Måske kan vi forestille os døden som en port, der ubønhørligt lukker sig bag den ene efter den anden, på et tidspunkt bag os selv. Dødens majestætisk tunge porte magter vi ikke at åbne, hverken udefra eller indefra. Er der mere at sige? Ja, dagens evangelium taler om dødsrigets porte, men gør det i trods mod afmagten: Jesus tilsiger sin menighed, at “dødsrigets porte ikke skal få magt over den.” Det er både poetiske og sejrssikre ord! – Med hvilken autoritet taler og handler Jesus, som han taler og handler? – Spørgsmålet om, hvem Jesus er, om hans navne og titler, og hvad disse indebærer, står til uudtømmelig teologisk diskussion. Evangelierne fremhæver Peters bekendelse som vendepunkt: momentet, hvor Jesus Tømrersøn første gang kaldtes Kristus = Messias = den salvede, med Det gamle Testamentes ærestitel for Gudsfolkets udvalgte leder. Titlen var fra første færd kontroversiel, og Jesus forbyder disciplene at udbrede Messiastitlen (‘Messiashemmeligheden’), for hvordan kan messiansk kongehyldest og fejring af folkets trøst og oprejsning i lykkelige messianske tider tænkes sammen med den fornedrelse og tortur, Jesus umiddelbart stilles – og stiller – i udsigt?? Pointen hos Markus og Lukas er konflikten, og iflg. Markus og Matthæus fremstår Peters menneskeligt forståelige afvisning af lidelsens vej for Jesus som en Satans fristelse: “Vig bag mig, Satan!”. Vores prædikentekst fra Matthæus er imidlertid den udvidede fortælling, hvor Peters bekendelse først og fremmest bekræftes. Hvor lidt eller meget Peter end forstår af, hvad han selv siger, bekræftes hans bekendelse som en guddommeligt inspireret sandhed. Peters bekendelse “Du er Kristus, den levende Guds Søn”, besvares af Jesus med, at “det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene”, og Peter kaldes “salig”. Helligånden finder sin vej hos fejlbarlige mennesker. Her åbnes så for det svimlende håb, som overtrumfer traditionelle Messiasforestillinger, at et åndeligt gudsfolk skal fødes, som “Dødsrigets porte” ikke skal få magt over. Jesus må lide døden for at sprænge dødsrigets porte og samle sit folk af levende og døde. Den dybe og høje forståelse af Guds riges rækkevidde dæmrer efter påske. I Matthæusteksten karakteriseres Peters ansvar for en kommende menighed som “nøglerne til Himmeriget”. Katolikker kan heri finde et bibelsk argument for pavedømmet i Rom og trække en lige linje fra den forvirrede 1. discipel til pavestolens overhøjhed i åndelige spørgsmål. Protestanter vil derimod læse teksten sådan, at kirken bygges af og på de troendes bekendelse med Peter som repræsentant. Ved at give troen udtryk kan fejlbarlige mennesker som os i bedste fald åbne Himlen for hinanden, og det er jo ikke så lidt!
Jo mere kirken i middelalderen voksede som magtfuld institution med paven som ‘Kristi stedfortræder på jorden’, desto vigtigere blev dens billeder af Peter med den gigantiske nøgle. Også efter reformationen har kirkekunstnere fastholdt nøglen som Peters attribut, bortset fra Peter Brandes der som alternativt apostelsymbol har valgt det mindre forherligende Malkus’ øre, (som den frembrusende Peter huggede af i Getsemane have).
Jeg har til lejligheden valgt en sengotisk sidealtertavle fra 1526, som hænger på sydvæggen i Næstveds Sankt Mortens Kirke. På den oplukkelige tavles agitatoriske forside troner paven med tiara og gigantisk nøgle på ‘Peters stol’, omgivet af Mikael Sjælevejer og helgenbiskop Nicolaus, bærende på mønter, som kan befri tre ulykkelige ungmøer fra en fornedrende skæbne (se nederste foto). På fløjene gemmer sig adskillige bibelske scener fra Peters liv, heriblandt et fint billede af en ydmygt bekendende Peter, som knælende modtager nøglen af en alvorlig Jesus Kristus. Kristus bygger menighed af mennesker, som lukker op for troen, Peter og andre, og han lyser sin velsignelse over kirken. Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 