Efter kirkens festhalvår møder vi ‘hverdagsteksterne’ om troens konsekvenser. Luk. 14,25-35 byder os den grelleste tekst om Kristusbekendelsens omkostning. Troen er et valg, sådan som det er et valg for bygherren at begynde et tårnbyggeri eller for en konge at drage i krig. Troens valg kan indebære brud med det gamle liv, sagt med den berygtede spidsformulering: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Bogstaveligt forstået står dette krav om det radikale valg i et spændingsforhold til evangeliets universelle kærlighedsbudskab. Det er kendeligt, at Det nye Testamente er skrevet i en tid, hvor kristenforfølgelser er inden for horisonten. Som bekendt medfører kristentro stadig martyrier i områder, hvor den nu er tæt på udryddelse. Dilemmaer på liv og død ser vi også i frihedsbevægelsers og ngo’ers historier, hvor det kan koste både familieliv og liv at stille op for retfærdige kald. Hvem vil være “jordens salt”? Evangelieteksten spørger ubekvemt til vores prioritering og vores troskab. – Tekstens er en god anledning til at hylde hver den, der har vovet at være pinlig, forpint, ja pint – i tillid til det højere kald. Tak for en Paulus, der kasserede sin første plan med livet. Tak for en Luther, der tog konsekvensen af, at “det ikke er rådeligt at handle mod sin samvittighed”. Tak for en Søren Kierkegaard, som søgte den absolutte “ide, for hvilken jeg vil leve og dø”. Tak for en Grundtvig, som ville “oplysningen om livet”. Vi er vokset op i læ af apostle, reformatorer, sandhedsvidner og andre pionerer, som personligt betalte prisen for den åndsfrihed, som vi nu længe har taget som en selvfølge. Igen ser vi verdenssituationens storme ruske op i dette læ, som altså alligevel ikke er så selvfølgeligt. Dybe spørgsmål om prioritering stilles os på ny, som det blev stillet af ham, der om nogen “gav afkald på sit eget”.
I anledning af Arne Haugen Sørensens 90 års fødselsdag vises på hans dejlige museum Kunstpavillonen i Videbæk maleriet “Siddende vandringsmand med barndomsminder”, fra 1992. Fra kirkeudsmykninger og offentlige rum kender vi allerede Arne Haugen Sørensens ekspressive vandringsmænd med deres eksistentielle appel. Det er evangelister, apostle eller enhver anden, undervejs i livet spændt ud mellem fortidens binding og fremtidens kald. I dette billede møder vi en anden version, som minder lidt om det middelalderlige tema ‘Jesus på den kolde sten’, en station på Via Dolorosa, vejen til Golgata. Denne vandringsmand har sat sig på en ådret, ægformet sten, måske reflekterende over udgangspunkt og retning i livet. Som så ofte lader Arne Haugen Sørensen en profil og et blik pege både bagud og forud, selvom der samtidig er øjenkontakt med maleriets iagttager. Her er opmærksomheden overvejende bundet af fortiden som et drømme- eller mareridtagtigt syn i dunkle farver med fragmenter af foldede gardiner og uhyggeligt rotteagtige pelsdyr. Måske kan vi også skelne en lille sort fugl, siddende øverst på hans arm ud for hans mund? Fortiden har midlertidigt standset vandringsmanden. Mennesket er et historisk væsen med erindringer, som det både længes efter og flygter fra. Brud og diskontinuitet er smertelige og rystende for selvbilledet. Kan det være en god historie at få en helt ny historie? Ja, hvis man ved sig genkendt og båret af ham, der med sig selv som indsats “gør alting nyt”. Vandringsmandens bane tangerer afgrunden, men han beholder sit greb om troens robuste, røde vandringstav, og foran ham åbner rummet sig med et solgult lys, der er stærkere end mørket bag ham.
Birgitte Bech kirkekunst 