Kunst til kirkeåret

Den noget sammensatte evangelietekst fra Matt. 11 ligger i forlængelse af Jesu anerkendende ord om Johannes Døberen. Teksten bringer os på en tidsrejse til oldtidens undertrykte, religiøst stærkt mobiliserede Palæstina: I denne hvepserede af et land råber dommedagsprædikanter og Messiasprætendenter deres forskellige frelsesbudskaber ud, samler konkurrerende tilhængerskarer – og tilsvarende magtfulde kritikere. Kristus såvel som Døberen kalder til omvendelse og indvarsler den gamle verdens undergang og Gudsrigets komme. De møder begge en effektiv modstand, som så at sige gør begge til martyrer. “Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!” Jesus udgik selv fra Døberens kreds, men fravalgte altså dennes anvisning af askese og bodfærdighed som udvej fra Guds vredesdom. Som vi kender ham fra evangelierne, skilte han sig ud ved sin betoning af Guds generøsitet, ved næste- og fjendekærlighed og ved selv at udleve den himmelske inklusivitet – til glæde altså for toldere og syndere som os. Jesus bragte Guds nåde ud til mennesker, hvilket var disciplenes tilbagemelding til Døberen, da denne fra sit fængsel spurgte, om Jesus var Messias. – Set ud fra denne helligdags Jesusord og tilsvarende hos Lukas, er forskellen på Johannes’ og Jesu forkyndelse imidlertid ikke tydelig. Her møder vi en Jesus, som er vred og skælder ud over tilhørernes hykleri og passivitet: “Ve dig, Korazin og Betsaida”, byer, som har set så mange tegn på Guds rige, og dog intet har forstået og intet har forandret. – Skal jeg foretage en tidsrejse tilbage til nutiden, associerer jeg til klimaforandringens undergangsscenarie. Mange faretegn har vi set, mange forskere har oplyst og advaret os, vi gentager nok parolerne, men er det mere end snak og image? Ligner vi tekstens utåleligt forkælede “børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange og I sørgede ikke”. Er sandheden, at vi som tilskuere sidder og råber op i forventning om andres handlekraft? I hvert fald har danskernes forbrug af flyrejser trods pilotstrejker slået alle rekorder denne sommer, hvor næsten hvad som helst bliver betalt for sort energi til transport, opvarmning og aircondition. “Visdommen får ret” ikke ved paroler og symbolpolitik, men “Ved sine gerninger”. – Evangeliernes kender intet til moderne klimaforandringer, men nok til undergangsscenarier, og nu som dengang er evangeliernes ærinde at forkynde den modige vej i følge med Kristus som Guds Visdom. Visdommen udspringer af Guds væsen og frelsesvilje med menneskeheden. Hvad Kristus som Guds visdom manifesterer, er ikke mindst at skabe HÅB!

Evangelierne følger som bekendt Jesussporet, og når de hædrer Døberen undervejs, er det som forløberen for Messias. Døberen citeres for selv at henvise til Jesus som den større og som Guds lam. Døberen fylder ikke meget i dagens folkekirkekristne bevidsthed, men til gengæld er han bevaret i kirkekunsten. Her er Johannes – ligesom evangelisterne – med til at vende opmærksomheden til Jesus Kristus. Den udvalgte altertavle viser hhv. Døber og evangelist malet på fløjene omkring et prægtigt Kristusbillede. Altertavlen findes i en af landets mindste kirker, den senmiddelalderlige kirke i Egens, Syddjurs, hvorfra der for resten er formidabel udsigt over Kalø Vig. Som manifestation af Guds evige visdom og frelsesvilje skildres Kristus som opstandelseshelten med sejsfanen, mens stenene sprænges fra hans grav påskemorgen. Dette maleri af det mytiske drama er signeret 1928 af Johan Thomas Skovgaard (1988-1977). J. Th Skovgaard har udsmykket hele 42 danske kirker, mange med fremragende glaskunst. I de unge år var han stærkt præget af sin far Joakim Skovgaard, som han arbejdede for i Viborg Domkirke. Lige som faderen hentede han inspiration i byzantinsk og middelalderlig kunst. Det fremgår fx af hans glorier: de flotte, cirkelrunde, forgyldte stukglorier. Kristus bærer til forskel fra Døberen en korsglorie. Visdommens gerning var også at skabe håb i døden. Foto: Claus Jensen

Evangeliet møder os med opmuntring: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”, til beroligelse vel at mærke i en situation med stor ydre utryghed. Guds kærlighedsgave var og er i alle forhold livets fortegn. Jesu prædiken iflg. Luk. 12 lærer os samtidig, at den frygtløse tro ikke betyder at melde sig ud af verden; nej, den troende har hænderne fulde af opgaver, livet i verden er en betroet opgave. “I skal være rede”, lyder det. “Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Vi lever i evigheden, men vi lever samtidig i tiden, hvor noget kan blive for sent. Vor egen og andre menneskers historie formes af vore svigt og udeladelser så vel som af vore handlinger. Hvis vi overhører den nærværende dags eksistentielle opgave, venter den ikke på os til en anden god gang. Vi rammes af erkendelsen af ikke at have kendt vores besøgelsestid, når livshistorien overrumpler os. I dag kunne vi måske udtrykke os sådan, at Gud er til stede som uafviselig indre instans, når vi samvittighedsfuldt tænker efter og gør status over livet. I Lukastekstens noget fremmedgørende billedsprog er sagen pakket ind i en fortælling fra det historiske feudalsamfund, hvor en undergivet tjener er udleveret til sin herres korporlige afstraffelse eller hædrende belønning. – Men Jesus sprænger selv sin feudale lignelse med billedet af, at de tro tjeneres herre “skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem”. Ved nadverbordet erfarer vi, hvordan Gud til forskel fra feudalsamfundets godejer viser sig overraskende generøs. Frygt ikke!

Her kunne være bragt et skærtorsdagsbillede, hvor Kristus velsigner nadveren, eller hvor han binder op om sig og vasker disciplenes fødder. Eller man kunne vælge et af kirkens billeder af Jesu bratte genkomst. – Men hvorfor ikke kunstværket “De gode gerninger”, som viser, hvordan livet leves med kærligheden som drivkraft? Det appellerende billede af gode gerninger identificerer ikke konkrete gode mennesker, men personificerer godheden som nærvær, varme, ømhed og medfølelse med børn og voksne i savn og sorg. Billedet ser jeg som en anskueliggørelse af prædiketekstens appel: “den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Det bevægende maleri er skabt af Elisa Maria Boglino (1905-2002), som blev født i Danmark, hvor hun voksede op hos en dansk mor, blev uddannet hos kirkekunstneren Axel Hou og på Det Danske Kunstakademi hos Sigurd Wandel. Kulturrejser førte Elisa Maria til Italien, hvor hun i 1927 giftede sig med en italiensk jurist. I Italien opnåede hun stor anerkendelse som avantgardekunstner med inspiration fra renæssancen og fra nordisk ekspressionisme. Hun er repræsenteret på italienske museer, men også med flere værker på SMK, – men danske kirker kom altså aldrig til at nyde godt af hendes ukonventionelle talent. – Herværende foto gengiver en stor fresko malet 1928-30 i kunstnerens hjem i Palermo. Og hvorfor så i sort-hvid gengivelse? Fordi huset med vægmaleriet blev ødelagt ved Palermos bombardement under 2. verdenskrig. Vi må altså nøjes med dette gamle foto. Til gengæld vedføjer jeg et farvebillede af maleriet Den barmhjertige samaritaner, som Boglino malede i samme periode, og som er i SMKs besiddelse.

Nu er vi kommet til afslutningen af den tre kapitler lange Bjergprædiken, som har udfoldet Guds riges etik som en radikal, altomfattende kærlighed, der rækker fra sindets inderste kroge til de praktiske handlinger – en af bibelens mest epokegørende tekster. Pointen i dette afsnit er den elementære, at der i Guds rige er sammenhæng mellem tale og liv, mellem mund og hjerte. “Jeg har aldrig kendt jer”, vil Jesus iflg. Matth. 7 sige til mennesker, der nok har haft hans navn i munden – måske som en næsten magisk formular -, men som har set bort fra etikken. Spørgsmålet er her, om et menneskeliv har sin dybe grund i tro og kærlighed eller snarere er en hul facade? Gør vi mest, hvad vi gør, for et syns skyld? I talen indflettes den dramatiske lignelse om to husbyggere, som bygger på hhv. klippegrund og sand: Huset bygget på sand kan på et øjeblik bortrives af skybrud, regnfloder og storm. – Vi behøver næppe billedkunst for at se det for os; vi har rigeligt i aktuelle pressefotos, som kan aktivere angst og pinefuld bevidsthed om klimaskyld og anden skyld. Helt konkret udstiller klimakatastrofer nu de etiske underskud i vore materielle overskudssamfund, hvor man ikke længere kan snakke sig fra alvoren. Men som alternativ til håbløshed og afmagt giver evangeliet os som tillidsskabende modbillede: et hus, som “blev stående, for det var grundfæstet på klippen.” Metaforen klinger sammen med billedsproget i Matth. 5, hvor Jesus til de forsamlede siger: “I er verdens lys. En by, der ligger på en bjergtop, kan ikke skjules… Således skal jeres lys skinne for mennesker!” – Håbet er som bekendt ikke en strategi, men et lys og et perspektiv: For at handle etisk og moralsk-strategisk og holde ud, også når det bliver svært, har vi brug for masser af tro, håb og kærlighed – og for evangeliets inspirerende billeder. Klippen er sådan et håbsbillede. Også i kirkekunsten er klippen eller bjerget velkendte symboler for Guds åbenbaring og for Guds rige, hvorfra og hvortil mennesker kan orientere sig og sætte kursen.

Her vælger jeg – endnu engang – et maleri af den formidable færøske kunstner Sigrun Gunnarsdottir. Det har titlen “Fjeldet” og er angiveligt købt af Ny Carlsberg Fondet til et museum. Jeg ser motivet som sakralt. Neden for det lysende, grønne fjeld ligger på sin egen klippetop en lillebitte, hvid kirke. Den ligger i læ af det store fjeld med den hvide top, som er betryggende omgærdet. Med næsten religiøs blufærdighed er bjergtoppen let sløret af en tågesky, men solen får magt, og smeltevandet løber fra bjerget som en livskilde, næsten som en navlestreng til det ukuelige lille gudshus ved bjergets fod.

De nu afdøde kirkekunstnere Albert Bertelsen (med “Huse på fjeldet”) og Poul Anker Bech (med det surrealistiske “Det røde fjeld og himmelhavet”) er andre eksempler på moderne malere, hvis billeder af klipper har en metafysisk tone.

Ikke en spurv “falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” Oversættere og fortolkere har gennem årtusinder slidt med spørgsmålet om, HVORDAN Gud er med den, som lider og falder. Der er ikke megen hjælp i originaltekstens alt for korte formulering: “uden Gud”. Betyder det, at alt hvad der sker, er Guds vilje? Umuligt! Mennesket stilles lidelse i udsigt, retfærdigt eller uretfærdigt, meningsfuldt eller tilfældigt, men får samtidig et tilsagn med ind i selv den dybeste og ensomste smerte: Dit liv er kendt og båret af den Gud, som ikke flygtede fra lidelsen. Han var og er og bliver her som dit livsvidne og bringer sit lys med ind i dit mørke. Intet levevæsen er så ringeagtet i verden, at det ikke har betydning hos Gud: “Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd en mange spurve”. Vores angstfulde råb og suk lyder altså ikke bare ud i det tomme rum, for Gud er nær med ordene: “Frygt ikke!”– Jeg mindes, hvordan trøsten engang blev nynnet ind med børnesalmen ‘Ingen er så tryg i fare’, så også et ulykkeligt pigebarn dengang kunne føle sig set med linjerne: “Vore hovedhår han tæller, /hver en tåre som vi fælder”. Ingen skal græde alene!

Matthæustekstens ord om fuglene har inspireret både poeter og billedkunstnere. I høstsalmen ‘Vi pløjed, og vi så’de’, hedder det i v 2: “ham lyder vind og vove,/ ham rører ravnes nød,/ hvi skulle ej hans småbørn da og få dagligt brød?”

Mange nutidige kirkeudsmykninger bruger fugle som motiv, undertiden som repræsentant for menneskets ånd eller sind. Til denne søndag vælger jeg en skulptur, som skildrer Guds omsorg, følsomt symboliseret ved hænder om en ravneunge. Skulpturen spiller her på det geografiske navn, idet den står foran indgangen til Ravnebjerg Kirke (Fyn). Værket af bronze og granit blev skabt i 2001 af den anerkendte kunstner Henrik Vilhelm Voldmester, som i 2021 pludselig døde 75 år gammel. Hans nekrolog omtalte “en fabelagtig kærlighedserklæring til livets mangfoldighed.” Vi kan måske tilføje: i evangeliets ånd.

Efter en tur i Sommerland Sjælland med kække børnebørn, falder det mig ind, at søndagens evangelietekst fra Matth. 19 er som en åndelig ruchebanetur med loop. “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”, bliver Jesus spurgt af den unge mand, som vil engagere sig seriøst i sin religion. Svaret henviser til de 10 bud (dem om medmenneskelige forhold), som den unge mand åbenbart er komfortabel med. Her følger så den stejle stigning med modspørgemålet: “Vil du være fuldkommen?” Uden af afvente svar anviser Jesus nu det uforbeholdent næstekærlige liv: “Gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige”. Dét vil være en skat i himlen. I Guds riges etik er fokus åbenbart ikke behovet for åndelig selvrealisering og arbejdet for egen frelse, men næstekærlighed for medmenneskets skyld. Denne anvisning må opleves som et frit fald for den rige unge mand, som formentlig er glad for det niveau, han har opnået, både økonomisk og moralsk. Her står han så, blottet i at søge sit eget og elske sig selv og måske snarere et grådigt bæst end et godt menneske. Vi kommer endnu længere ned mod bunden i den opfølgende samtale mellem disciplene og Jesus, hvor vi hører, at den riges vej til Himmeriget er snæver som et nøglehul. Der er forfærdelse i disciplenes spørgsmål: “Hvem kan så blive frelst?” – Hvem vil ikke gerne bjærge sig selv og sit eget? – Og så vendes der atter op og ned på virkeligheden med evangeliets definitive pointe: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Spørgsmålet om frelse og evigt liv må overlades til Gud! Så lander vi alligevel med fødderne på jorden: Evangeliet er frihed, frihed til at stole på Guds nåde og frihed til med nåden i ryggen at leve et hverdagsliv med fokus på medmenneskets behov. – I dag vil de færreste danskere formulere et spørgsmål om, hvordan de opnår frelse; men måske er afstanden til oldtidens seriøse jøde alligevel ikke stor? I dag lyder spørgsmålene bare: Hvad skal jeg gøre for at finde mening og fylde i min tilværelse? og lykke? – for ikke at forspilde mit liv? – for at blive noget værd? – for at optimere mig selv? Selvperfektioneringen driver moderne mennesker ud i frit fald. Men evangeliet gentager på søndag, at mening, fylde og værdi ikke ligger i at blive perfekt, hvilket aldrig vil lykkes. Det er Gud og ikke dig og mig, som er mulighedernes herre, og Gud lader os uden tvivl møde medmennesker, som har brug for os. Og der er det for resten stadig ikke ligegyldigt, om vi opfører os som grådige bæster eller som engle.

I 2010-12 skabte Bjørn Nørgaard den store skulptur “Nøglehullet” til Søndergårdtorv i Måløv. Det er et stykke monumental vandkunst, hvor vandet risler gennem spalten, som fra nederst til øverst deler skulpturen i to. Den ene side er mørk, formet i sort granit, den anden blank i rustfrit står. Skulpturens rundede udvendige flader er befolket med 24 skulpturer: på den mørke side 12 forvredne bæster, der minder mig om Luthers analyse af, hvordan mennesket kan være indkroget i sig selv. På den anden side reflekteres lyset i lige så mange englevæsener, som står ranke med synlige vinger. De dæmoniske væsener kommer frem af en fordybning i overfladen, op af hver sit mørke hul; de englelige derimod står på rundede forhøjninger. Kunstneren har fortolket skulpturen med ordene: “Gennem livet møder vi både engle og bæster, i os selv og uden for os selv, hvor moderne og oplyste vi end er. Skulpturen “Nåleøjet” giver i sin form og materiale et mangetydigt billede på de tusinder af valg vi som individer træffer hver dag, hver time og hvert minut.” – For resten kan små mennesker faktisk godt passere gennem vandet i nåleøjets spalte.