Ved lejlighed kan vi passende ransage os selv for tilbøjeligheder til at dæmonisere andre. – For tiden får vi lettest øje på de dæmoniseringer af historiske dimensioner, som skingrer i aggressorers retorik vedrørende modstandere, som de ikke kan tåle: Selv bombning af hospitaler forsvares som kamp mod terrorisme, nazisme – eller Antikrist for den sags skyld. Her er ikke tale om sædvanlige, hverdagslige gråtoner og gradsforskelle. Nej, store ord fra mytesproget bliver brugt og misbrugt i opgør på liv og død. – Luk. 11 beretter om dæmoniseringen af Jesus, hvis godhed havde et format, der fik den gamle verden til at skælve. Fastetiden viser Jesu kollision med det onde i dets mange skikkelser. I dagens evangelium uddriver Jesus en dæmon, dvs. helbreder en stum, så denne kan indgå i menneskers talende fællesskaber. Hans handling bringer liv og glæde og er entydigt god, eller hvad? Farisæere eller hvem det nu er (vi dæmoniserer måske farisæerne) konfronterer helbrederen og beskylder ham for at stå i ledtog med Beelzebul, dæmonernes fyrste. Jesus peger som svar på det selvmodsigende i at opfatte fordrivelsen af et onde som den ondes værk. Han er tværtimod et gudstegn: “Hvis jeg uddriver onde ånder ved Guds finger, så er jo Guds rige kommet til jer.” Som den der griber ind med Guds finger, er Jesus ikke bare forbillede, men et løfte om Guds endegyldige fylde. Guds fylde er mere end dæmoners fravær. I lignelsens form forklarer Jesus, at det gør ondt værre at uddrive onde ånder, hvis der bare efterlades tomrum. “Huset”, dvs. menneskers hjerter og fællesskaber skal fyldes af kærlighed, håb og tiltro til livets gode Gud. Jesus tegner et ‘enten-eller’ som den fundamentale modsætning mellem kærlighedens skabende og helende kræfter og destruktionens afmagt. Tekstens ‘enten-eller’ læser jeg ikke som en sortering af mennesker i to slags, men som et kompas, vi hver især må orientere os efter efter bedste evne – jævnfør det siden så skammeligt misbrugte Jesuscitat fra dagens tekst: “Den, som ikke er med mig, er imod mig”.
Jeg kender ikke noget kunstværk, der tydeligere viser livet som et ‘enten-eller’ end Bjørn Nørgaards skulptur “Nåleøjet” fra 2008. Nørgaards 5 m høje skulptur med den bibelske titel står på Søndergård Torv tæt ved Måløv Station. Den viser med to store symmetriske skaller kontrasten mellem godt og ondt, hvidt og sort, som spænder op mod hinanden uden at røre hinanden. Den mørke side er udført i sort granit med tolv fordybninger, hvorfra bæster med slangelemmer viser deres lede fremtoninger. Den anden side reflekterer lyset i rustfrit stål og åbenbarer tolv ranke engle på forhøjninger. En bro under springende vandstråler fører igennem skulpturen, så man kan løbe tværs over vandkunsten. – Hver især indeholder vi utvivlsomt både den mørke og den lyse side og behøver netop derfor et klart kompas i vores liv mellem dæmoner og engle. Bliver vi våde i vandkunsten, kan vi dertil benytte anledningen til at reflektere over vandets betydning – som renselse, genfødsel, dåb? – Fotos af skulpturen med og uden våde aktører kan findes på nettet.
Birgitte Bech kirkekunst 