mogens Christian Thrane fra Fussingø ved Randers, som havde selvstændigt værksted,  kom i høj grad til at præge det jyske barokmaleri. Han lod sig inspirere af de udenlandske emblembøger, men kombinerede og malede også selvstændigt, herunder en del altertavler, mange med det gode lutherske nadvermotiv.

Dæmoner og det, der ligner, har i moderne tid fundet en ny adgang til billedkunsten i symbolismens – netop symbolske – skildringer af, hvad der rører sig i menneskesjælens og folkesjælens dybdedimensioner. Jeg perspektiverer hed med en markant symbolistisk anskueliggørelse af kampen mellem dæmon og evangeliet. Fotoet viser ved siden af Jesuskirken i Valby symbolisten Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) bronzeskulptur “Trold, der vejrer kristenblod” også kaldt “Trold, der lugter menneskeblod”, som brygger Carl Jacobsen anskaffede i 1901. Da borgere i Valby fandt skulpturen for skrap, blev den flyttet til Glyptoteket, men på pladsen ved Jesuskirken blev den i 2002 opstillet igen, nu i en kopi.

 

 

 

 

 

Den kanaanæiske kvinde, malet af Hendrik Krock, 1705-17, Vemmetofte Kloster.
Foto: Claus Jensen

DEN KANAANÆISKE KVINDE udfordrer iflg. Matt. 15 Jesus til en dæmonuddrivelse, dvs. helbredelse af kvindens datter. Således fortsætter fastetidens anliggende: Jesu konfrontation med den onde – eller det onde. Bemærkelsesværdig er her den udvidede horisont: Kvinden fra yderområdet ved Tyrus og Sidon er ikke-jøde og afvises indledningsvis som fremmed, idet Jesus forsvarer sit jødiske kald. Men kvinden helmer ikke og fortsætter med at trygle. Hun insisterer på, lige som en lille hund, at få lov at leve “af de smuler der falder fra deres herres bord”. Afvisningen af kanaanæeren er i sig selv en ubehagelig læsning, men danner vel at mærke afsæt for Jesu bønhørelse og anerkendelse af hendes store tro. Pointen med afsnittet er, at evangeliet sprænger enhver partikularisme. Jesu konfrontation med det livsødelæggende er universel.

Det udvalgte farveklare billede af den kanaanæiske kvinde, Jesus med de tolv apostle samt tilhørere er senest år 1715 malet af enevældens maler Hendrik Krock (1671-1738). Billedet i barokstil er komponeret med en central diagonal linje fra den bedende kvinde til den lydhøre Jesus, og tidstypisk er også den manierede gestik. Den lille hund fjerner enhver tvivl om motivet. Krock var en af de første danske malere, der for alvor trådte ud af anonymiteten. Han flyttede som ung fra Flensborg til Kbh, foretog tre store udlandsrejser, herunder et uddannelsesophold af flere års varighed i Italien, hvor han tilegnede sig sin moderate senbarokke stil. Personligt havde han forkærlighed for at komponere klare figurgrupper på en baggrund af landskaber, bygninger og blå himmel med skyformationer. Hjemkommet i 1705 blev Krock berømmet og snart ansat som hofmaler for kongerne Fr. 4. og Chr. 6., som satte majestætiske byggerier i værk. – 1731 blev Krock af Chr. 6. betroet at oprette forløberen for det første danske kunstakademi i Kbh.
Som rutineret historiemaler udførte hofmaleren pompøse allegoriske, mytologiske og religiøse billeder, især som lofts- og vægudsmykninger i god samklang m arkitekturen. Det anslås, at den flittige maler gennem 10-20 år skabte 150 kæmpestore loftsmalerier med 3-400 figurer i naturlig størrelse. Mange af disse gik til grunde ved Christiansborgs og Frederiksborgs brand. Et af de mest kendte værker er nok himmelfartsbilledet fra 1727, der overførtes til Helligåndskirken på Strøget i Kbh. Hendrik Krock malede også mange særskilte malerier, hvoraf 33 blev bragt til Vemmetofte Kloster af den daværende ejer prins Carl, søn af Chr. 5. Det gælder også Den kanaanæiske kvinde.

 

EFTER DÅBEN: FRISTELSEN:  –  Ved dåben udrustedes Jesus med Guds Ånd, og Ånden førte ham efterfølgende ud i det øde til fasteperioden og det ensomme opgør med ondskaben, som vi kalder Fristelsen i ørkenen, fortalt i mytens form. Udfordret på det nøgne liv møder Jesus Fristerens tilskyndelse til at udøve al magt: forvandle sten til brød, styrte sig ud fra tempeltinder i tillid til sin egen usårlighed, underlægge sig alverdens riger og herligheder… Det epokegørende sker, at Jesus vælger magtafkaldet og tjenesten,  – for “mennesket skal ikke leve af brød alene, men af Guds ord”, og “Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Jesus viser Fristeren fra sig: “Vig bort, Satan!” – Vi ved, at de skal mødes senere…

 

Fotos fra Holckenhavns Slotskapel taget af Claus Jensen

Som tidligere må jeg søge til Holckenhavn Slotskapel for at finde sådanne ret sjældne motiver blandt Hans Dreyers mangefacetterede billeder fra o. 1637. Her kan både Johannes liv, Jesu dåb og fristelsen studeres. I Dreyers fortolkning af fristelsen står Jesus med den karakteristiske firkantede glorie overfor sin modpart. Satan er lumskeligt kutteklædt og næsten anonym, men den årvågne iagttager kan identificere ham på de forskrækkelige fuglefødder! Satan peger ned på stenene og afprøver, om det sultende menneske er til salg for brød. I øverste venstre hjørne genser vi Jesus og Satan med både vinger og horn på den høje tinde med den rige verden for deres fødder, og her slutter Fristerens taletid. – Den milde engel, som kroner den dekorative barokudskæring, minder os om mytens lykkelige slutning. “og se, der kom engle og sørgede for ham.”

I øvrigt findes det største opbud af danske djævlebilleder i kalkmalerierne, hvor det vel nok bedst kendte billede af fristelsen findes i Gudum Kirke ved Aalborg. Det er fra 1550-60. Reformationen bragte ikke djævleforestillingerne til ophør, tværtimod. Hekseprocesser hærgede Danmark i 1600tallet. –

Med eller uden billeder af Satan kan historien om fristelsen forstås som alles historie.

 
Ovenfor ses Jais Nielsens døbefont fra 1951, Sct. Morten, Randers.
Claus Jensen har fotograferet opslagets billeder

JESU DÅB  i Jordanfloden fortælles som en overraskelse: Sammen med de mange bodfærdige mennesker der tiltrækkes af johannesdåben, lader Jesus sig døbe. Med Jesu dåb ved indledningen til hans offentlige fremtræden følger erfaringen af hans åbenbarede udvælgelse: Himlen åbner sig, Guds ånd neddaler som en due, og himmelrøsten proklamerer: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Evangelierne er ikke enstemmige om, hvem der var vidne til åbenbaringen, men i alt fald er kristentro ensbetydende med at bekræfte udsagnet, og Jesu dåb er et af kirkekunstnernes yndlingsmotiver.

Fortællingen er prædiketekst til fastelavn og indgår ikke i kirkens dåbsritual. Alligevel klinger den med, når der holdes dåb, og samhørigheden mellem Kristus og dåbsbarn besegles, i lyst og nød, trods synd og død. Når dåben modtages, hvad enten det nu er barnedåb, konfirmanddåb eller drop-in-dåb, må det ske i tiltro til, at himlen atter åbner sig over døbefonten, og tilsagnet genlyder: “Også dette barn er min elskede søn eller datter”…

Jesu dåb er et motiv, der kan forekomme som udsmykning på og ved døbefonte. Efter reformationen lader man på nye måder inventaret fremhæve dåbens betydning. Nogle kirker får rigt udskårne døbefonte, som undertiden kan være indhegnet af en fornem fontelukkelse eller fremhævet af en fin, nedhængende dåbshimmel.

I Sct. Mortens kirke i Randers har der successivt været flere fonte. I 1695 indhegnedes fonten af et stort panel, som Lauritz Jensen, Essenbæk, forsynede med en række relieffer med mere eller mindre dåbsrelaterede motiver i guldstafferet egetræ. Fontelukkelsen er i dag sat til side, men bevaret, så vi bl.a. kan beundre nedenstående felt med Jesu dåb. Her ses en meget manifest og talende Gudfader som lysets og åndens kilde med klode i hånd og dynamisk sus i kappen.

I 1951 fik Sct. Mortens Kirke en ny døbefont, som her er vist øverst. Det er et meget smukt keramisk værk af Jais Nielsen (1885-1961), hvor en af siderne netop viser Jesu dåb. Kunstneren følger delvist en byzantinsk ikonografi, hvor Kristus med korsglorie ses mellem dåbsengelen, der bærer hans klædning, og Døberen i kameluld. I midteraksen øses vand over Kristus af Døberens hånd, fra venstre flyver duen ind med Åndens lys. Teksten på latin er et uddrag af dåbsritualets tekst fra Matt. 19 om ikke at hindre børnene i at komme til Jesus, så sandt Guds rige er deres [Sinite parvulos nolite eos prohibere ad me] venire talium est [enim regnum caelorum].

– Der er altså godt 250 år mellem Sct. Mortens to dåbsbilleder.

Mit tredje eksempel på en fremstilling af Jesu dåb, som jeg viser nedenfor, hidrører fra Auning Kirke, Norddjurs, og er ligeledes skabt o. 1700. Den pragtfulde font og fontehimmel er udskåret i stilen akantusbarok af ukendt kunstner. Bemærkelsesværdig er her det skulpturelle tableau med Jesu dåb, der bag de dekorative akantusblade pryder fontehimlen.

Men Jesu dåb vises mange andre steder end på døbefonte –

Holckenhavn har to relieffer med Jesu dåb, o. 1635. Her vises udsmykning over døren til prædikestolen

Hans Dreyer(måske) relief over indgangen til prædikestolen, Holckenhavn 
Kapel. Foto: Claus Jensen