Kunst til kirkeåret

Valgkampen er min baggrundsstøj, når jeg læser søndagens tekster. I 1. tekstrk. finder vi Paulus’ formaning til at opføre sig ordentligt i en konflikt: “Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv vrede, men synd ikke”… I 2. tekstrækkes episteltekst 1. kor. 12 kaster Paulus i særdeleshed lys over fællesskabet som “legemets enhed, selvom det har mange lemmer”. “Lider én del af legemet, så er alle dets dele lidende”. Ingen af menighedens “tjenester” eller “nådegaver” bør ringeagtes. Det er kirkens mystiske Kristusfællesskab, Paulus fortolker, men ordene har en selvfølgelig gyldighed for alle samfund, der ikke bare er et tilfældigt antal separate individer i alles kamp mod alle, men en formation med sammenhængskraft og gensidig omsorg. Intet stort ego bør have primat i forhold til det bærende fællesskab. – I evangelieteksten fra Joh.1 læser vi en lidt stiliseret beretning om, hvordan Jesus kalder disciple til sit fællesskab: “Følg mig!”. Han støder på (regionale ?) fordomme som hos disciplen i ly under figentræet, Nathanael, der udbryder: “Kan noget godt komme fra Nazaret?”, men Jesus elsker krudtet ud af fordommene. Han vil ikke danne ekkokamre og egengrupper i front mod fremmedgrupper. Han vil inkludere og åbne os for hinanden, så at vi sammen “skal få større ting at se” under Guds himmel.

Som helligdagens kunstværk har jeg valgt et enkelt af den lange række fortællende relieffer, som Valdemar Foersom Hegndal i 1952 skar til pryd på bænkegavlene i Sønder Vissing Kirke v Horsens. Dette smukke, forgyldte relief viser Jesu kaldelse af en discipel, måske Nathanael. Gestikken er talende: Jesus med glorie åbner favnen og viser ud mod det åbne med venstre hånd, mens han kalder disciplen til sig med sin højre, og disciplen ser spørgende, men også oplivet op: Hvem, mig? Er det mig, du indbyder? Det er stort at være set og tilvalgt! – Valdemar Foersom Hegndal (1916-2003) blev uddannet billedhugger, før han kom på Kunstakademiet. Udsmykningsopgaven i Sønder Vissing var en af hans første. Han udsmykkede frem til årtusindskiftet ca. en snes danske kirker med relieffer og friskulpturer, maleri, kirketekstil og de sidste år især med abstrakt glaskunst, – altså et omfattende og mangfoldigt virke. Se også foto af kirkerummets smukke helhed. Foto: Claus Jensen.

Måske er jeg så bekymret, at det gør mig nærig. Måske er jeg så selvoptaget, at det gør mig til en dårlig lytter. Måske er jeg så magelig, at jeg hellere snakker end handler. Måske har jeg så mange, grimme vildskud på min åndelige vækst, at det er så som så med frugtbarheden. Iflg. Joh. 15 går Jesus lige til sagen med sin både anskuelige og mystiske lignelse om, at han er vintræet, som tiltaler os som grene, der skal beskæres og renses for frugternes skyld. Der er ingen vej udenom at give sin gren et ordentligt eftersyn, selvom det kan være en nedslående proces. MEN “Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, hvis I ikke bliver i mig”, siger træet til grenen. Pointen er altså først og fremmest, at vi ikke hver for sig kan stå os som grene. Vi er “podet ind i” den livskraftige stamme, som er Jesus selv. “Bliv i mig, og jeg bliver i jer”, lover han. – Vintræet er sådan en vidunderlig vækst, hvis rødder kan søge snesevis af meter ned i jorden for at finde en livgivende vandåre. Hvor død en gammel vinstok end kan se ud om vinteren, sker der et under ved forårstid. De først så uanselige knopper brister under solen i det smukkeste, grønne løv, og eventyret kulminerer i saftfulde grøn/violette drueklaser, som næsten magisk kan gæres til vin og skabe glæde og fest. Så er vintræets evangelium, at der hentes næring fra kilden, og livets under sker. Vi bærer ikke os selv, men bæres af alle det skabte livs muligheder og af det forunderlige livsmod, vi oftest får i tilgift. Vi bæres af at være elskede på trods, og skulle vi have glemt det, opfriskes det ved hver en gudstjeneste, hvor Kristus skænker vin for os. Vi bæres af trøsten fra tilgivelsens bannerfører. Vi bæres af hverdagens overraskende mellemværender med andre mennesker, som åbner mulighed for alligevel at gøre lidt gavn. “Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple”. Hvad der kommer ud af det hele, skal vi heldigvis ikke selv overskue. Om vore frugter er søde, syrlige eller lettere mugne, ‘puljes’ de i fællesskabets store kar, og med velsignelse fra højeste sted kan resultatet blive overdådigt, når alt kommer til alt.

Enhver kan se, at mit valgte billede ikke er et stykke kirkekunst, og at det hverken er malet i Danmark eller for den sags skyld i Israel. Det er P. S. Krøyers let impressionistiske maleri fra 1901: ‘Vinhøst i Tyrol’. Et forarbejde findes hos Hirschsprung, mens det endelige maleri, som er i privat eje, heldigvis nu er tilgængeligt i den flotte udgivelse ‘Krøyer An International Perspective’. Maleriet giver os et lykkeligt indtryk af vintræets skønhed og frodighed og af mænds og kvinders udbytterige arbejdsfællesskab i efterårsdagens skygge og lysflimmer. I billedets ganske solfyldte højre side ser vi frugterne blive hældt sammen i det store kar. Der er vist udsigt til en oktoberfest – Kunstneren selv var ikke lykkelig men gennemlevede et plagsomt livsafsnit med både sindssygdom og skilsmisse. Han var på rekreation i Tyrol, hvor de stimulerende sanseindtryk gjorde ham overraskende godt. Er der ikke noget opbyggeligt i, at selv et menneske i så stor elendighed kan sætte så smukke frugter til vores fælles glæde?

Mennesker danner grupper og hierarkier. Vi indrømmer det nødigt, men typisk omgås vi helst mennesker, som ligner os selv, bekræfter os holdningsmæssigt og øger vores kulturelle og sociale kapital. Det er afgørende for vores succesfortælling og styrende for, hvem vi gerne byder til middag, og hvor vi helst sætter vore børn i skole. I andre kulturer var og er det indbegreb af succesfortælling at optimere den religiøse kapital og tilsvarende undgå forurening fra et religiøst set ‘dårligt selskab’. – I Mark. 2 er fællesbetegnelsen for det dårlige selskab “syndere og toldere” – underforstået at toldere var besættelsesmagtens embedsmænd, som typisk misbrugte magten til at berige sig selv – en forargelse dengang som nu. “Hvorfor spiser han sammen med syndere og toldere?”, spurgte de lovlydige og samvittighedsfulde farisæere, når de så, hvordan Jesus skabte drama for ikke at sige komedie. Med en ejendommelig frihed og fantasi overtrumfede Jesus forargelsen og vadede hen over hævdvundne sociale og religiøse grænser. Et uhørt guddommeligt overskud gav ham blik for hver den enkelte, som havde brug for ham. Han indbød ham og hende til fest, med bryllupsfesten, kærlighedens fest, som metafor! – Her kan jeg skifte til nutid, for hans fest for kærlighed over alle grænser slutter aldrig. Selvom også vi er dårligt selskab og sikkert nogens fjender, bliver vi stadig indbudt og får rakt den funklende vin i de smukkeste bægre, huset formår. Her hældes “ung vin på nye sække”. Hvor Helligånden får sin vilje, sker det på tværs af alle sociale og religiøse hierarkier. Det betyder ikke, at vi så bare hygger os med at være “toldere og syndere”, den ene værre end den anden. Jesus sagde: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Levi rejste sig fra toldboden og fulgte Jesus. Jesus giver håb om forandring. Lægedom betyder ikke status quo men en ny begyndelse!

I fængselskirken i Enner Mark, Horsens, hænger Jan Jochims Nielsens nadverbillede, som er malet 2013. Jan Jochims Nielsen er fhv. HA-rocker og har afsonet 12 år for narkokriminalitet, men kan nu ernære sig som maler. Maleriet viser en genkendelig Jesus siddende midt for langbordet med armene rakt ud til sine bordfæller. Som de tolv disciple figurerer malerens medfanger, der afsoner domme for økonomisk kriminalitet, vold o.a. Kirkerummets udsmykning symboliserer, at “Gud vil have med alle at gøre”, sagde fængselspræst Jesper Birkler til KD d. 25.-4.-22, og “de indsatte er sultne efter mening”. – I forvejen havde kirkerummet Øjvind Nygaards (d. 2010) stærke udsmykning fra 2006 på altervæggen, der er gennembrudt af en klar rude med udsyn til friheden og et tredimensionelt kors som symbol for livets tungeste byrde og ikke mindst for Guds tilgivelse. Foto fundet på nettet.

Vi er nået til kirkeårets ‘lille påske’, hvor 1. tekstrk. fortæller om opvækkelsen af enkens søn fra Nain, og 2. rk. om Lazarus’ opvækkelse (Joh. 11). Beretninger om dødes opvækkelse rammer os lige her, hvor livet ellers ubønhørligt svinder. Ved den ‘rigtige’, den store påske i foråret fejrede vi opstandelsesbudskabet, mens vi oplevede euforien over livets gennembrud i naturen. Opstandelsesunderet var næsten sansbart for os, livsmodet bruste under forårssolen, og påskeliljer lyste som givne tegn for livets sejr over døden. Nu på den anden side af efterårsjævndøgn er solen på tilbagetog, blomsterne visnende og mulmet voksende – også i vore bekymrede sind. Det er på alt for mange måder en mørk og kold tid, vi gennemlever. – Her om nogen sinde har vi brug for, at Gud velsigner og forbavser os. – Og lige her er det så, vi skal genhøre opstandelsens budskab. Usandsynlig som en buket påskeliljer i oktober lyder fortællingen om Lazarus’ opvækkelse. Lazarus’ ulykkelige søster Martha sætter ord på usandsynligheden: “Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag”. Jesus svarer hende – og dig og mig: “Hvis du tror, skal du se Guds herlighed”. Ordene lyder ikke, for at vi skal ransage styrken – eller måske snarere svagheden – i vor egen tro. De lyder tværtimod, for at vi skal vende sindet bort fra os selv og vor egen afmagt og lade os fylde af Kristus, der i teksten identificeres som “opstandelsen og livet”. Vi har brug for den fortælling, vi ikke selv kan fortælle. Den får vi, når vi hører Kristus takke livets Gud og råbe: “Lazarus, kom herud!”. Vores blafrende tro modtager et livgivende tegn på en virkelighed, hvor lyset og kærligheden ikke kender grænser. Kristus gik ikke bare med sørgende mennesker til graven. Ved den store, den rigtige påske gik han med mennesker og for mennesker helt ind i graven og døde, for at end ikke dødsriget skal være uden lys, kærlighed og håb. For at også vi skal få del i hans opstandelse.

Anne Marie Carl-Nielsen, f. Brodersen, (1863-1945) havde allerede i 1890’erne arbejdet på relieffer med motivet Lazarus’ opvækkelse. I 1927 kom et af hendes gipsarbejder i anvendelse som udsmykning over indgangen til Kristkirken i Kolding. Tilpasset rammens cirkeludsnit fremstilles Kristus her dybt bøjet på vej ind graven til den unge Lazarus. – Det kan samtidig tolkes som et varsel om Kristi egen snarlige gravlæggelse.- I scenen med Lazarus’ opvækkelse har Kristus strakt armen frem i en livgivende bevægelse, som kan minde om Skaberens overrækkelse af livsgnisten til Adam i Michelangelos fresko i Det Sixtinske Kapel. Kristus er skildret fokuseret og koncentreret om underet: Den liggende unge Lazarus løfter overkroppen, endnu tilbagelænet og med lukkede øjne, og rykker ligklædet til side. Om et øjeblik skal hans søstre genforenes med deres levende bror. – På det kirkelige område er A M C-N bedst kendt for udsmykningen af Ribe Domkirkes bronzeporte med relieffer, hvoraf hovedmotivet også findes i gips i Sønder Stenderup Kirke, kunstnerens fødesogn. Det aftvinger største respekt at læse om kvindelige kunstneres møjsommelige vej til uddannelse og karriere. Som tidens andre kvindelige kunstnere måtte Anne Marie Brodersen / Carl-Nielsen mobilisere en hel del stædighed for at bringe sit store talent til udfoldelse. Som ung blev hun optaget på Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder, som var grundlagt 1876 af Vilh. Klein, der citeres for udtalelsen: “At kvinder har samme evner som mænd, vil næppe nogen påstå”. Hans kvindelige elev blev dog hans overmand, som det vist stadig hedder også om suveræne kvinder, ak ja. Foto: Claus Jensen.

Anne Marie Carl-Nielsen har også udført det stærkt ekspressive ‘opretstående’ relief med motivet Lazarus’ opvækkelse, formentlig i 1894. Det blev vist på Ribe Kunstmuseums nylige særudstilling, men hører normalt hjemme i Odense.

Om Jesus var kvindernes forkæmper, eller dette er en feministisk eftertids projektion, ved jeg ikke; men evangelierne anskueliggør levende hans samtaler med kvinder i de forskelligste situationer: lyttende kvinder, spørgende kvinder, desperate kvinder, påtrængende kvinder, grædende kvinder… Hos Jesus søger og finder mennesker hjælp til at leve, uanset køn. Hos hans venner i Bethania, Martha, Maria og Lazarus, tager søstrene skikkelse for os som forskellige typer. Iflg. Luk. 10 sætter Maria sig og sluger hvert ord, han siger, hvorimod Martha beder Jesus om opbakning til en rimelig fordeling af det huslige arbejde: “Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?” Hvem har ikke sympati for den flittige Martha, hvis utålmodige, trætte stemme vi kan høre for os; der skal jo mad på bordet. Hende kan vi spejle os i. Martha henvender sig til Jesus, men får ikke medhold, – derimod får hun omsorg og hjælp: Hun får hjælp til det dybe åndedrag og den livgivende, åndelige inspiration, som vi så let kan glemme i al vores nærsynede foretagsomhed. Hun får hjælp til at unde sig en pause. “Ét er fornødent.” Martha inviteres sammen med dig og mig ind i eftertanken og samtalen om, hvad det ene fornødne er. Forhåbentlig kan vi komme på sporet af denne “gode del” midt i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

I 1800-tallet er fortællingen om Jesus hos Martha og Maria direkte på mode som motiv for kirkeudsmykning i Danmark. Jesu myndige ord om det ene fornødne har appel og korresponderer fint med vækkelsesforkyndelsen. Et halvt hundrede altertavler har vi fået med dette motiv, hvoraf mindst 16 originaler eller kopier ved den habile kunstner Anton Dorph. Malere og billedskærere udfolder her i en art genrebilleder deres forskellige stiliserede/idealiserede kvindetyper – med forkærlighed for den både yndige og seriøse, hengivent lyttende Maria. Mange af disse alterbilleder virker utidige i dag, og nogle har måttet vige pladsen for nyere kunst, måske i takt med at vi nu almindeligvis fortolker tekstens Martha og Maria som forskellige sider af enhver af os.

Jeg har tidligere vist opslag med ældre udgaver af motivet. En af de seneste versioner ses i Johan Thomas Skovgaards vidunderligt farveglødende glaskunst i Messiaskirken, Gentofte, hvor det er et af mange felter i en høj korrude fra 1940-erne med Jesu forkyndelse som tema. Andre ruder i kirken har andre evangeliske temaer. Se nedenfor. Jeg har udvalgt netop denne skildring, fordi den tydeligere end måske samtlige andre fortolkninger viser Jesu omsorg for Martha: Han ser indtrængende på hende og lægger beroligende sin hånd på hendes arm: Det går nok alt sammen, kære Martha. Lad arbejdet ligge en stund. Dig vil jeg også tale med. Foto: Claus Jensen.