Et vidunderligt gudsbillede møder os i lignelsen om den fortabte søn! Vi ser en uendelig kærlig far, som længes efter sit barn, uanset om længslen er gengældt. Medfølende (!) løber faderen ud for at møde denne yngste søn, som har mislykket sit menneskeliv, forrådt sine dybeste værdier, såret sine nærmeste – og i grunden agerer ret opportunistisk, da hans smertepunkt ramtes. I selverkendelsens kolde lys må sønnen opleve selvforkastelse og fortabthed. Men faderen begraver hans fortabthed i sit favntag og kysser hans selvforagt væk. Barnet er og bliver hans barn, og nu er det altså kommet hjem, hjem til sit udgangspunkt som elsket menneske, hjem til sig selv. Tilgivelsens tegn er festklædning og festmåltid med fuld musik. Evangeliet griber trøsterigt om den fællesmenneskelige længsel efter den rummelige kærlighed, som kan hele det brudte, forbrudte og fortrudte. – Især gennem det sidste 175 år har motivet været yndet hos kirkekunstnere, der overvejende koncentrerer sig om at fortolke det vidunderlige, forløsende møde mellem faderen og den yngste søn. – Men Jesu lignelse om ‘den fortabte søn’ – eller ‘de fortabte sønner’ – er jo en topunktslignelse med endnu en pointe, henvendt til den ældre bror, der aldrig har svigtet. Storebror, som netop vender træt hjem fra markarbejde, overrumples af den uvant overdådige festivitas for den yngre og reagerer vredt på urimeligheden. Faderens svar er en opfordring til at dele glæden: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen”… . Vi får ikke at vide, om det lykkes den ældre bror at tage del i glædesfesten, men vi kan godt skrive videre på hans fortælling: Den yngre, som for længst havde tilegnet sig, hvad han kunne tilkomme, skal vel nu leve af hjemmets ressourcer og tilbageværende arvelod? Og forstår han, hvordan det har været år ud og år ind at se på, hvordan faderen tæredes af savnet? Ja, menneskers historie med sårede relationer bliver stående, og somme tider har vi nok skadet hinanden uopretteligt. Her forkynder evangeliet tilgivelse, men hvordan bliver tilgivelsen også en levende, erfaret virkelighed, som fuldbyrdes i vore relationer? I lyset af Guds tilgivelse må vi række ud efter hinandens. Solen står op, regnen falder over gode og onde, og vi må minde os selv og hinanden om, at vi ikke skylder os selv livet. Vi har dybest set ikke ejendomsret til den gudsskabte dag og dens gaver, men vi får altså lov at bruge det hele sammen – med glæde.
Et af ret få eksempler på den fulde billedfortælling ses i den grundtvigske Rødding Frimenighedskirke, hvor Viggo Guttorm-Pedersen i 1957 malede sin fortællende apsisfresko med ‘den fortabte søn’ mod nord og ‘den barmhjertige samaritaner’ mod syd (se nedenfor). Vort hovedmotiv er den rødklædte fader, alvorligt velsignende sin yngste søn, som knæler i andagt – et identifikationsmotiv for menigheden ved alterskranken. To tjenestedrenge efterkommer med næsten komisk hast instruksen om straks at hente festdragt og sko. I baggrunden ses himmelborgen som et lille renæssanceslot, lysende mod den kongeblå himmel med ledestjernen i forgyldt stuk. I mellemgrunden kommer den ældre bror gående, list grå og forslidt. Hvornår forstår han, at også han er elsket? Viggo Guttorm-Pedersen (1902-1962) blev undervist på Kunstakademiet af Ejnar Nielsen og Sigurd Wandel. Han har illustreret bøger og blandt mange andre offentlige værker malet yderligere en kirkeudsmykning i Bredsted syd for grænsen. Han er far til kirkekunstneren Niels Guttorm-Pedersen. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 