Kunst til kirkeåret

Vi er trykkede af dårlige nyheder og bekymringer for klima, verdensfred, økonomi… I det gamle år har magtbegær og grådighed krævet stadigt tungere ofre, og det er blevet sværere at holde fast i visionerne for en retfærdig og livsduelig verden. Vi er blevet lidt hudløse og rådvilde og skutter os hver for sig. Vi har så hårdt brug for et lederskab, som er uselvisk og ukorrumperet, som kan give verden et kompas at navigere efter. Og netop her får vi så at høre, at Fredsfyrsten er på vej. Stilfærdigt ridende på et æsel er Kristus på vej ind i vort fællesskab og ind i vore hjerter. Det er 1. søndag i advent, og døren slås op for et nyt og blankt kirkeår med alt, hvad han her vil give os at leve på. Klokkerne ringer, lyset tændes i kransen, og orgelstemmer hjælper os med at få velkomstsangen til at klinge: “Jeg hjertets dør vil åbne dig. O Jesus, drag dog ind til mig! Ja ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se!” Modet vokser med højtiden. Hos hjerterkonge kan vi igen i år få tanket op af tro, håb og kærlighed. Vi må erkende, at Messias’ komme aldrig har været ensbetydende med opfyldelse af alle vore egne, menneskelige ønsker, ligesom jødernes forventning til en politisk Messias som bekendt ikke blev indfriet. Men hans godhed vil lyse os frem. Glædelig advent!

Så længe der er skabt kirkekunst, har Messias’ indtog i Jerusalem været et yndet motiv, og mange forskellige versioner er efterhånden vist i mine opslag til hhv. 1. sønd. i adv. og palmesøndag. Denne gang falder valget på en af Roskilde Domkirkes uimodståelige kannikestole fra 1420, skåret af en lokal kunstner, hvis navn vi ikke kender. Et trykt forlæg har ligget til grund for hans arbejde. Det har ikke været nogen nem opgave at indpasse motivet i gotikkens dekorative firpasform, men æslet klatrer behændigt fra rammen ned på de udbredte klæder, bærende den sagtmodige konge, som lyser velsignelsen over os med sin talende højre hånd. Kristus bærer en flot stor, gylden korsglorie. Han har en discipel (Peter?) bag sig og det syngende folk foran: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” I relieffets hjørner ses konger og profeter, som i G.T. har forudsagt Guds frelse, hver især forsynet med et citat i skriftbånd. I oversættelse lyder de latinske tekster: Kong Salomo (øv. tv.): “I Zions døtre, gå ud og se på Salomo med kronen”. Kong David (øv. th.): “Sions børn fryder sig over deres konge”. Zakarias (ned. tv.) : “Fattig og ridende på hunæslets føl”. Esajas (ned. th.): “Sig til Zions datter: Se din frelser kommer”. Foto: Claus Jensen.

Jeg har netop set en video fra Ukraine, hvor Khersons befriede borgere står i den ødelagte by og omfavner deres trætte soldater: disse få, som har sat livet ind for de mange. “Djakuju, djakuju!” tak, tak! lyder det. Hvor megen angst og ulykkelighed skal ikke begraves i disse lange favntag? – – Omfavnelsen er en lykkelig livsytring, som intet liv bør mangle, særligt ikke det lille barns. Den er et pant på tilknytning og tillid. I omfavnelsen genfindes fodfæstet. Vi aflader stress og uro i favnen hos den, vi er tryg ved. Vi favner for at overvinde konflikter. Vi favner før og efter adskillelse og savn. Vi favner hinanden i sorger, hvor ordene svigter. Vi favner for at takke for den andens eksistens og værdi i vort liv. Ja, vores kram kan udtrykke en dybfølt glæde og tak for livet! – Men såvel som paradislængselen er paradistabet vores menneskelige vilkår. Den dybeste længsel handler måske om det helende og forsonende favntag, som kan råde bod på al livets eksistentielle ensomhed med dets byrde af skam og skyld, – og det er nok mere, end vi mennesker realistisk kan forlange af hinanden. Alligevel må vi ikke fortvivle, for som alle kirkeårets gudstjenester har tilsagt os, er Guds kærlighed til stede foran os med sin skabende og helende kraft, som en åben åndelig favn. – Grundtvig skriver i sine salmer en hel del om at favne – i Ånden: “Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn” hedder det i ‘Lovsynger Herren’. I andre salmer udfoldes det trøsterige i at favne nåden, troen eller bønnens ord, favne Fadervor: en slidstærk åndelig krammer, fyldt af tak for livet. –

Specielt til kirkeårets sidste søndag hører billedet af den indbydende Kristus, der står med åbne arme foran os, mens vi på livsrejsen stræber af sted, – eller bliver ved at se os om efter det, som undervejs gik i stykker for os. Kristus kender vore vilkår, vore skuffelser og vore svigt; han vil være vort livsvidne og vor ledsager i dag, i morgen og alle dage, og undervejs vil han løfte sløret for genåbningen af paradiset: “Kom til mig, alle I, som slider jeg trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.”

Til Jesuscitatet fra Matt. 11 knytter sig Danmarks mest ikoniske kirkelige kunstværk: Thorvaldsens Kristusstatue i Københavns Vor Frue. Forskellige anekdoter fortæller om, hvordan det gik til, at Kristus blev udformet netop sådan med udbredte, let løftede arme, klar til at modtage hver den, der kommer til ham. Nu kan vi måske dårligt forestille os andet. Skulpturen har afgørende præget vores forestilling om Kristus som den favnende. Thorvaldsens Kristus står endnu i kopi i snesevis af danske kirker, den er eftergjort i forskellige materialer, og den er også brugt som forlæg for mange konventionelle altermalerier. Et eksempel er det her viste alterbillede i Aalborgs Vor Frelsers Kirke, malet 1904 af Carl Christian Ferdinand Wentorf (1863-1914). Nogle malere har valgt at lade Kristus stå som billedets eneste figur, andre har skildret ham omgivet af jævne mennesker, som modtager hans indbydelse, ja ligefrem hviler sig i hans skød og får hans fysiske kærtegn (således Jerndorffs alterbillede i Nykøbing Mors). For mig at se er Wentorf lykkedes særligt fint med at forene den nærværende menneskelighed med det åndelige og sakralt ophøjede hos Kristus. Vi ser mænd og kvinder, unge, gamle og børn – måske lokale modeller? – på livets pilgrimsvandring frem mod Kristus som kærlighedens og lysets kilde. Hans lys reflekteres i deres ansigter. Foldede hænder og ærbødighed i udtryk og gestik formidler en åndelig troserfaring til menigheden. Tak til kunstneren, der ellers ikke har malet kirkekunst, men genrebilleder og portrætter. Og tak til fotograf Niels Clemmensen.

Ved Alle helgen gik jeg som mange andre lidt rundt på en kirkegård. Det faldt i øjnene, hvor hierarkisk de ældre gravminder fremtræder. Mennesker har hævdet sig ud over dødens grænse. Man (eller pårørende) lod hugge i sten, at afdøde var overlærer (ikke bare lærer), smedemester (ikke bare smed), proprietær (ikke bare gårdejer, parcellist eller husmand)…. Hvem ‘har gjort det godt’ i livet? Hvem kan slå to streger under sit liv og tilfreds præsentere resultatet for Gud og mennesker? – Et citat af krigstidens unge digter Morten Nielsen faldt mig ind undervejs: “Det hvisker i hjertet, besværligt og hedt: Du svigter for meget, du har bragt mig for lidt…..Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø. Du er endnu for ringe til at dø.” Hvornår er man ikke for ringe til at dø? Hvordan takseres liv?

Evangeliet Matt. 18,1- giver os et billede af disciplenes optagethed af takseringen på allerhøjeste sted: “Hvem er den største i Himmeriget?” Jesu svar var mere chokerende i samtiden, end det forekommer i nutiden: Som en lignelseshandling trak han et lille barn ind i kredsen og sagde: “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Det er kærligheden, der gør et menneskeliv uvurderligt. Og i grunden er det vel også, hvad de mere intime udtryk på nutidens gravsteder vidner om: at afdøde først og fremmest var og er elsket. – Dette må gerne minde os om barnedåben, som netop er Guds modtagelse af små mennesker, der ikke kan hævde sig selv. Barnet er ikke størst, fordi det er uskyldigt, umiddelbart, yndigt, men fordi det er sårbart, og ingen står Guds hjerte nærmere end det allermest sårbare menneske. Også for os altid sårbare voksne er det en stor trøst.

Teksten har et dobbelt budskab til disciplene og os: Det første budskab er, at du i Guds øjne aldrig driver det videre end til at være et sårbart menneske og som sådant er dyrebart. Det andet budskab er, at der fra andres sårbarhed udgår en appel til os. Medmenneskers sårbarhed pålægger os et stort ansvar. Tydeligst i vores omgang med små børn, som hudløst og forsvarsløst tager ind, hvad vi byder dem. Børnenes sårbarhed ændrer alle proportioner i vores omgang med hinanden. “Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. for jeg siger jer: Deres engle i Himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” Vi må ransage, om vi giver børnene omkring os ro og rum til at leve i tro og tillid? Nærer vi dem selv med tro? Jesus taler med største alvor om det fatale i at “forarge en af disse små”, i nyere oversættelser om at “bringe et barn til fald”, altså at tage troen fra et barn eller hindre det i at tro. Du må ikke fratage barnet tilliden til, at det har ‘en far i himlen’, som vil det godt. Og du må forstå, at det nærværende øjeblik med barnet altid er betydningsfuldt.

Jeg har søgt efter et kunstværk, helst ikke for sentimentalt, der viser et barn i dets sårbarhed og sjælelige åbenhed for, hvad de voksne giver det. Jeg faldt tilbage på et af mine yndlingsbilleder, en huslig scene med hustru og børn malet 1898 af fynbomaleren Fritz Syberg: “En mor, der fortæller sine børn historier”. Se på det lille, åbent lyttende barn på stolen til venstre og på den diagonale linje mellem barnets og moderens blik! Billedets sorgfulde baggrundsmusik blev, at moderen, kunstneren Anna Syberg, døde allerede som 40-årig efter at have født 7 børn. Tiden med børnene var og er kostbar. Se kunstværket nederst i opslaget.

Mit primært udvalgte billede er Gerda Swanes glasmosaik fra 1961 i tårnrummet i Grevinge Kirke, Odsherred. Gennemlyst af dagslyset, Guds eget lys, viser det stiliserede kunstværk en scene fra dagens tekst: Barnet står roligt, i rudens midterakse. Den handlende er Kristus, der viser barnet til de omkringstående, mens børnenes engle i himmelen smukt fylder rummet over deres hoveder. Gerda Swane (d. 2004) var i øvrigt især en dygtig portrætkunstner. Hun stiftede ikke selv familie, men boede det meste af sit liv på Swanernes malergård, som ligger i kirkesognet. Uden for kirken ses gravstenen for Sigurd Swane, Gerdas far. Faderen forbandt sig ikke med kristendommen, som han mente ‘havde udspillet sin rolle’. Når han malede sine berømte ekspressionistiske himmelstiger, var det snarest hans personlige symbol for livsomvæltning og kunstnerisk forløsning. Derimod valgte Gerda, angiveligt som den eneste i familien, at tilslutte sig kristendommen, nærmere bestemt katolicismen, og en tid prøvede hun tilmed kræfter med et krævende klosterliv. Det lykkedes hende at sikre Malergården som museum, som vi er mange, der har haft glæde af at besøge. Kig så også lige ind i Grevinge Kirke, hvis altervæg for øvrigt er malet af Niels Larsen Stevns. Foto: Claus Jensen.

Alle helgens dag samles vi om at mindes de døde med tak. Som kirkefolk kan vi med vidvinkel se taknemmeligt tilbage på apostle, fortællere, forældre og andre, der gennem årtusinder har bjærget evangeliet igennem helt frem til os. I denne lange menneskekæde har vi af fattig evne delt troen og kærligheden med hinanden. I dag er det så os, der skal være “jordens salt”; det er os, der skal sætte lys “i en stage, så det lyser for alle i huset”. Ja nu skal vi bære håbet, også over for døden, midt i den smerte, afmagt, fortrydelse, vrede, angst og alle de andre støjsendere, der forstyrrer taknemmeligheden… . Hvordan gør vi det? Er trøsten ikke at tænke på døden som et møde, vel at mærke et møde i kærlighedens lys? I saligprisningerne i Matt. 5 taler Jesus trøstende om at få Gud at se. Og i Åbenb. 21 skildrer forfatteren tidens ophør som menneskenes møde med Gud, som “vil bo hos dem”. Vi håber vel mod mange odds, at vor gode, gamle jord får lov at bestå en god, lang tid endnu. Vi håber sædvanligvis også, at vor egen lille verden består. Men måske gik den netop under i sorg og savn. Allehelgen giver plads for tanken om den jordiske tids ende, vore elskedes tid på jorden og vores egen tid. Hvordan får tanken om døden indhold? Jeg kan ikke tænke på døden uden som et møde, et møde fyldt af definitiv trøst og kærlighed. I vore relationer lever kærligheden mærkbart ud over dødens grænse. Løsnes vore menneskelige relationer, vil kærlighedens relationelle urkraft dog leve i kraft af den Gud, der som fader, søn og helligånd møder sine sørgende mennesker, et for et, for at “tørre hver tåre af deres øjne”.

“Udfriet” er titlen på det ejendommelige maleri fra o. 1950 af Ellen Hofman-Bang (1879-1971) i Skeby Kirke, Nordfyn, tæt ved kunstnerindens tidligere hjem og kunstsamling Hofmansgave. Den romantisk-dualistiske maler Ellen Hofman-Bangs motivkreds var metafysisk, somme tider sentimental og dramatiserende. Hun var meget bevidst om, at tiden var løbet fra hendes motivkreds og udtryksform, men nogle af hendes malerier af Kristi genkomst hænger endnu i kirkerne. I dag henter jeg hende frem, fordi hun netop fortolker døden som et trøsterigt møde. Motivmæssigt er det en art forløber for de modernistiske nu så værdsatte opstandelsesmalerier af Arne Haugen Sørensen, som ses fx. i Ringkøbing Kirke. Fotos: Claus Jensen.

Vingården er yndet bibelsk billede på den gode, skabte verden. Vingårdslignelsen i Matt. 21 skildrer menneskers liv på jorden som en gave og en opgave, under ansvar for skaberen / ejeren, der har indrettet og hegnet vingården. Verden med dens skønhed og ressourcer er lagt i menneskers hænder – ikke som en besiddelse at forgribe os på, men som dyrebart, betroet gods for en tid. Men lignelsens vinbønder vil ikke vide af nogen skyldighed. Drevet af grådighed og magtsyge har de alene øje for egen umiddelbar vinding, og vingårdens lov bliver jungleloven. Da ejeren sender bud til forpagterne for at minde om deres forpligtelser, bringes sendebuddene til tavshed med vold og drab. – Vi kan læse lignelsen som en allegori, hvor Gud successivt sender profeter til sit folk med krav om “barmhjertighed”, om “omsorg for enker og faderløse” og for “de fremmede”, som det kan læses i GT… Gud opgiver alligevel ikke vingården og sender som sidste udvej sin søn, men kynismen triumferer: “Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel!” – Der åbnes nu i Matt. 21,40 en samtale om, at ejeren bør overlade sin vingård til nogle andre, som vil “give ham høsten, når tiden er inde”. Skulle det være OS, som i den 11. time omsider lytter til stemmer, der siger os sandheden om at forvalte den skabte verden med ansvarlighed og ydmyghed? – Læst som allegori slutter lignelsen som en forudsigelse af Jesu lidelse og død. Læser vi hele evangeliet til ende, samler det sig om troen på, at Jesu offer ikke var omsonst, at Guds nåde er stærkere end vores kynisme. For et træ er der håb, for et korn er der håb, for et menneske af god vilje er der håb…

Omkring 2006, før Erik Hagens blev egentlig kirkekunstner, udsmykkede han med “Esbjergevangeliet” læreruddannelsens hall i University College i Esbjerg, bl.a. formidlet med billeder og tekster i bogform i Egon Clausens ‘Almanak’. I et anarkistisk virvar af oftest samtidskritiske billeder kan vi her og der få øje på en frapperende og tankevækkende sammenstilling af motiver, således i dette billede af ‘Den tynde streg mellem liv og død’. Billedets venstre halvdel viser os den frodige og frugtbare paradishave eller vingård med en påtegnet reference til Jesus som “Det sande vintræ”. I billedets sorte, højre side har døden høstet. Den unge krop er forvandlet til skelet, MEN den døde viser en livsduelig spire i sorten muld. Med en bibelsk værktøjskasse kan vi associere til messiasforventningens løfte om, at “der skyder en kvist fra Isajs stub” (Es. 11) eller til Jesusordet om hvedekornet, der må dø i jorden for at “bære mange fold” (Joh. 12). Erik Hagens billede af paradistabet er således også et håbsbillede. Og i øverste højre hjørne stiger ydermere en fugl mod himlen som et håbstegn, jævnfør duen med det grønne olieblad, der bragte håbets ånd til Noa efter den gamle verdens undergang i syndfloden.