4. søn. e. trin. 2. rk. – Hvem kan kræve, at du elsker din fjende?

‘Jeg er egentlig bedst, når jeg er helt alene’, skrev Benny Andersen om den krævende daglige øvelse i at være god. ‘Jeg er nu nået op på en time, hvis jeg ikke bliver forstyrret’. Hos Benny Andersen bobler det vidunderligt af selvironisk dansk humor med alvor under. Den rungende, fuldtonende alvor finder vi derimod i bjergprædikenens eksplicitte fordring om uforbeholden godhed som både næstekærlighed og fjendekærlighed: “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn”. Bjergprædikenens radikale etik har en ærefrygtindgydende større skala end den overkommelige afbalancerede gensidighedsmoral, vi helst administrerer. Vi lever ikke op til fordringen om næste-, endsige fjendekærlighed, hvis vi ‘bliver forstyrret’. Når vi rystes af nyheder om meningsløs vold, eller når vore kære og vi selv bliver ramt, rykker den retfærdige vrede foran kærligheden. – Jeg ser i disse dage på præstelige facebooksider, hvordan kolleger arbejder med at forbinde bjergprædikenens ord om fjendekærlighed med de aktuelle erfaringer af ondskab, fx i nyskrevne bønner om omsorg og trøst i smerten og hjælp til at tilgive. Tænksomt og følsomt skrives fjendekærligheden ind som noget, kun Gud kan virkeliggøre. – Ingen af os kan jo i egen ret udtale ordene: “Du skal elske din fjende!”. Jeg griber til en gengivelse af K. E. Løgstrups refleksioner i ‘Den etiske fordring’: Den radikale og ensidige fordring kan det ene menneske ikke give mund og mæle over for det andet menneske, lige så lidt som påstanden om, at den er til at opfylde. Vi kan jo ikke tale på tilværelsens vegne til hinanden. I Jesu forkyndelse hører vi imidlertid et menneske, der tager tilværelsens fordring i sin mund som Guds og sin egen fordring med den mest udtrykkelige fremhævelse af radikaliteten heri. Med hvilken ret? Jesu fordring om næstekærlighed kan ikke skilles fra hans forkyndelse af Guds tilgivelse. Og vores genstridige påstand om, at kærlighedsfordringen ikke er til at opfylde, modsiger han ved selv at opfylde den til det yderste. Løgstrups sammenfatning lyder: “Den kærlighed, som vort liv er anlagt på, men som vort selv er een eneste modstand imod, er guddommelig virkelighed midt i vor modstand mod den.” – I dagens tekst lader Jesus os løfte blikket mod alt det givne liv under himlen på denne dyrebare klode, som vi ikke skylder os selv: Gud “lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” – Kan jeg finde et dansk kunstværk, som hylder denne kærlighedsfulde virkelighed, som hinsides retfærdighed bærer vore liv? Mit valg falder på det ekspressionistiske maleri “Søndag”, skabt i 1922-28 af den farvestærke, autodidakte maler Jens Søndergaard (1895-1957). Billedet er set og formidlet på det dejlige Randers Kunstmuseum. Maleriet udtrykker en jubel over landskabet til vands og til lands under sommersolen. Kvæget græsser omkring gårdene, og småbåde sejler på fjorden. Mennesker skildres i tillidsfulde fællesskaber. Nogle færdes på vejen til eller fra kirken, der ligger som en landkending på bakketoppen. Vi ved, at der fra gudshuset nu som dengang skal lyde en fordring om både næste- og fjendekærlighed sammen med evangeliet om, at vi altid allerede er elskede af Gud. – Farverne, der fryder øjet, er for resten også en gave.