Kunst til kirkeåret

Måske kan vi forestille os døden som en port, der ubønhørligt lukker sig bag den ene efter den anden, på et tidspunkt bag os selv. Dødens majestætisk tunge porte magter vi ikke at åbne, hverken udefra eller indefra. Er der mere at sige? Ja, dagens evangelium taler om dødsrigets porte, men gør det i trods mod afmagten: Jesus tilsiger sin menighed, at “dødsrigets porte ikke skal få magt over den.” Det er både poetiske og sejrssikre ord! – Med hvilken autoritet taler og handler Jesus, som han taler og handler? – Spørgsmålet om, hvem Jesus er, om hans navne og titler, og hvad disse indebærer, står til uudtømmelig teologisk diskussion. Evangelierne fremhæver Peters bekendelse som vendepunkt: momentet, hvor Jesus Tømrersøn første gang kaldtes Kristus = Messias = den salvede, med Det gamle Testamentes ærestitel for Gudsfolkets udvalgte leder. Titlen var fra første færd kontroversiel, og Jesus forbyder disciplene at udbrede Messiastitlen (‘Messiashemmeligheden’), for hvordan kan messiansk kongehyldest og fejring af folkets trøst og oprejsning i lykkelige messianske tider tænkes sammen med den fornedrelse og tortur, Jesus umiddelbart stilles – og stiller – i udsigt?? Pointen hos Markus og Lukas er konflikten, og iflg. Markus og Matthæus fremstår Peters menneskeligt forståelige afvisning af lidelsens vej for Jesus som en Satans fristelse: “Vig bag mig, Satan!”. Vores prædikentekst fra Matthæus er imidlertid den udvidede fortælling, hvor Peters bekendelse først og fremmest bekræftes. Hvor lidt eller meget Peter end forstår af, hvad han selv siger, bekræftes hans bekendelse som en guddommeligt inspireret sandhed. Peters bekendelse “Du er Kristus, den levende Guds Søn”, besvares af Jesus med, at “det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene”, og Peter kaldes “salig”. Helligånden finder sin vej hos fejlbarlige mennesker. Her åbnes så for det svimlende håb, som overtrumfer traditionelle Messiasforestillinger, at et åndeligt gudsfolk skal fødes, som “Dødsrigets porte” ikke skal få magt over. Jesus må lide døden for at sprænge dødsrigets porte og samle sit folk af levende og døde. Den dybe og høje forståelse af Guds riges rækkevidde dæmrer efter påske. I Matthæusteksten karakteriseres Peters ansvar for en kommende menighed som “nøglerne til Himmeriget”. Katolikker kan heri finde et bibelsk argument for pavedømmet i Rom og trække en lige linje fra den forvirrede 1. discipel til pavestolens overhøjhed i åndelige spørgsmål. Protestanter vil derimod læse teksten sådan, at kirken bygges af og på de troendes bekendelse med Peter som repræsentant. Ved at give troen udtryk kan fejlbarlige mennesker som os i bedste fald åbne Himlen for hinanden, og det er jo ikke så lidt!

Jo mere kirken i middelalderen voksede som magtfuld institution med paven som ‘Kristi stedfortræder på jorden’, desto vigtigere blev dens billeder af Peter med den gigantiske nøgle. Også efter reformationen har kirkekunstnere fastholdt nøglen som Peters attribut, bortset fra Peter Brandes der som alternativt apostelsymbol har valgt det mindre forherligende Malkus’ øre, (som den frembrusende Peter huggede af i Getsemane have).

Jeg har til lejligheden valgt en sengotisk sidealtertavle fra 1526, som hænger på sydvæggen i Næstveds Sankt Mortens Kirke. På den oplukkelige tavles agitatoriske forside troner paven med tiara og gigantisk nøgle på ‘Peters stol’, omgivet af Mikael Sjælevejer og helgenbiskop Nicolaus, bærende på mønter, som kan befri tre ulykkelige ungmøer fra en fornedrende skæbne (se nederste foto). På fløjene gemmer sig adskillige bibelske scener fra Peters liv, heriblandt et fint billede af en ydmygt bekendende Peter, som knælende modtager nøglen af en alvorlig Jesus Kristus. Kristus bygger menighed af mennesker, som lukker op for troen, Peter og andre, og han lyser sin velsignelse over kirken. Fotos: Claus Jensen.

‘Jeg er egentlig bedst, når jeg er helt alene’, skrev Benny Andersen om den krævende daglige øvelse i at være god. ‘Jeg er nu nået op på en time, hvis jeg ikke bliver forstyrret’. Hos Benny Andersen bobler det vidunderligt af selvironisk dansk humor med alvor under. Den rungende, fuldtonende alvor finder vi derimod i bjergprædikenens eksplicitte fordring om uforbeholden godhed som både næstekærlighed og fjendekærlighed: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn”. Bjergprædikenens radikale etik har en ærefrygtindgydende større skala end den overkommelige afbalancerede gensidighedsmoral, vi helst administrerer. Vi lever ikke op til fordringen om næste-, endsige fjendekærlighed, hvis vi ‘bliver forstyrret’. Når vi rystes af nyheder om meningsløs vold, eller når vore kære og vi selv bliver ramt, rykker den retfærdige vrede foran kærligheden. – Jeg ser i disse dage på præstelige facebooksider, hvordan kolleger arbejder med at forbinde bjergprædikenens ord om fjendekærlighed med de aktuelle erfaringer af ondskab, fx i nyskrevne bønner om omsorg og trøst i smerten og hjælp til at tilgive. Tænksomt og følsomt skrives fjendekærligheden ind som noget, kun Gud kan virkeliggøre. – Ingen af os kan jo i egen ret udtale ordene: “Du skal elske din fjende!”. Jeg griber til en gengivelse af K. E. Løgstrups refleksioner i ‘Den etiske fordring’: Den radikale og ensidige fordring kan det ene menneske ikke give mund og mæle over for det andet menneske, lige så lidt som påstanden om, at den er til at opfylde. Vi kan jo ikke tale på tilværelsens vegne til hinanden. I Jesu forkyndelse hører vi imidlertid et menneske, der tager tilværelsens fordring i sin mund som Guds og sin egen fordring med den mest udtrykkelige fremhævelse af radikaliteten heri. Med hvilken ret? Jesu fordring om næstekærlighed kan ikke skilles fra hans forkyndelse af Guds tilgivelse. Og vores genstridige påstand om, at kærlighedsfordringen ikke er til at opfylde, modsiger han ved selv at opfylde den til det yderste. Løgstrups sammenfatning lyder: “Den kærlighed, som vort liv er anlagt på, men som vort selv er een eneste modstand imod, er guddommelig virkelighed midt i vor modstand mod den.” – I dagens tekst lader Jesus os løfte blikket mod alt det givne liv under himlen på denne dyrebare klode, som vi ikke skylder os selv: Gud “lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Kan jeg finde et dansk kunstværk, som hylder denne kærlighedsfulde virkelighed, som hinsides retfærdighed bærer vore liv? Mit valg falder på det ekspressionistiske maleri “Søndag”, skabt i 1922-28 af den farvestærke, autodidakte maler Jens Søndergaard (1895-1957). Billedet er set og formidlet på det dejlige Randers Kunstmuseum. Maleriet udtrykker en jubel over landskabet til vands og til lands under sommersolen. Kvæget græsser omkring gårdene, og småbåde sejler på fjorden. Mennesker skildres i tillidsfulde fællesskaber. Nogle færdes på vejen til eller fra kirken, der ligger som en landkending på bakketoppen. Vi ved, at der fra gudshuset nu som dengang skal lyde en fordring om både næste- og fjendekærlighed sammen med evangeliet om, at vi altid allerede er elskede af Gud. – Farverne, der fryder øjet, er for resten også en gave.

Et vidunderligt gudsbillede møder os i lignelsen om den fortabte søn! Vi ser en uendelig kærlig far, som længes efter sit barn, uanset om længslen er gengældt. Medfølende (!) løber faderen ud for at møde denne yngste søn, som har mislykket sit menneskeliv, forrådt sine dybeste værdier, såret sine nærmeste – og i grunden agerer ret opportunistisk, da hans smertepunkt ramtes. I selverkendelsens kolde lys må sønnen opleve selvforkastelse og fortabthed. Men faderen begraver hans fortabthed i sit favntag og kysser hans selvforagt væk. Barnet er og bliver hans barn, og nu er det altså kommet hjem, hjem til sit udgangspunkt som elsket menneske, hjem til sig selv. Tilgivelsens tegn er festklædning og festmåltid med fuld musik. Evangeliet griber trøsterigt om den fællesmenneskelige længsel efter den rummelige kærlighed, som kan hele det brudte, forbrudte og fortrudte. – Især gennem det sidste 175 år har motivet været yndet hos kirkekunstnere, der overvejende koncentrerer sig om at fortolke det vidunderlige, forløsende møde mellem faderen og den yngste søn. – Men Jesu lignelse om ‘den fortabte søn’ – eller ‘de fortabte sønner’ – er jo en topunktslignelse med endnu en pointe, henvendt til den ældre bror, der aldrig har svigtet. Storebror, som netop vender træt hjem fra markarbejde, overrumples af den uvant overdådige festivitas for den yngre og reagerer vredt på urimeligheden. Faderens svar er en opfordring til at dele glæden: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen”… . Vi får ikke at vide, om det lykkes den ældre bror at tage del i glædesfesten, men vi kan godt skrive videre på hans fortælling: Den yngre, som for længst havde tilegnet sig, hvad han kunne tilkomme, skal vel nu leve af hjemmets ressourcer og tilbageværende arvelod? Og forstår han, hvordan det har været år ud og år ind at se på, hvordan faderen tæredes af savnet? Ja, menneskers historie med sårede relationer bliver stående, og somme tider har vi nok skadet hinanden uopretteligt. Her forkynder evangeliet tilgivelse, men hvordan bliver tilgivelsen også en levende, erfaret virkelighed, som fuldbyrdes i vore relationer? I lyset af Guds tilgivelse må vi række ud efter hinandens. Solen står op, regnen falder over gode og onde, og vi må minde os selv og hinanden om, at vi ikke skylder os selv livet. Vi har dybest set ikke ejendomsret til den gudsskabte dag og dens gaver, men vi får altså lov at bruge det hele sammen – med glæde.

Et af ret få eksempler på den fulde billedfortælling ses i den grundtvigske Rødding Frimenighedskirke, hvor Viggo Guttorm-Pedersen i 1957 malede sin fortællende apsisfresko med ‘den fortabte søn’ mod nord og ‘den barmhjertige samaritaner’ mod syd (se nedenfor). Vort hovedmotiv er den rødklædte fader, alvorligt velsignende sin yngste søn, som knæler i andagt – et identifikationsmotiv for menigheden ved alterskranken. To tjenestedrenge efterkommer med næsten komisk hast instruksen om straks at hente festdragt og sko. I baggrunden ses himmelborgen som et lille renæssanceslot, lysende mod den kongeblå himmel med ledestjernen i forgyldt stuk. I mellemgrunden kommer den ældre bror gående, list grå og forslidt. Hvornår forstår han, at også han er elsket? Viggo Guttorm-Pedersen (1902-1962) blev undervist på Kunstakademiet af Ejnar Nielsen og Sigurd Wandel. Han har illustreret bøger og blandt mange andre offentlige værker malet yderligere en kirkeudsmykning i Bredsted syd for grænsen. Han er far til kirkekunstneren Niels Guttorm-Pedersen. Fotos: Claus Jensen.

Efter kirkens festhalvår møder vi ‘hverdagsteksterne’ om troens konsekvenser. Luk. 14,25-35 byder os den grelleste tekst om Kristusbekendelsens omkostning. Troen er et valg, sådan som det er et valg for bygherren at begynde et tårnbyggeri eller for en konge at drage i krig. Troens valg kan indebære brud med det gamle liv, sagt med den berygtede spidsformulering: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Bogstaveligt forstået står dette krav om det radikale valg i et spændingsforhold til evangeliets universelle kærlighedsbudskab. Det er kendeligt, at Det nye Testamente er skrevet i en tid, hvor kristenforfølgelser er inden for horisonten. Som bekendt medfører kristentro stadig martyrier i områder, hvor den nu er tæt på udryddelse. Dilemmaer på liv og død ser vi også i frihedsbevægelsers og ngo’ers historier, hvor det kan koste både familieliv og liv at stille op for retfærdige kald. Hvem vil være “jordens salt”? Evangelieteksten spørger ubekvemt til vores prioritering og vores troskab. – Tekstens er en god anledning til at hylde hver den, der har vovet at være pinlig, forpint, ja pint – i tillid til det højere kald. Tak for en Paulus, der kasserede sin første plan med livet. Tak for en Luther, der tog konsekvensen af, at “det ikke er rådeligt at handle mod sin samvittighed”. Tak for en Søren Kierkegaard, som søgte den absolutte “ide, for hvilken jeg vil leve og dø”. Tak for en Grundtvig, som ville “oplysningen om livet”. Vi er vokset op i læ af apostle, reformatorer, sandhedsvidner og andre pionerer, som personligt betalte prisen for den åndsfrihed, som vi nu længe har taget som en selvfølge. Igen ser vi verdenssituationens storme ruske op i dette læ, som altså alligevel ikke er så selvfølgeligt. Dybe spørgsmål om prioritering stilles os på ny, som det blev stillet af ham, der om nogen “gav afkald på sit eget”.

I anledning af Arne Haugen Sørensens 90 års fødselsdag vises på hans dejlige museum Kunstpavillonen i Videbæk maleriet “Siddende vandringsmand med barndomsminder”, fra 1992. Fra kirkeudsmykninger og offentlige rum kender vi allerede Arne Haugen Sørensens ekspressive vandringsmænd med deres eksistentielle appel. Det er evangelister, apostle eller enhver anden, undervejs i livet spændt ud mellem fortidens binding og fremtidens kald. I dette billede møder vi en anden version, som minder lidt om det middelalderlige tema ‘Jesus på den kolde sten’, en station på Via Dolorosa, vejen til Golgata. Denne vandringsmand har sat sig på en ådret, ægformet sten, måske reflekterende over udgangspunkt og retning i livet. Som så ofte lader Arne Haugen Sørensen en profil og et blik pege både bagud og forud, selvom der samtidig er øjenkontakt med maleriets iagttager. Her er opmærksomheden overvejende bundet af fortiden som et drømme- eller mareridtagtigt syn i dunkle farver med fragmenter af foldede gardiner og uhyggeligt rotteagtige pelsdyr. Måske kan vi også skelne en lille sort fugl, siddende øverst på hans arm ud for hans mund? Fortiden har midlertidigt standset vandringsmanden. Mennesket er et historisk væsen med erindringer, som det både længes efter og flygter fra. Brud og diskontinuitet er smertelige og rystende for selvbilledet. Kan det være en god historie at få en helt ny historie? Ja, hvis man ved sig genkendt og båret af ham, der med sig selv som indsats “gør alting nyt”. Vandringsmandens bane tangerer afgrunden, men han beholder sit greb om troens robuste, røde vandringstav, og foran ham åbner rummet sig med et solgult lys, der er stærkere end mørket bag ham.

Vi kender Jesus takket være hans virkningshistorie, ja, måske skal vi tale om virkningshistorier i frodigt flertal. Evangelisterne og andre fortolkere fortæller Jesushistorier med hver deres accent og fokus. Fortolkernes ret forskellige stemmer indgår i en symfoni med synergier og brydninger, og dette blandede kor er fremdeles inspiration for prædikener, salmer og billedkunst med spændvidde og nuancerigdom. – Havde vi manglet Lukas’ stemme, havde vi manglet det tydeligste billede af Jesu vrede over griskhed og hans advarsel mod at måle sit liv på det materielle: “et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod” (Luk. 12,13-21). Evangelieteksten tager udgangspunkt i en arvestrid – åbenbart en tidløs katalysator for materielt begær. I Jesu advarsel mod grådighed indgår lignelsen om den rige bonde, som forstyrredes af døden, netop som han var mest tilfreds med sit akkumulerede udbytte. – Mens rigdom i gammeltestamentlige tekster ofte blev set som Guds velsignelse, voksede rigdomskritikken sammen med det mere urbane samfunds ulighed, og rigdom baseret på udnyttelse var ilde set. Dertil kom på Jesu tid en forventning om, at den gamle verden stod for snarligt fald, hvorfor rigdom var inderligt irrelevant og den rigdomsbaserede tryghed en illusion. – Kritikken af pengegriskhed finder et nutidigt udtryk i fx Hans Anker Jørgens salmer (DDS 369,4): “I kan ikke tjene Gud og Fanden,/ I må vælge mellem liv og død. / I skal ikke tjene på hinanden,/ I skal dele glæde, sorg og brød. / Tjen hinanden, I er alle lige,/ der er ingen rige i mit rige.”– Fra 2. Moseb. kender vi ‘dansen om guldkalven’, som i nutidigt sprog er yndet metafor for en illegitim tilbedelse af penge (selvom fortællingen opr. snarere handlede om kultisk frafald). Netop guldkalven har konkretiseret sig hos aktuelle billedkunstnere som Helledie, Holzer og Nørgaard og Galschiøt.

På Rådhuspladsen i Fredericia – foran Danske Banks domicil (!) har man fra 2005 kunnet se en omdiskuteret 8 m høj guldkalv. I 2005 præsenterede den samfundsrevsende kunstner Jens Galschiøt (f. 1954) første gang denne guldkalv i Gent i en kampagne mod grådige bankers uetiske investeringer. At den uhyggelige guldkalv er mere skinnende end tilforladelig, fremgår af dens slangelignende hale og lange, tynde ben. (Faktisk væltede skulpturen under en storm i 2007, før den blev afstivet.) – Aktuelle verdenskriser har nu dramatisk belært os om rigdoms og altings skrøbelighed og er måske ved at flytte vores fokus ?? – I dagens tekst er evangeliet uudtalt og underforstået: Jesus tilbyder et andet livsgrundlag end penge, et liv med Guds nåde som fortegn. – I mit foto ses i baggrunden et vajende dannebrog, og hvad flaget end ellers bruges til, kan korset i flaget måske også være en påmindelse om at leve med nådens fortegn.